Samtaler med lægen letter efterladtes sorg

Det gør ondt i psyken at miste et nært familiemedlem. Faktisk så ondt, at risikoen for at begå selvmord eller udvikle andre alvorlige psykiatriske tilstande stiger hos sørgende, som har oplevet et alvorligt tab. Nu tyder en undersøgelse på, at samtaler med lægen tidligt i sorgforløbet kan nedsætte denne risiko.

Det fremgår af et nyt, landsdækkende studie af sundhedsdata om danskere over 18 år, der har mistet et barn, en ægtefælle, en søskende eller en forælder i perioden 1996-2013. Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet Clinical Epidemiology.

”Studiet viser, at patienter, hvis læger ofte anvender samtaleterapi, har en lavere risiko for selvmord og andre psykiske lidelser end andre,” siger seniorstatistiker og ph.d.-studerende, Morten Fenger-Grøn fra Aarhus Universitet, som står bag undersøgelsen.

Selvmord, selvskade og psykiatrisk

Studiets formål var at undersøge effekten af ​​tidlig behandling med samtaleterapi eller antidepressiv medicin hos sørgende. Forskerne kiggede på tre specifikke konsekvenser i forbindelse med sorgen over pårørendes død; selvmord, selvskade og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

En simpel sammenligning viste, at sørgende patienter, som blev behandlet med samtaleterapi eller antidepressiv medicin havde en forhøjet risiko for at udvikle psykiske sygdomme eller begå selvmord.

I perioden fra et halvt til to år efter dødsfaldet blev 4584 patienter (2,2 procent) ramt af én af disse hændelser, selvmord, selvskade og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvoraf selvmord var den mest sjældne. Blandt patienter, som havde modtaget antidepressiv behandling i det første halve år, var tallet 9,1 procent, og blandt patienter, som modtog samtaleterapi var det 3,2 procent.

”Det var et forventeligt fund, der i princippet både kunne skyldes, at behandlingen er skadelig, eller den mere ønskelige situation, at lægerne formår at målrette behandling mod de mest syge patienter. Spørgsmålet var, om disse patienter ville have haft endnu højere risiko, hvis de ikke havde modtaget behandling,” fortæller Morten Fenger-Grøn.

Skalpel og receptblok er ikke nok

For at besvare dette spørgsmål, benyttede forskerne sig af en ny analysetilgang, hvor de udnyttede, at der er forskelle mellem praktiserende lægers tilbøjelighed til at anvende forskellige behandlinger.

”Vi taler om en såkaldt marginalpatient, en patient, som nogle læger vil vælge at behandle, andre ikke,” siger Morten Fenger-Grøn.

Undersøgelsen viste, at risikoen for en alvorlig psykiatrisk tilstand under sorgforløbet ville være 1,7 procent lavere, hvis en sådan patient modtager samtaleterapi.

”Det synes at dokumentere vigtigheden af, at læger har andre virkemidler end skalpel og receptblok. Vores resultater tyder på, at en tidlig indsats overfor sørgende kan forebygge alvorlige psykiatriske hændelser. Desværre kan studiet ikke vejlede om den mest effektive form for terapi, eller om praktiserende læger er godt nok rustet til opgaven, med det ser ud til, at tid til at tale med patienten virker,” siger han.

Forskningsresultatet er korrigeret for både patientens karakteristika og lægernes tilbøjelighed til at udskrive antidepressiv medicin. Studiet kunne dog ikke give noget præcist mål for betydningen af antidepressiv medicin i denne sammenhæng.

Bag om forskningsresultatet

Studiet er et såkaldt populationsbaseret instrumentvariabel-studie - et systematisk registerstudie med sundhedsdata fra over fem mio. danskere tilknyttet de praktiserende læger i årene 1996 -2013 med særligt fokus på de 207.000 personer, som oplevede et alvorligt tab i perioden.
Forskerne benyttede sig af en ny analysetilgang, som er udviklet i et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis og Sektion for Biostatistik på Aarhus Universitet. 

Finansiering: Forskergruppen bag projektet er støttet af Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Kræftens Bekæmpelse, Trygfonden og Forskningsfonden for Almen Praksis.

Se studiet “Early treatment with talk therapy or antidepressants in severely bereaved people and risk of suicidal behavior and psychiatric illness: an instrumental variable analysis” i Clinical Epidemiology.