Røde Kors

Røde Kors markerer 75-året for redningen af KZ-fanger med hvide bybusser

Del

Hvide bybusser i bybilledet, podcast og undervisningsmateriale skal minde os om, da tusindvis af KZ-fanger blev reddet hjem fra Nazi-Tyskland i hvide busser for præcis 75 år siden

Samfundssindet, fællesskabet og medmenneskeligheden i coronakrisen er historisk.

Men vi har prøvet det før.

For nøjagtigt 75 år siden meldte tusindvis af almindelige danskere sig også, da det blev muligt at redde fanger ud af de tyske koncentrationslejre.

Helt almindelige danske rutebilchauffører malede deres busser hvide over en nat og vinkede farvel til koner og børn for at køre ind i et krigshærget land. Mekanikere, sygeplejersker og læger steg ombord. Kogekoner og madpakkesmørere stod klar ved hjemkomsten. Og både Sundhedsstyrelsen, Serum Instituttet og embedsmænd i Social- og udenrigsministeriet knoklede for at få gjort den umulige redningsaktion mulig.


I skramlede busser og fiskebiler og kølevogne kørte de afsted mod Tyskland med en fart, der knapt nok kunne overhale en knallert, fordi de måtte køre på bøgebrænde i stedet for benzin, og de fortsatte selv om bomberne faldt omkring dem og vejene blev stadig mere hullede.


Man skulle ikke tro, det kunne lade sig gøre. Men det lykkedes.


Det der siden er blevet kendt som De Hvide Busser reddede mellem 17.500 og 20.000 fanger ud af de tyske KZ-lejre mellem december 1944 og april 1945, og aktionen kulminerede da 4.255 fanger blev reddet ud af KZ-lejren Neuengamme på 1 døgn fra 19.-20. april 1945. Altså netop i disse dage.


Men det krævede, at almindelige mennesker gav plads i deres hverdag. At hver enkelt gjorde noget ekstraordinært for andre i den helt ekstraordinære situation. Eller det som generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl kalder ”en bevægelse af medmenneskelighed.”


Derfor giver det mening at huske tilbage, mens vi står i corona-krisen, siger han.


”Corona-krisen kan virke som en fuldstændig umulig situation for os alle. Men jeg tror, at historien kan hjælpe os med at forstå, at vi kan klare det mest umulige sammen, hvis vi giver plads i vores hverdag og hjælper hinanden,” siger han.


”Vi skal stå sammen om at hjælpe vores ældre, hjemløse, psykisk sårbare og syge igennem den her krise, og det kan virke som en uoverskuelig opgave at klare alt det på én gang, mens vi kæmper for at holde sammen på vores familieliv derhjemme og vores arbejde. Men der kan historien om De Hvide Busser være med til at perspektivere det. Det bliver tydeligt, at vi kan udrette noget ekstraordinært, hvis vi alle sammen giver plads til at hjælpe hinanden.”


Røde Kors markerer 75-året for De Hvide Bussers redningsaktion med at omdanne bybusser i Odense, Aalborg og København til rullende museer fra den 20. april og fire uger frem.

Desuden har Røde Kors læanceret en podcast i fem afsnit om De Hvide Busser, som allerede nu kan downloades på alle platforme og sitet Dehvidebusser.dk, der fortæller hele historien om aktionen i form af tidslinjer og billeder om sygeplejersken, lægen, chaufføren, embedsmanden og de andre, der klarede det umulige og reddede tusindvis af fanger ud lejrene og hjem.


En konference med overskriften ”Er der plads til humanitær handlekraft i en aktivistisk udenrigspolitik” er udsat til senere på året.  


Markeringen er støttet af Sportgoodsfonden.

CITATER MED GENERALSEKRETÆR i RØDE KORS ANDERS LADEKARL:

Mere humanitær handlekraft:

”Det kan godt være, at busserne ikke er hvide, men grønne i dag, når de kører evakuerede ud af udbombede lommer i Syrien. Men der er stadig Røde Kors-mærker på, og Røde Kors har stadig et betydeligt ansvar for de operationer. Jeg kunne godt ønske mig, at der var plads til mere humanitær handlekraft i den aktivistiske udenrigspolitik, vi har. Vi bidrager militært i mange dele af verden og er også dygtige til at engagere os i fredsbevaring, men jeg kunne godt drømme om, at vi i højere grad engagerede os mere aktivistisk humanitært, som vi så det da De Hvide Busser kørte.”

Beskyttelsesmærket.

”De Hvide Busser var ikke beskyttet af andet end et Røde Kors-mærke. Med det på taget og på siden bevægede de sig ind i en krig. Og sådan er det stadig. Det røde kors var og er ikke organisationen Røde Kors’ logo. Det er det internationale beskyttelsesmærke. Det er den dag i dag de stater, der har underskrevet Geneve-konventionerne, der ejer beskyttelsesmærket. Røde Kors er vores allesammens. Og ja: organisationen Røde Kors er bla. sat i verden for at sørge for, at det bliver respekteret. Det er utroligt, at det kan lade sig gøre at være beskyttet af en idé, et mærke, men det kan det. I de fjerneste afkroge af verden, respekterer guerillabevægelser og stater mærket og de mennesker, der bærer det. De ved, at deres egne kan få brug for hjælp, og at dem der bærer mærket repræsenterer medmenneskelighed og er neutrale og upartiske, når de udfører deres hjælp. Det er helt særligt. ”


KILDER:

Salle Fischermann, 90-årig passager med de hvide busser

Erik Tanne, 95-årig passager med de hvide busser.

Svend Hansen, 98-årig passager med de hvide busser

Bo Lidegaard, historiker og forfatter til bogen Redningsmænd.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.


FOR MERE INFO OG BILLEDER:

Se DeHvideBusser.dk eller kontakt Røde Kors' pressetelefon.

BAGGRUND:

De Hvide Bussers redningsaktioner foregik fra 5. december 1944 til 26. april 1945.

Der er altså ikke tale om en lang konvoj af busser i en enkelt operation, men en lang række operationer og et utal af små og store konvojer til et utal af tugthuse, fængsler og KZ-lejre og udekommandoer.

Det lykkedes at redde mellem 17.500 og 20.000 fanger ud af KZ -lejre, udekommandoer, tugthuse og fængsler (det første tal er fra Hans Sode Madsens bog – det andet tal er fra Bo Lidegaards bog). Heraf var 10.000 danske og norske.

Kulminationen i operationen er den store redning fra Neuengamme den 19.-20. april, hvor det lykkedes danske og svenske hvide busser at hente 4.255 fanger på blot et enkelt døgn.

De svenske busser kørte på benzin og op mod 80-90 kilometer i timen. De danske kørte på bøgebrænde i en gasgenerator bag på og kunne kun netop overhale en knallert med 30-40 kilometer i timen. De danske busser bestod af alt fra lastbiler til fiskeeksportbiler og kølebiler til rutebiler, der blev taget ud af deres daglige ruter.

Hitler hadede fangefrigivelser mere end ret meget andet, og de allieredes flyvere bombede løs for at afslutte krigen. Tidspresset var voldsomt. Hver dag døde der mennesker i koncentrationslejrene, og fangerne risikerede at blive sendt på dødsmarcher vestover, hvis den røde hær rykkede for tæt på.

Den første idé om at skabe et korps af hvide busser kom fra den danske modstandsmand og kontreadmiral Carl Hammerich, der havde været aktiv i Norgeshjælpen. Han forestillede sig et korps af biler og busser i Jylland, der skulle køre afsted for at hente fangerne, når krigen var ovre.

I Norge havde den norske ambassadør Niels Christian Ditleff cirka samme rolle og var den aktivist, der sammen med Hammerich skabte forbindelsen til Sverige.

Englænderne havde udstedt ordren ”Stay put” – bliv hvor I er, der reelt betød, at de ikke ville have nogen ud at køre på tyske veje. Krigen skulle afsluttes først.

Danskerne med udenrigsministeriets i spidsen fik forhandlet sig frem til, at de danske politifolk måtte være at betragte som krigsfanger. Frantz Hvass i udenrigsministeriet kæmper her med Genevekonventionen som våben. Det var første spæde skridt i retning mod at få lov at hente fanger.

Den første redningsaktion bestod af fire DSB-busser, der kørte til Buchenwald for at hente 200 syge politifolk. Det lykkedes dem at komme hjem med 199 politifolk. Med på konvojen var blandt andet sygeplejerske Maja Foget, der sidenhen har fået Florence Nightingale medaljen og den daværende chef for sundhedsstyrelsen lægen Juel Henningsen samt konvojør i Dansk Røde Kors Holger Reedtz Funder.

20. december bliver der givet grønt lys for politiets overførsel til krigsfangelejren Mühlberg.

Flere danske konvojer kører herefter til både Neuengamme og Buchenwald – de danske hvide busser var altså de første hvide busser.

Den svenske Greve Folke Bernadotte og vicepræsident i Svensk Røde Kors ledte den største del af operationen. Han kom ind i billedet i februar 1944, og den 16. februar tager han afsted mod Tyskland for at forhandle med lister i hånden over de norske fanger og lidt dårligere efterretninger over de danske.

Han mødes med Himmler første gang den 19. februar 1945.

Danskerne vil helst hente fanger helt til Danmark, mens svenskerne foreslår at hente fangerne til mellemstationen Neuengamme ved Hamborg. Det går danskerne med på 6. marts 1944.

Imens nålestiksoperationer går til tugthuse og fængsler for at finde enkelte fanger ud fra de lister, de har, kører store konvojer af De Hvide Busser dybt ned i Tyskland til Mauthausen og Sachsenhausen for at hente fanger tilbage til Neuengamme i marts og april.

Den 25. marts siger Neuengammes kommandant Max Pauly stop. Der kan ikke være flere fanger i hans lejr. De Hvide Busser kan ikke få lov at komme med flere fanger med mindre de kører en hel bygning fuld af ikke skandinaviske fanger til den frygtede KZ lejr Bergen-Belsen. Kun ved at køre andre udsultede og syge fanger til det, der formentlig er den visse død, kan de redde de mennesker, de har fået lov at redde. Et svært dilemma. Efter mange svære overvejelser går Bernadotte med på det. De Hvide Busser skaber plads til de skandinaviske fanger i Neuengamme ved at køre ikke-skandinaviske fanger til Bergen-Belsen.

I slutningen af marts skal svenskerne hjem på orlov, og danske Johannes Holm fra Serum Instituttet er rasende. Det svenske mandskab er udgjort af værnepligtige, mens danskerne er frivillige. Forskellen bliver tydelig her.

Selv om de svenske Hvide Busser kører på benzin og langt hurtigere end de danske (80-90 kilometer i timen mod 30-40 kilometer i timen), og selv om mandskabet er friskere, mere professionelt, har danskerne noget svenskerne ikke har: Frivillige.

Danskerne tilbyder Bernadotte hjælp og den svenske og danske operation bliver samlet 30.-31 marts.

Den mest kendte del af operationen er måske redningen af de danske jøder i Theresienstadt mellem den 12. og 19. april. 423 danske og statsløse jøder blev kørt tilbage til Padborg og derfra videre til Sverige.

I døgnet mellem den 19.-20. april kulminerer redningsaktionen, da 4.255 fanger blev hentet ud af Neuengamme på blot et døgn. Forud er gået forhandlinger med Himmler, og så sent som den 18. april om aftenen giver Himmler kontraordre for så alligevel at give lov den 19. april klokken 19 om aftenen. 200 busser er opmarcheret i Padborg og det myldrer ind med busser i hovedkvarteret ved slottet Friedrichsruh i nærheden af Neuengamme. Så sent som den 19. april spørger svenskerne danskerne om 100 busser mere, fordi opgaven ellers er umulig. Uden tøven svarer danskerne ”ja”. Carl Hammerichs forberedelser giver pote, og man kan trække 100 biler mere ud af Danmark. Den 20. april om aftenen – på Hitlers sidste fødselsdag – er det lykkedes at få 4.255 fanger ud på blot et enkelt døgn.

Morgenen efter den store aktion mødes Bernadotte med Himmler og får lov at hente de kvindelige fanger i Ravensbrück. På dette tidspunkt er der ikke flere danske kvinder i kvindelejren. Men cirka 15.000 kvinder har brug for at blive reddet ud. Det projekt kaster man sig ud i.

En stor del af de cirka 10.000 ikke danske fanger blev hentet fra koncentrationslejren Ravensbück fra 21. april til 26. april, hvor belgiske, hollandske, polske kvinder blev reddet ud og kørt til Danmark.

De hvide busser er blevet beskudt før, men den sidste del af operationen bliver den blodigste. Tyskerne er begyndt at køre i hvide biler, og de allierede skyder på alt der kører på vejene. Busserne gemmer sig under træer og i skove, for hverken beskyttelsesmærke eller hvide køretøjer beskytter ret meget længere, og den 25.-26. april dør flere end 25 på en dag på grund af bombardementer.

De hvide bussers aktioner bliver indstillet den 26. april.

KONTAKT:
Røde Kors pressetelefon: 3529 9699

Kontakter

For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

3529 9699
Røde Kors.dk/presse

Information om Røde Kors

Røde Kors
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø

+45 35 25 92 00https://www.rodekors.dk/
Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. I Danmark skaber vi fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv.

Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med mere end 11 millioner frivillige i 191 lande. Vi er en del af dit lokalsamfund, uanset hvor du bor. Med din hjælp kan vi altid være til stede, når der er brug for os.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

15 folkemøder skal kickstarte hjælp til udsatte under genåbning15.5.2020 06:00:00 CESTPressemeddelelse

Coronakrisen har forstærket daglige udfordringer med ensomhed og mistrivsel blandt mange. Behovet for støtte, fællesskaber og hjælp er større nu, end før Covid 19 gjorde sit indtog. Med 15 folkemøder i hele landet tager Røde Kors initiativ til at samle ildsjæle, civilsamfundet og repræsentanter fra virksomheder og myndigheder til at finde løsninger til dem, der fortsat lever med følgerne af coronakrisen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum