Advodan

Sidste skoledag: Sådan er dit barn forsikret

Del

I den kommende tid myldrer folkeskolens afgangsklasser ud til sidste skoledag, inden læseferien vanker. Kombinationen af fest og teenagere kan dog godt gå galt, og så er det vigtigt at have styr på forsikringerne.

Der er ofte vandsprøjt, karamelkast, shopping og fest i vente, når landets mange elever fejrer afslutningen på folkeskoletiden. Men får dagen en uheldig udgang, er det godt at være forberedt.

Her fortæller advokat Fatma Yandim fra ADVODAN om fire ting, du bør vide om dine forsikringer, inden du sender dit barn afsted til sidste skoledag.

1. Hvis karamellerne rammer forkert
Dagens drillerier er som regel uskyldige. Men i kådhed rammer de hårde karameller måske en yngre elevs øjne for hårdt, eller vandballonerne er skyld i et brækket ben. Det kan også være, at aftenens fest og alkoholindtag resulterer i en ødelagt toiletvask eller køkkendør. Kort sagt: dit barn volder skade på en ting eller en person, og hvordan står I så stillet?

”Børn over en vis alder har erstatningsansvar på samme måde som voksne. Derfor gælder det om at have styr på familiens ansvarsforsikring. Hvis dit barn er under 14 år, vil forsikringen som regel dække, fordi det er svært at vurdere, om skaden er sket med vilje eller på grund af tankeløshed. Er barnet over 14 år, dækker forsikringen ikke, hvis der er tale om en bevidst handling eller grov uagtsomhed, eller hvis barnet var meget fuld,” siger Fatma Yandim.

2. Hvis lommepengene bliver stjålet
Dit barns lommer er måske lidt ekstra fyldte med penge til at fejre dagen. Eller tasken rummer både den nye iPhone og lækre smykker til aftenens fest. Og det kan lommetyve desværre hurtigt spotte.

Du kan hjælpe dit barn med at gardere sig bedst muligt på forhånd. Tag fx ikke for mange kontanter med og lad være med at placere alle penge ét sted. Gem telefonen godt af vejen, og lad smykkerne blive hjemme, indtil der skal klædes om til festen.

”Bliver dit barn alligevel bestjålet, bør I være klar over, at familiens indboforsikring ikke dækker alt. Hvis en lommetyv fx stjæler kontanter eller smykker, får I ikke erstatning, fordi det er foregået ved et såkaldt simpelt tyveri på åben gade. Forsikringen dækker dog telefon og andre værdigenstande,” siger Fatma Yandim.

3. Hvis dit barn vrikker om på dansegulvet
Er dit barn involveret i en såkaldt soloulykke, hvor andre ikke kan stilles til ansvar – fx fald på en trappe eller på dansegulvet – er det jeres egen ulykkesforsikring, der skal dække skaden. Men I bør vide, at det ikke er i alle tilfælde, at den går ind og dækker.

”Det afgørende er, om barnet har været beruset eller ej, da ulykken skete. I kan ikke få erstatning, hvis det brækkede ben skyldes lidt for mange øl eller drinks,” siger Fatma Yandim.

4. Hvis kammeraten skubber for hårdt
Mange steder er der tradition for at skubbe hinanden i byens springvand på sidste skoledag. Hvis en af dit barns kammerater måske skubber lidt for hårdt, og dit barn ender med et brækket håndled, kan I rette erstatningskrav mod kammeraten. Her vil kammeratens ansvarsforsikring normalt dække, medmindre det vurderes, at han har haft et stort alkoholindtag eller har handlet groft uagtsomt. I så fald skal han selv betale erstatningen.

Fakta – tjek forsikringerne inden sidste skoledag:

  • Ansvarsforsikring – gælder, hvis dit barn forvolder skade.
  • Indboforsikring – gælder, hvis dit barn bliver bestjålet.
  • Ulykkesforsikring – gælder, hvis dit barn kommer til skade, uden at der er andre ansvarlige.

Kontaktoplysninger ved yderligere kommentarer:

Fatma Yandim, advokat, faya@advodan.dk, 46 14 56 10

Mette Rasmussen, kommunikationsmedarbejder, mera@advodan.dk, 46146007

Billeder

Information om Advodan

Advodan
Advodan
Viborgvej 159A
8210 Aarhus V

4614 6000https://www.advodan.dk/

ADVODAN er Danmarks største kæde af advokatvirksomheder med i alt 23 kontorer fordelt over hele landet. Vi er eksperter i rådgivning af især små og mellemstore virksomheder og rådgiver også private. - See more 

Følg pressemeddelelser fra Advodan

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Advodan