Røde Kors åbner stor webshop: En skattekiste fyldt med genbrugsguld tilgængelig for alle
Nu bliver jagten på de gode fund langt nemmere. Kjoler, sko, jakker, bukser, og hvad man ellers drømmer om i garderoben, kan bestilles hele døgnet rundt på rodekorsgenbrug.dk, som er Røde Kors' nye webshop. Der vil være nye fund at gøre stort set hver eneste dag, og tøjet vil blive sendt med posten og leveret direkte til hoveddøren.
I webshoppen vil der også være møbler og interiør med alt fra sofaer til sovsekander til salg. Køb af disse ting vil foregå som Click og Collect, hvor man bestiller online og efterfølgende betaler og afhenter genbrugsfundet i den butik, som har varen til salg.
Den nye webshop åbner 1. maj, og hos Røde Kors ser chef for Genbrug, Tina Donnerborg, frem til åbningen.
”Webshoppen bliver et godt supplement til vores 255 genbrugsbutikker rundt i landet og er samtidig et kæmpe skridt for hele vores genbrugsområde. Alle kan hjemme fra sofaen gå på opdagelse i Røde Kors’ webshop, hvor der vil være nye fund at gøre hver eneste dag”, siger Tina Donnerborg, som fortæller, at der ligesom ved andre onlinehandler er både reklamations- og fortrydelsesret.
Onlineshopping med mening
I Røde Kors’ webshop bliver det muligt at finde tøj i de fleste kategorier, herunder dame- og herretøj, børnetøj, sportstøj og sko, som bliver sorteret, inden det rammer webshoppen.
”Rigtig mange danskere har efterhånden købt brugt på et tidspunkt, og heldigvis er vi ved at have brudt tabuet om brugte varer som næstbedst eller nødløsning. Vi ved godt, at der både er penge at spare, at det er godt for klimaet, og at det ganske enkelt giver god mening at købe genbrug. Og så er genbrugsfund handlet på rodekorsgenbrug.dk – ligesom handlerne i Røde Kors’ butikker – med til at understøtte Røde Kors’ hjælpearbejde både herhjemme og i udlandet”, forklarer Tina Donnerborg.
Ligesom i en fysisk genbrugsbutik gælder det om at slå til, når genbrugsguldet er fundet, for det er muligvis allerede væk i morgen. Genbrug hitter nemlig som aldrig før, og i Røde Kors noterer Tina Donnerborg sig da også, at salget er steget i organisationens fysiske butikker de senere år. Faktisk røg der mere end syv millioner produkter over disken sidste år. Og i fremtiden kan kunderne således gøre deres genbrugsfund både i butikkerne og online.
Genbrug i en travl hverdag
Forventningerne til den nye webshop er høje. Tina Donnerborg fortæller, at hun især tror, at det nye tiltag vil falde i god jord hos de mennesker, som har en travl og hektisk hverdag, men stadig gerne vil prioritere omtanke for miljøet.
”Det er en oplagt mulighed for børneforældre med en travl hverdag, som ikke kan nå forbi en af butikkerne, men i stedet kan shoppe på webshoppen, når børnene er lagt i seng. Det bliver spændende, om vi kan tiltrække dem og imødekomme deres interesse. Men mest af alt er jeg sikker på, at interessen for genbrug kun vokser, og derfor glæder jeg mig til, at endnu flere kan gå ind og gøre et genbrugsfund hos Røde Kors og på samme tid være med til at hjælpe mennesker i nød”, siger Tina Donnerborg.
Røde Kors’ webshop åbner 1. maj 2023 på rodekorsgenbrug.dk.
Overskuddet fra Røde Kors’ genbrugssalg går til nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.
Kontakter
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Information om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Overvældende opbakning: Jaxstyle streamede sig til 1.338.506 kr. til Røde Kors på under fem døgn31.12.2025 10:29:33 CET | Pressemeddelelse
Med masser af højt humør, gode snakke og spændende gæster i glascontaineren på Rådhuspladsen i København lykkedes det Jacob ”Jaxstyle” Krull fra Aalborg at indsamle hele 1.338.506 kr. til Røde Kors arbejde
Flere har søgt og modtager julehjælp af Røde Kors i år23.12.2025 19:04:00 CET | Pressemeddelelse
23.662 familier modtager julehjælp fra Røde Kors i år. Det er det højeste antal, siden organisationen begyndte at dele julehjælp ud
Flere har søgt og modtager julehjælp af Røde Kors i Region Nordjylland23.12.2025 19:04:00 CET | Pressemeddelelse
2375 familier i Region Nordjylland modtager julehjælp fra Røde Kors i år. Det er det højeste antal, siden organisationen begyndte at dele julehjælp ud
Flere har søgt og modtager julehjælp af Røde Kors i Region Midtjylland23.12.2025 19:04:00 CET | Pressemeddelelse
5820 familier i Region Midtjylland modtager julehjælp fra Røde Kors i år. Det er det højeste antal, siden organisationen begyndte at dele julehjælp ud
Flere har søgt og modtager julehjælp af Røde Kors i Region Syddanmark23.12.2025 19:04:00 CET | Pressemeddelelse
6027 i Region Syddanmark modtager julehjælp fra Røde Kors i år. Det er det højeste antal, siden organisationen begyndte at dele julehjælp ud
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
