BoligPortal

Sådan undgår du at blive snydt, når du søger bolig på nettet

Del

Om lidt starter nye studerende på studiet, og det betyder også, at jagten på lejeboligen går ind – og desværre også boligsvindel på nettet. Med disse gode råd i baghovedet sikrer du dig ikke at ryge i kløerne på en bolighaj.

Det er vinterstudiestartstid, og det betyder også nye boligsøgende på boligmarkedet. Med den store efterspørgsel på lejeboliger følger desværre også boligsvindel. Ifølge Danmarks største portal for lejeboliger, BoligPortal, er det vigtigt at tage sine forholdsregler, så du undgår at blive snydt, når du søger bolig på nettet.

”I takt med at vi bliver mere og mere digitale, får svindlerne også flere indgangsvinkler. Derfor er vi mere udsatte, når vi færdes på internettet, end tidligere. Der findes desværre også svindlere på boligmarkedet, og vi sætter alle kræfter ind på at forhindre og forebygge boligsvindel”, siger Anders Hyldborg, administrerende direktør for BoligPortal. 

Hos BoligPortal sikkerhedsgodkender vi hver eneste annonce 

Boligsvindel på nettet sker både på sociale medier og på udlejningssider, og der findes overordnet tre typer af boligsnyd: Falske boligannoncer, hvor udlejer kræver depositum uden at fremvise boligen først, ”phishing” hvor reelle udlejere franarres deres loginoplysninger, og endelig er der de bedragere, som lader som om, de vil udleje en bolig, de ikke har råderet over. Det er vigtigt at holde hovedet koldt i boligjagten, så det at finde ny bolig bliver en god oplevelse: 

”Står man uden tag over hovedet til studiestart, kan man som boligsøgende godt fristes til at slække lidt på sine krav og ignorere sin mavefornemmelse, men det kan ende galt. Først og fremmest skal man altid bruge sin sunde fornuft,” siger Anders Hyldborg. ”Hos BoligPortal sikkerhedsgodkender vi hver eneste annonce, inden de offentliggøres. Vores kundeservice er hurtige til at spotte, hvis der er svindlere på spil, så de kan blacklistes på portalen og ikke længere oprette annoncer.”

Læs BoligPortals øvrige gode råd i boksen herunder. 

5 gode råd til at undgå boligsnyd:

  1. Betal aldrig forudbetalt leje, depositum eller husleje for en bolig, du ikke har set i virkeligheden.

  2. Til fremvisning er det en god idé at spørge udlejer, hvem ejeren af lejeboligen er. Hvis udlejer ikke selv ejer boligen, så bed om en skriftlig tilladelse til udleje fra ejer. Du kan slå adressen op på www.boligejer.dk og se, hvem der ejer boligen.

  3. Hvis du er kunde ved en udlejningsside, så forsøg at holde kontakt med udlejer gennem beskedsystemet. På den måde kan udlejningssiden ved mistanke om suspekt adfærd dokumentere forløbet. Undgå at svare på anmodninger over mail eller sms om at oplyse dit brugernavn og kodeord.

  4. Betal aldrig depositum kontant eller gennem udenlandske betalingsløsninger som fx Western Union.

  5. Vær på vagt overfor udlejere som skriver på engelsk, har et udenlandsk telefonnummer og/eller bor i udlandet. Det gælder især, hvis annoncen er skrevet på dansk.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om BoligPortal

BoligPortal
BoligPortal
Paludan-Müllers Vej 40B
8200 Aarhus N

https://www.boligportal.dk/

BoligPortal er Danmarks største online lejeboligportal. Siden 1999 har vi sat udlejere og lejere i forbindelse med hinanden og hjulpet hundredetusindvis af danskere videre til et nyt hjem. 

Følg pressemeddelelser fra BoligPortal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BoligPortal

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum