Skoleforløb med rollespil og festival skal øge elevernes trivsel
18.11.2021 08:30:00 CET | ROMU | Pressemeddelelse

Eleverne i grundskolerne i Egedal har mulighed for at skifte tabeller og grammatik ud med festivalstemning, vikingesværd og rollespil. Det er nemlig en del af indholdet i to skoleforløb, som museumsorganisationen ROMU tilbyder. Som en del af samarbejdet mellem ROMU og Egedal Kommune kan kommunens grundskoler frem til nytår helt gratis prøve kræfter med museernes undervisning. Men det er med at være hurtig – der er et begrænset antal pladser og deadline for at booke forløbene er 26. november.
ROMU har søgt og fået penge til at udbyde to skoleforløb på henholdsvis RAGNAROCK og Frederikssund Museum, Færgegården. Puljen, som pengene kommer fra, er oprettet af Børne- og Undervisningsministeriet, som har sat penge af til at øge skoleelevers trivsel under corona-pandemien. De mange nedlukninger og hjemsendelser skaber usikre perioder, hvor en del af skoletiden bliver tilbragt alene derhjemme eller i en amputeret udgave af klassen. Derfor er det særligt vigtigt at være opmærksomme på elevernes trivsel.
Og et skoleforløb på et museum er oplagt til netop det, siger Louise Dahl Christensen, museumsinspektør hos ROMU med ansvar for undervisning og læring:
”Her kommer de afsted og får en læringsoplevelse et andet sted end i klasseværelset. Og oplevelsen starter allerede, når de tager af sted fra skolen – måske i en bus, hvor de diskuterer, hvad de skal opleve – og fortsætter, når de kommer tilbage og skal efterbearbejde besøget.”
Samarbejde og kropslig læring i centrum
På RAGNAROCK skal eleverne i 8.-10. klasse blandt andet diskutere fællesskaber, identitet og grænser på Roskilde Festival – og på Færgegården i Frederikssund rejser 4. og 5. klassetrin tilbage til vikingetiden og skal gennem rollespil og samarbejde finde løsninger på vikingernes dilemmaer.
Og det er netop de alsidige undervisningsrum, der kan være godt for eleverne at opleve.
”Når museet optræder som læringsrum, er det nogle helt andre kompetencer, der kommer i spil. Man er sammen på en anden måde og skal samarbejde om en fælles, analog opgave. Og det er netop fællesskabet i både rum og dialog, der er med til at øge trivslen,” siger Louise Dahl Christensen.
”Vi oplever gang på gang, at børn, der har en særlig position i klassen, får en helt anden mulighed for at udfolde sig på et museum. Det er kropslig læring, og det åbner for nogle helt andre muligheder for dem, der har nemmere ved at lære på den måde, end når de sidder i et klasselokale med en bog.”
I festivalens fodspor på RAGNAROCK
På RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur inviteres elever i 8., 9. og 10.klasser til at gå på opdagelse i 50 år med Roskilde Festival fra 1970’ernes ungdomsoprør til festivalens fortsatte betydning for unge i dag. Eleverne kommer til at arbejde med fællesskaber, ritualer, identitet og grænser, når de skal udforske og opbygge deres egen festival-identitet. De kommer også til at diskutere, hvilke normer der er gældende på festivalen og hvor og hvordan sætter man grænsen, så frirummet ikke går tabt.
Forløbet foregår på RAGNAROCK i Roskilde og varer 1 ½ time. Det dækker fagene historie og samfundsfag samt elevers alsidige udvikling, og der er plads til 28 deltagere på et forløb.
Vikingernes dilemmaer på Frederikssund Museum, Færgegården
På Frederikssund Museum, Færgegården katapulteres eleverne 1000 år tilbage i tiden. Med baggrund i lokale fund får eleverne en introduktion til vikingernes verden, inden de selv trækker i vikingemundering og skal dramatisere tre små rollespil. Her skal de i fællesskab tage stilling til og finde løsninger på dilemmaer, som hvad der skal ske med de trælle, vikingerne har pågrebet efter et angreb på markedspladsen.
De tre rollespil spilles i Færgegårdens store have, der med rekvisitter omdannes til en gård, et vikingeskib og en markedsplads. Alle elever får en rolle i et af de tre stykker og tøj og rekvisitter, der passer til deres rolle. Ud fra et manuskript samarbejder eleverne om at dramatisere det enkelte stykke. Afslutningsvis spiller eleverne rollespillene for hinanden og interagerer også i hinandens stykker, hvorved klassen oplever at spille rollespillene i fællesskab. Klassen får de tre rollespil med hjem og kan arbejde videre med dem.
Forløbet på Frederikssund Museum, Færgegården varer tre timer. Det dækker fagene historie og kristendom, og der er plads til 28 deltagere på et forløb.
Læs mere om vikingerollespil i Frederikssund her.
Midlerne til Styrket Trivsel kommer fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje, der skal skabe trivsels- og bevægelsesaktiviteter for skoleelever i forbindelse med Covid-19.
ROMU udbyder 13 forløb på henholdsvis RAGNAROCK og Færgegården, og de tilbydes efter først til mølle-princippet. Tilmelding kan ske på tlf. 51707071 eller booking@romu.dk. Forløbene er gratis for skolerne i Egedal indtil nytår.
Deadline for booking af skoleforløb er den 26. november.
Nøgleord
Kontakter
Louise Dahl ChristensenMuseumsinspektør, Undervisning og læringROMU
Tlf:46 31 65 11louised@romu.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring
Billeder

Links
Information om ROMU
Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Fond giver fem millioner til at styrke sårbare børn og unges møde med kulturarven3.3.2026 08:20:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan gør man kulturarv tilgængelig for endnu flere børn og unge? Liljeborgfonden har givet en stor donation til Formidlingsfonden bag kulturarven ved Roskilde Domkirke, som sammen med ROMU og Kulturens Analyseinstitut skal udvikle, teste og analysere aktiviteter særligt for udsatte børn og unges møde med kultur- og verdensarv.
Musik, mod og fællesskab: Rockmuseet markerer kvindernes internationale kampdag med tre stærke arrangementer2.3.2026 08:10:00 CET | Pressemeddelelse
Dicte og A Mess er to af navnene på programmet, når Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i marts sætter fokus på kvindelige stemmer, rollemodeller og fællesskaber i musikbranchen.
Cobe vinder konkurrence om Roskilde Domkirke Verdensarvscenter5.2.2026 11:15:00 CET | Pressemeddelelse
Det bliver arkitektfirmaet Cobe, der skal stå i spidsen for at omdanne dele af Det Kongelige Palæ i Roskilde til verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Cobe vandt udbuddet med et forslag, der nænsomt omdanner de historiske bygninger til et moderne besøgscenter.
Fest, fræs og fastelavn - ROMU holder endnu mere åbent i vinterferien27.1.2026 09:15:44 CET | Pressemeddelelse
Museumsorganisationen ROMU slår dørene op for museumsoplevelser i både uge 7 og 8 - uanset kommune. De åbne museer byder også på familieaktiviteter med alt fra racerskole til skattejagt om ”Kongegravens hemmeligheder”, fra popfest og fastelavn til leg med lys og mørke. Det meste i begge uger.
Kæmpestor måne får verdenspremiere til Lysfesten i Roskilde8.1.2026 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Lysfesten i Roskilde byder på en vaskeægte verdenspremiere, når kunstner Maj D præsenterer værket One Moon. Den store, glitrende måne er lavet af genbrugsmaterialer, som bidrager til kunstværket med hver deres historie.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
