Røde Kors

Røde Kors sender yderligere 6 millioner kroner til hjælpearbejdet i forbindelse med fødevarekrisen på Afrikas Horn

Del

Millioner af mennesker sulter på Afrikas Horn. Det skyldes blandt andet den værste tørke i 40 år, som ser ud til at fortsætte. Nu sender Røde Kors yderligere 6 millioner kroner til katastrofeindsatsen

Flere end 20 millioner mennesker er i fødevarekrise på Afrikas Horn. Det står særlig slemt til i Somalia, hvor op mod 300.000 mennesker er på kanten af hungersnød, og hvor halvdelen af børnene i landet er akut underernærede. Sultkatastrofen er blandt andet en konsekvens af tørke, som ser ud til at fortsætte.

Derfor sender Røde Kors nu yderligere 6 millioner kroner fra organisationens katastrofefond afsted for at styrke hjælpeindsatsen for tørke- og sultramte familier. I Etiopien og Kenya handler det primært om at få penge ud til befolkningen, så de selv kan dække deres basale behov. I Somalia hjælper Røde Kors også akut underernærede børn i fjerne og afskårne landsbyer.

”Når jeg taler med mine kollegaer i de forskellige lande, hører jeg, hvordan sulten allerede har sat sine dybe spor i befolkningen. Folk må forlade deres hjem, fordi deres kvæg dør, og deres livsgrundlag forsvinder. Og der er mange hjerteskærende beretninger fra mødre, som har måtte begrave deres børn, som er døde af sult. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe de mennesker, som lige nu sulter”, siger Nelima Lassen, chef for Røde Kors’ arbejde i Afrika.

Den værste tørke i 40 år
Det er særligt tørken på Afrikas Horn, som har ført til den omfattende sultkatastrofe. Somalia, Etiopien og Kenya har været ramt af fireforfejlede regnsæsoner i træk, og den femte er allerede blevet varslet. Derfor står befolkningen nu i den værste tørke i 40 år, som ser ud til at blive endnu værre.

”Tørken tager ikke kun livet af husdyr og afgrøder. Den udtørrer også græsgange og vandhuller. Det kan skabe konflikt om ressourcerne, og vi ved, at konflikt er noget af det, der kan tvinge endnu flere på flugt, hvilket yderligere forværrer deres adgang til basale fødevarer. Så det ender med at blive en ond spiral,” siger Nelima Lassen.

Konflikter på Afrikas Horn, globale prisstigninger efter krigen i Ukraine og de økonomiske konsekvenser af COVID-19 er også årsager bag fødevarekrisen. Fødevarepriserne er steget med over 50 % på Afrikas Horn over det seneste år, og ligesom herhjemme rammer det også der de allerede udsatte familier hårdt.

Kontakter

For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

3529 9699
Røde Kors.dk/presse

Information om Røde Kors

Røde Kors
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø

+45 35 25 92 00https://www.rodekors.dk/

Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum