Salling Group

Salling Fondene bliver eneejer af Dansk Supermarked Group

Del
Efter mere end 50 års partnerskab mellem A.P. Møller – Mærsk og Salling Fondene er der i dag indgået aftale om overdragelse af det fulde ejerskab af Dansk Supermarked Group

Eneejer af Dansk Supermarked Group er fremover Salling Fondene, der består af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Det sker efter, at der er indgået aftale om A.P. Møller – Mærsks overdragelse af 19 % af aktierne i Dansk Supermarked Group, Danmarks største detailvirksomhed.

– Jeg vil gerne takke A. P. Møller – Mærsk for at have udøvet et fremragende medejerskab gennem mere end fem årtier og for gennem alle årene at have bakket op om vores ambition om at skabe en dansk detailvirksomhed i verdensklasse, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Ambitionen for Dansk Supermarked Group, der blandt andet omfatter kæderne føtex, Bilka, Netto, Salling og wupti.com, er uændret at skabe fortsat vækst til gavn for ikke mindst kunder og medarbejdere.

Administrerende direktør i Dansk Supermarked Group, Per Bank, siger om transaktionen:

– Dansk Supermarked Group vil fortsat drive en finansielt stærk virksomhed med fokus på at skabe langsigtet værdi. Samtidig giver 100 % fondsejerskab os nye muligheder, og vi er bevidste om vores sociale ansvar og de muligheder, vi har for at forbedre hverdagen for vores kunder, samarbejdspartnere og de samfund, vi er en del af, siger Per Bank.

Fondsejerskabet betyder, at Dansk Supermarked Groups overskud fremover alene vil gå til to formål; nemlig til investeringer tilbage i forretningen blandt andet i form af opdaterede og moderniserede butikker, bedre indkøbsoplevelser og kvalitetsvarer til konkurrencedygtige priser samt til donationer via Salling Fondene. Alene siden 2012 har Salling Fondene doneret mere end 750 mio. kr., herunder til kunst og kultur, sport og andre almennyttige formål i Danmark.

Tilbagekøb afslutter langvarigt samarbejde
Transaktionen sker mellem A.P. Møller – Mærsk og F. Salling Invest A/S og F. Salling Holding A/S, der er 100 % ejet af Salling Fondene. I 2014 gennemførte parterne en overdragelse af 49 % af ejerskabet til Salling Selskaberne. Salling Selskaberne fik samtidig option på overtagelse af de resterende 19 % af aktierne i Dansk Supermarked Group og har frem til i dag ejet 81 % af virksomheden.

Den endelige overdragelse af ejerskabet markerer afslutningen på et samarbejde, der tog sin begyndelse i 1964, da Dansk Supermarked Groups grundlægger, Herman Salling, indgik partnerskab med A.P. Møller.

– I Mærsk er vi stolte af at have været med på en meget succesfuld rejse gennem mere end fem årtier. Ikke mindst af den grund har det været særligt vigtigt for os at bidrage til en dansk løsning, hvor en af Danmarks største private arbejdsgivere vedbliver med at have hovedkvarter i Aarhus. Udviklingen de seneste tre år har bevist, at det er den rette løsning for Salling Fondene, for Dansk Supermarked Group og for vores aktionærer, siger Søren Skou, administrerende direktør for A.P. Møller – Mærsk.

Parterne oplyser, at købesummen for de 19 % er 5,53 mia. kr. Transaktionen forventes endeligt gennemført inden udgangen af 2017.

Kontakter

Billeder

Information om Salling Group

Salling Group
Salling Group
Rosbjergvej 33
8220 Brabrand

87 78 50 00https://sallinggroup.com/

Dansk Supermarked Group er Danmarks største detailkæde og står bl.a. for dagligvarekæderne føtex, Bilka og Netto samt Salling-stormagasinerne, wupti.com og Skagenfood, ligesom Dansk Supermarked Group er franchisetager for Carls Jr. og Starbucks i Danmark.

I alt driver Dansk Supermarked Group mere end 1500 butikker, herunder godt 850 Netto-butikker i Sverige, Tyskland og Polen.

Dansk Supermarked Group har mere end 50.000 ansatte og omsætter årligt for 57 mia. kr. på tværs af Danmark, Sverige, Tyskland og Polen.

Hver eneste uge handler mere end 9 millioner kunder i Dansk Supermarked Groups butikker.

- - - - - - - - 

Dansk Supermarked Groups historie

1906: Ferdinand Salling åbner sin manufakturhandel i Søndergade 34 i Aarhus.

1948: Salling Stormagasin åbner i Aarhus.

1960: Første føtex åbner i Aarhus. Herman Salling stifter selskabet Jydsk Supermarked.

1964: Skibsreder A.P. Møller overtager 50 procent af Jydsk Supermarked, som skifter navn til Dansk Supermarked. Salling Stormagasin åbner i Aalborg.

1970: Første Bilka åbner i Tilst uden for Aarhus.

1981: Første Netto åbner i København.

1990: Netto åbner i Tyskland og Storbritannien  

1995: Netto åbner i Polen.

2002: Netto åbner i Sverige.

2011: De 193 britiske Netto-butikker sælges.

2014: Salling Fondene øger sin ejerandel i Dansk Supermarked Group fra 32 til 81 procent.

2015: Dansk Supermarked Group køber wupti.com

2017: Dansk Supermarked Group investerer og køber sig ind i Skagenfood

2017: Salling Fondene bliver eneejer af Dansk Supermarked Group

 

Følg pressemeddelelser fra Salling Group

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Salling Group

Paris 2024: Store danske virksomheder og topatleter: "Det ligger i vores DNA - Ingen vinder alene!"17.4.2024 13:15:09 CEST | Pressemeddelelse

Nu er der kun 100 dage til OL begynder i Paris. Kampagnen ’Ingen vinder alene’ sætter fokus på Danmarks unikke tilgang, når der skal opnås verdensklasse: Sammenhængen mellem bredde og elite. Danmarks olympiske partnere Salling Group, Danish Crown, Toyota, Poul Schmith og paralympisk partner Elsass Fonden er gået sammen med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund for at vise, hvorfor vi som land bliver ved med at lykkes med at skabe verdensstjerner.

Nyt samarbejde skal forebygge stroke i danskernes hverdag28.2.2024 08:20:00 CET | Pressemeddelelse

Alt for mange danskere rammes hvert år af stroke, og derfor vil Hjernesagen sammen med Salling Group og Salling Fondene over de kommende år bringe hjernesundhed og forebyggelse af stroke længst muligt ud til danskerne. Det sker ved at tilbyde nem og gratis blodtryksmåling i butikker landet over som del af et nyt, flerårigt strategisk samarbejde med ambition om at løfte danskernes generelle sundhedsniveau.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye