SG Armaturen appellerer afgørelse fra Sø- og Handelsretten til landsretten

Del

Sø- og Handelsretten har ved kendelse af den 29. august 2023 i en forbudssag mellem Schneider Electric Danmark A/S og SG Armaturen A/S nedlagt forbud mod SG Armaturen A/S’ produktion, udbud, markedsføring, salg, eksport og import af en række produkter i SG Install-serien mod en sikkerhedsstillelse på 10 mio. kr. fra Schneider Electric Danmark A/S.

De produkter, der er omfattet af forbuddet, fremgår af https://www.sg-as.com/da/install

Forbuddet træder i kraft, når Schneider Electric Danmark A/S har stillet den af retten krævede sikkerhed

Sø- og Handelsretten har begrundet forbuddet med, at det efter rettens opfattelse er sandsynliggjort (men dog ikke godtgjort), at de pågældende produkter udgør krænkelser af Schneider Electric Danmark A/S’ rettigheder.

SG Armaturen A/S er ikke enig i denne afgørelse, og afgørelsen vil derfor blive appelleret snarest muligt, fortæller adm. Direktør Terry Goldenbeck

  • Vi tror på, at sagen endnu ikke er endelig afgjort, og at vores argumenter i forbindelse med en kommende retssag vil gøre sig gældende bl.a. med henblik på at sikre en forbedret konkurrencesituation på det danske marked, understreger Terry Goldenbeck og fortsætter.
  • Det ligger SG Armaturen A/S meget på sinde, at der på det danske marked for el-kontakter findes et reelt og brugbart alternativ til produkterne fra Schneider Electric Danmark A/S. Det er SG Armaturen A/S’ opfattelse, at produkterne i SG Install-serien ikke kan karakteriseres som uretmæssige efterligninger af Schneider Electric Danmark A/S’ produkter, og SG Armaturen A/S vil derfor kæmpe for, at alle produkter i SG Install-serien fremadrettet igen vil kunne sælges og markedsføres på det danske marked til gavn for el-installationbranchen og forbrugerne, fortæller Terry Goldenbeck.

 

Tidligere forbud ophævet

Schneider Electric Danmark A/S har i en tidligere sag fået nedlagt forbud mod en anden virksomheds salg og markedsføring af el-kontakter. Dette forbud blev dog – efter ca. 5 år – ophævet af Sø- og Handelsretten (og ophævelsen blev senere stadfæstet af Højesteret). Den tidligere sag omhandlede også Schneider Electric Danmark A/S’ LK FUGA-serie, og Sø- og Handelsretten nåede i denne sag frem til, at den ophavsretlige beskyttelse af LK FUGA-seriens produkter måtte anses for overordentlig snæver. I præmisserne fra Højesterets dom i denne sag fremhæves det bl.a. af Højesteret, at det særegne ved LK FUGA-serien især er kontaktfladernes konkave form samt herudover komponenternes overfladekvalitet og de helt rene linjer. 

SG Armaturen A/S går til landsretten

Det er SG Armaturen A/S’ opfattelse, at produkterne i SG Install-serien ikke udgør uretmæssige efterligninger af de dele af LK FUGA-serien, der efter Højesterets præmisser i den tidligere sag er særligt fremhævet.  

SG Armaturen A/S vil nu indbringe forbudskendelsen for landsretten, og håber naturligvis på, at landsretten når til en anden konklusion end Sø- og Handelsretten. Såfremt dette ikke bliver tilfældet, skal Schneider Electric Danmark A/S inden 2 uger efter landsrettens afgørelse i forbudssagen anlægge en retssag mod SG Armaturen A/S, hvor domstolene skal tage endeligt stilling til, hvorvidt de omhandlede produkter i SG Install-serien krænker Schneider Electric Danmark A/S’ rettigheder.

Eventuelle spørgsmål vedr. sagen bedes rettet til: Adm. Direktør, Terry Goldenbeck, terry@sg-as.dk, mobil : +45 31770011

Billeder

Følg pressemeddelelser fra StoryBy

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra StoryBy

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye