Sensationelt studie: Mennesker ankom til Sydøstasien 40.000 år før hidtil antaget

Da den nutidige menneskeart, homo sapiens, første gang ankom til Sydøstasien på deres vej fra Afrika til Australien, efterlod de over tusinder af år spor af deres tilstedeværelse i form af menneskelige fossilersom dybt inde i en ældgammel hule.

De seneste beviser fra Tam Pà Ling-hulen i det nordlige Laos viser uden nogen form for tvivl, at moderne mennesker spredte sig fra Afrika gennem Arabien til Asien meget tidligere end hidtil antaget. Det viser et nyt international studie under ledelse af Globe Institute på Københavns Universitet.

”Vi fandt menneskelige rester i Laos, som kan dateres 86-68.000 år tilbage. Det vidner om vores arts tilstedeværelse i Sydøstasien meget tidligere, end hvad der hidtil har været antaget,” forklarer medforfatter til det nye studie Fabrice Demeter. Han er adjunkt ved Globe Instituttets Lundbeck Foundation GeoGenetics Centre.

Selvom de tidlige migrationer rent genetisk ikke bidrog væsentligt til de nuværende befolkninger, flytter det ankomsttidspunktet på det sydøstasiatiske fastland med omkring 40.000 år.

Den nye kronologi afslører, at der har været menneskelig tilstedeværelse i området i mere end 56.000 år.

Studiet bekræfter også, at vores forfædre ikke kun fulgte kyster og øer. De rejste gennem skovområder og højst sandsynligt langs floddale. Nogle rejste derefter videre gennem Sydøstasien for at blive det første folk i Australien.

”Tam Pà Ling spiller en nøglerolle i historien om moderne menneskelig migration gennem Asien, men det er først nu, vi virkelig begynder at forstå dens betydning og værdi,” siger Fabrice Demeter.

Kontroversiel hule

Tre australske universiteter har også bidraget til projektet. Forskere fra Macquarie University og Southern Cross University ved hjælp af flere forskellige teknikker kunne datere prøverne, mens forskere fra Flinders University har påvist, at sedimentet i hulen blev lagt ned i lag over titusinder af år.

Hulen har været kontroversiel siden den første udgravning og opdagelsen af et kranium og en underkæbe tilbage i 2009. Beviser for homo sapiens’ tidligste rejser fra Afrika til Sydøstasien er normalt domineret af ø-lokaliteter som Sumatra, Filippinerne og Borneo.

Det var imidlertid, før hemmelighederne blev afsløret i Tam Pà Ling, en grotte i højlandet mere end 300 kilometer fra havet i det nordlige Laos. Kraniet og kæbeknoglen blev identificeret som homo sapiens, der tydeligvis havde migreret gennem denne region.

Men hvornår? Som det er normalt i spørgsmål om den menneskelige udbredelse, handler debatten i sidste ende om timing, og desværre er beviserne svære at datere.

De menneskelige fossiler kan ikke dateres direkte, da stedet er på verdensarvslisten, og fossilerne er beskyttet af laotisk lov. Der er meget få dyreknogler eller passende huleudsmykninger, der kan dateres, og det hele er for gammelt til kulstof-14 datering. Dette lagde en tung byrde på den såkaldte luminescensdatering af sedimenterne, der ville gøre det muligt at opbygge en tidslinje.

Ny teknik afslører skjulte hemmeligheder

Luminescensdatering er afhængig af et lysfølsomt signal, der nulstilles, når det udsættes for sollys, men som opbygges over tid, når det afskærmes fra sollys, for eksempel når det begraves.

”Uden luminescensdatering ville det ikke være muligt at datere tilstedeværelsen af homo sapiens, og stedet ville dermed ikke være en del af den anerkendte spredningsvej gennem regionen,” siger geolog og lektor Kira Westaway fra Macquarie University.

Undersøgelserne påviste en minimumsalder på 46.000 år, hvilket stemmer overens med det forventede tidspunkt for ankomsten af homo sapiens til Sydøstasien. Men hulen var ikke færdig med at røbe sine hemmeligheder.

Fra 2010 til 2023 har årlige udgravninger (kun forsinket af den treårige nedlukning) bidraget med flere og flere beviser på, at homo sapiens passerede gennem området på vej til Australien. Hele syv menneskelige skeletdele blev fundet under 4,5 meter aflejringer, hvilket skubbede den potentielle tidslinje helt tilbage til tidspunktet for de tidligste homo sapiens-migrationer til området.

Forskerne overvandt de forskellige problemer ved at tænke kreativt og anvende strategiske dateringsteknikker, hvor det var muligt, herunder uranseriedatering af en drypstensspids, der havde været begravet i sediment, samt uranseriedatering kombineret med elektron-spin-resonans-dateringsteknikker af to sjældne, men hele bovide tænder, der blev fundet i en dybde af 6,50 m.