Port of Roenne A/S

Rønne Havn A/S: Det er korrekt at vi har indbragt Færgen A/S for inkasso

Del
Rønne Havn A/S har indbragt Færgen A/S for inkasso på grund af udestående for millionbeløb. Årsagen til tvisten er, at Rønne Havn A/S har ændret sin rabatstruktur.
Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S
Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S

”Man kan ikke selv bestemme, hvad man vil betale.” Det er meldingen fra Rønne Havn A/S’ administrerende direktør, Thomas Bendtsen, som med en enig bestyrelse i ryggen, har indbragt Færgen A/S for inkasso. En sag, som nu skal behandles ved Sø- og Handelsretten.

Da Rønne Havn A/S indbragte sagen for inkasso, havde Færgen A/S offentliggjort, at selskabet var sat til salg. Det ville naturligvis bringe havnens tilgodehavender i fare, så derfor var det vigtigt for havnen at markere, at parterne har en tvist. Da Færgen A/S trods havnens varslinger mv. stadig ikke betaler efter den nye struktur, så har havnen ikke haft andre muligheder end at anvende retspraksis.

”Det er nu over 2 år siden, at vi den 1. januar 2016 varslede Færgen A/S om ændringer i vores rabatstruktur og at disse ændringer ville træde i kraft fra 1. januar i år. Vi har ikke ændret i vores takster andet end at sørge for at taksterne følger prisindekset. Vi har alene ændret i rabatstrukturen. Færgen A/S har så valgt at ignorere vores ændringer, hvorfor det skyldige beløb fra 1. januar i år blot er vokset og vokset. Det er helt uacceptabelt, at Færgen A/S ikke har reageret på såvel varslinger som tilsendte rykkere. Jeg må sige, at dette er helt uden fortilfælde,” udtaler Thomas Bendtsen, adm.dir. for Rønne Havn A/S.

Ingen takst-ændringer

Ifølge Rønne Havn A/S omhandler ændringen en reduktion fra omkring 90 % i rabat ved den gamle rabatstruktur til omkring 70 % i rabat ved den nye rabatstruktur.

”Der er ikke tale om at vi fjerner rabatten, men vi reducerer den. Og en rabat på 70% er fortsat en pæn rabat for et selskab at opnå,” udtaler Thomas Bendtsen, som godt kan forstå hvis nogle undrer sig over, hvorfor havnen tidligere havde en så høj rabat:

”Rabatten har fået en voldsom størrelse, hvilket vi fra havnens side nu har reageret på. Vi har fokus på at holde vores produktionsapparat og infrastruktur konkurrencedygtig til gavn for de bornholmske erhvervsvirksomheder, bornholmerne og det bornholmske samfund. Rønne Havn A/S driver Bornholms primære forsyningshavn og det er afgørende at den er i stand til at tilpasse sig markedskravene – ikke bare nu men også på sigt,” udtaler Thomas Bendtsen.

Lige og fair konkurrencevilkår

Molslinjen har overtaget færgebetjeningen af Bornholm fra 1. september i år og har nu valgt at prøve sagen ved Konkurrencestyrelsen, idet de mener, at Rønne Havn A/S benytter sin monopollignende situation i forbindelse med ændringen af rabatstrukturen:

”Det er vigtigt at forstå, at Molslinjen var bekendt med Rønne Havn A/S’ varslede ændringer i rabatstrukturen da de bød på opgaven. Så da Trafikministeriet ifm. udbuddet valgte Molslinjen, der havde vi fra havnens side også varslet Molslinjen. Når det er sagt, så er Molslinjen i sin gode ret til at prøve sagen ved konkurrencemyndighederne. Jeg kan sige, at Rønne Havn A/S ved en tidligere sag i Konkurrenceretten kunne dokumentere at vi førte rimelige priser og ikke udnyttede vores monopollignende situation,” slutter Thomas Bendtsen, der understreger at havnen naturligvis drives med respekt for den lige og fair konkurrence.

Rønne Havn A/S betjener færgeruter til 4 destinationer i henholdsvis Danmark, Sverige, Polen og Tyskland.

Pressekontakt hos Rønne Havn A/S: Vicki Johansen, Direkte telefon: 24 79 47 29

Billeder

Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S
Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S
Download
Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S - Fotograf: Pelle Rink
Thomas Bendtsen, Adm. Dir. hos Rønne Havn A/S - Fotograf: Pelle Rink
Download

Information om Port of Roenne A/S

Port of Roenne A/S
Fiskerivej 1
3700 Rønne

+45 56 95 06 78http://www.portofroenne.com

Tidsforløb

  • 04.11.15 Den 4. november 2015 har Transport- og Bygningsministeriet offentliggjort en udbudsbekendtgørelse i EU-Tidende. Udbuddet vedrører kontrakt om færgebetjeningen af Bornholm fra 2018 og Rønne Havn A/S har varslet prisstruktur gældende for 1. Januar 2018.
  • 01.01.16 Rønne Havn A/S varsler sin nye Rabatstruktur overfor Færgen A/S. Standardtakster er uændret, men følger  prisindekset.
  • 10.05.16  Trafikministeriet oplyser i en pressemeddelelse: Danske Færger, en fusion af flere små færgeruter, har tabt kontrakten hos staten om færgesejlads til Bornholm. Ruten skal Mols-Linien i stedet stå for. Det fortæller Transport- og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse, der oplyser om, at Mols-Linien har vundet kontrakten. Den løber fra 2018 til 2028 og kan forlænges med to år. I henhold til færgeforliget skal kontrakten tildeles den tilbudsgiver, der tilbyder den største billetprisreduktion, skriver ministeriet. Det fortælles samtidig, at Mols-Linien har tilbudt en prisreduktion på 51,2 procent. Molslinjen er bekendt med RHs nye rabatstruktur.
  • 30.08.17  Leonora Christina er allerede solgt til rederiet Fred Olsen og skal sejle ved de kanariske øer, mens Povl Anker er solgt til Molslinjen. Tilbage står to færger, som endnu ikke er solgt. Det er ropaxfærgen Hammerodde og hurtigfærgen Villum Clausen, skriver Bornholmstidende, som refererer til Magasinet Søfart.
  • 31.10.17 Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har ifølge Shippingwatch og Magasinet Søfart hyret Danske Banks corporate finance-afdeling til at finde en køber til rederiet Danske Færger, hvor tørlastrederiet Clipper er medejer. Det erfarer erhvervsmediet InsideBusiness. Selskabet ventes at kunne indbringe statskassen mellem 800 mio. og 1 mia. kr., lyder vurderingen.
  • Molslinjen kommer med 350 ekstra anløb pr. år pga. den fjerde ekstra afgang.

Følg pressemeddelelser fra Port of Roenne A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Port of Roenne A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye