Skærpede krav til brug af godkendt revisor for mindre virksomheder
5.8.2022 06:00:00 CEST | PwC | Pressemeddelelse

Folketinget vedtog den 19. maj 2022 nogle ændringer af årsregnskabsloven, som indebærer skærpelser for visse mindre virksomheders brug af en godkendt revisor, dvs. en statsautoriseret eller registreret revisor.
“Først og fremmest skal man være opmærksom på de nye regler og finde ud af, om ens virksomhed er omfattet. Det er bl.a. mindre virksomheder i 11 udvalgte brancher, og virksomheder med en balancesum på over 50 mio. kr. uanset omsætningsstørrelse, der skal være opmærksomme, og nu ikke har mulighed for at fravælge en revisorerklæring,” siger Brian Petersen, partner i PwC og Regionsleder på Sjælland, og fortsætter:
“Når en virksomhed får en erklæring fra en godkendt revisor, tilføjer det troværdighed til virksomhedens aktiviteter og ikke mindst årsrapport. En revisor kommer ofte med branchespecifik viden, som virksomheden kan drage fordel af, og derudover kan virksomheden få hjælp til at optimere sine aktiviteter og strategi samt få et overblik over indtjening, og hvordan den kan forbedres.”
For regnskabsår, der begynder den 1. januar 2023 eller senere, gælder der følgende indskrænkninger i muligheden for at fravælge en revisorerklæring om årsrapporten:
Balancesum på over 50 mio. kr.
Virksomheder, der i to på hinanden følgende regnskabsår har en balancesum på over 50 mio. kr., kan ikke fremover fravælge at få udført enten revision eller udvidet gennemgang af årsregnskabet. Dette gælder, selv om både nettoomsætning og antal beskæftigede er under de nugældende størrelsesgrænser.
Risikobrancher
Virksomheder, der befinder sig i en såkaldt “risikobranche”, skal fremover altid anvende en uafhængig, godkendt revisor, hvis virksomhedens omsætning i to på hinanden følgende år overstiger 5 mio. kr. Virksomheden kan dog vælge, hvilken af følgende typer erklæring revisoren skal forsyne årsregnskabet med, forudsat at de nugældende størrelsesgrænser ikke overskrides:
- en erklæring om assistance med opstilling af årsregnskabet,
- en reviewerklæring,
- en erklæring om udvidet gennemgang eller
- en revisionserklæring.
I den politiske aftale om lovændringen er der identificeret følgende 11 risikobrancher på baggrund af data fra Skatteforvaltningen om virksomheders fejl i skatte- og momsangivelser:
- Vejgodstransport
- Flytteforretninger
- Restauranter
- Pizzeriaer, grillbarer, isbarer m.v.
- Event catering
- Anden restaurations virksomhed
- Caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
- Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
- Webportaler
- Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
- Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.
Ifølge lovbemærkningerne er det med skærpelsen “forventningen, at virksomhederne i højere grad vil få styr på de basale bogføringsrutiner for skatte- og momsangivelser”.
Ledelsesmedlem, der har været pålagt konkurskarantæne
Med lovændringen indføres der revisionspligt (revision eller udvidet gennemgang) for virksomheder, hvori der indtræder en person i virksomhedens ledelse, som forud for sin indtræden har været pålagt konkurskarantæne efter konkurslovens regler. Revisionspligten gælder til og med det regnskabsår, der har balancedag to år efter udløbet af personens konkurskarantæne.
Øvrige skærpelser
Der sker desuden mindre justeringer af bestemmelserne om, hvornår en virksomhed kan pålægges revisionspligt, enten som følge af Erhvervsstyrelsens undersøgelser eller som følge af, at virksomheden, en tilknyttet virksomhed eller en ejer med bestemmende indflydelse over virksomheden har overtrådt lovgivningen.
Ny bogføringslov
Den 1. juli 2022 trådte nogle få nye krav i kraft for alle omfattede virksomheder, mens størstedelen (bl.a. kravene til digitale bogføringssystemer) forventes at træde i kraft fra den 1. januar 2024. Den nye bogføringslov har særligt fokus på digitalisering og automatisering af virksomhedens bogholderi, herunder at bogføringen skal være digital, hvilket indebærer, at registreringer og bilag skal foreligge i digital form, ligesom der stilles specifikke krav til bogføringssystemet. Implementering af digitale bogføringssystemer træder trinvist i kraft og tidligst fra 2024 skal bilag og registreringer håndteres digitalt.
Nøgleord
Billeder

Information om PwC
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Sommerferien er højsæson for svindel: AI gør direktørsvindel sværere at afsløre6.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerferien er en stille periode i erhvervslivet, men højsæson for målrettet svindel mod virksomheder. Med AI kan svindlere bl.a. bruge voice cloning til at efterligne virksomhedens ledelse. Det øger behovet for klare verifikationsprocedurer og skærpede kontroller i en periode med lavere bemanding og ændrede arbejdsgange, anbefaler PwC.
Det danske forsvarsøkosystem står foran en markant vækst – samarbejde og kompetencer bliver afgørende1.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det danske forsvarsøkosystem befinder sig i en historisk omstilling. Et ændret sikkerhedspolitisk landskab, stigende investeringer og hastig teknologisk udvikling skaber nye muligheder for både Forsvaret, myndigheder, virksomheder og investorer. Det viser PwC's Defence Survey 2026, der bygger på interviews med 38 centrale aktører på tværs af det danske forsvarsøkosystem.
Betal restskat inden fristen og spar penge24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år ender mange danskere med at betale restskat. Nu er det ved at være sidste udkald til at betale, hvis du vil undgå ekstra høje renter.
Gå ikke glip af fradrag: Husk at indberette investeringer i udenlandske depoter22.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. juli er sidste frist for at indberette investeringer i udenlandske depoter. Det er vigtigt at huske, ellers risikerer du at miste retten til fradrag for tab, lyder opfordringen fra PwC’s skatteekspert.
Overvejer du at sælge dit sommerhus? Pas på denne skatteregel1.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerhuse kan i udgangspunktet sælges skattefrit, men to betingelser kan spænde ben. Særligt ét krav overses af mange, påpeger PwC’s skatteekspert.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum