Seksuelle krænkelser er et hyppigt emne på BørneTelefonen

- Jeg tror også bare, at jeg som mange unge var bange for at sige fra. For så er man jo pludselig ikke en del af det fællesskab.

- Jeg var ikke klar til at snakke med mine forældre om det, og jeg var ikke klar til at blive afhørt. Jeg har hørt så mange skrækscenarier, så jeg tænkte: "Hvad nu, hvis de ikke tror på mig?".

Hos BørneTelefonen i Børns Vilkår genkender man ovenstående tanker, som en række unge kvinder sætter ord på i dokumentarserien ”Partiernes skjulte overgreb”, som TV2 viser første del af torsdag aften.

I 2019 havde rådgiverne på BørneTelefonen i alt 1.621 samtaler om seksuelle krænkelser, som ikke var begået af nære relationer såsom forældre, søskende og bedsteforældre. Samtidig er der ugentligt unge, som henvender sig, fordi de oplever, det er svært at sige fra i seksuel sammenhæng.

”Fælles for dem, der henvender sig om seksuelle krænkelser og overgreb, er, at de er meget i tvivl. De er i tvivl om, hvorvidt det var et overgreb. Om de kan tillade sig at have det, som de har det, og om de kan tillade sig at handle på det. Samtidig er de nervøse for, om de bliver taget alvorligt: Vil man tro på mig? Vil der overhovedet ske noget, hvis jeg siger noget – og vil jeg løbe den risiko og så risikere at blive efterladt bagefter?” siger børnefaglig konsulent på BørneTelefonen, Ida Hilario Jønsson.

Flere af de unge kvinder, der står frem i TV2-dokumentarserien, fortæller, at de følte, de var en del af et unikt fællesskab i ungdomspartierne og derfor følte, det var svært at sige fra. Dette genkender Ida Hilario Jønsson fra BørneTelefonen:

”Som ung er det fællesskabet, man orienterer sig imod. Det bliver en del af ens selvrefleksion og selvforståelse. Hvis man er 14-15 år, så navigerer man efter, hvad andre synes og lægger sig i slipstrømmen af det. Det gør det alt andet lige sværere at være den, der siger fra – uanset køn,” forklarer hun.

Det er aldrig din skyld
Følelser som skyld og skam fylder ofte meget i samtaler om seksuelle krænkelser på BørneTelefonen. 

”Vi fortæller dem, at det aldrig er deres skyld, og at der kan være mange reaktioner på det, der er sket, og at alle reaktioner er helt naturlige – måske frøs man fuldstændig i situationen, hvilket er helt normalt. Vi prøver at få den unge til at reflektere over, hvem han eller hun kan betro sig til, for det er vigtigt, man ikke står alene i sådan en proces. Man kan vakle mange gange undervejs, så man har brug for nogen, der er der, og som minder én om, at man ikke er forkert,” siger Ida Hilario Jønsson.

Hun understreger, at når unge siger fra og taler højt om overgreb, så skal der være nogle konsekvente voksne, der lytter og handler – og hjælper. I den forbindelse er det helt normalt, at mange unge kan have svært ved at betro sig til deres allernærmeste, nemlig forældrene.

”Mange unge siger ikke noget til deres forældre, når de oplever, at deres grænser bliver overtrådt, bl.a. fordi de er bange for, at de så møder et forbud mod at være med i det fællesskab, der optager dem – og som jo også heldigvis kan indeholde mange positive ting,” siger Ida Hilario Jønsson.

Hun opfordrer til, at forældre alligevel prøver at tage en dialog med deres børn om grænser. Man kan for eksempel stille konkrete spørgsmål som:

”Har du selv en fornemmelse af, hvad du kan gøre, hvis du eller nogen andre oplever noget, der ikke er okay?” – Vil du fortælle mig lidt om det?

”Har du talt med venner eller veninder om den slags? Har I talt om, hvordan man fornemmer, at noget går over ens grænser, og hvordan man siger fra eller får hjælp til at få det stoppet?”