Robert Bosch A/S

Robert Bosch A/S opkøber LS EnergiTeknik A/S' industrikedelaktiviteter

Del

Med opkøbet af specialistvirksomheden udvider Bosch Termoteknik sin danske afdeling til nu også at inkludere salg, opstart, support og service til dampkedler og gasbrændere.

Robert Bosch A/S har opkøbt industrikedelaktiviteterne fra den fynske installations- og servicevirksomhed LS EnergiTeknik A/S. Med opkøbet samler Bosch Termoteknik alle kompetencerne inden for salg, support og service ét sted til gavn for kunderne.

Effektiviserer kundernes økonomi og miljøregnskab

– I vores forretningsmiljø er der fokus på energioptimering. Indtil nu har vi kunnet tilbyde salg og support, men manglet den vigtige, efterfølgende servicefunktion. Den har vi nu, siger Niels Pedersen, Head of After Sales hos Bosch Termoteknik.

Han understreger, at man med købet af aktiviteterne har sikret sig en vigtig specialviden på området.

– Produktionen i den moderne verden er højteknologisk. Både hos drikkevare- og fødevareproducenter, kemi- og medicinalvirksomheder, kraftværker, hoteller og sygehuse, ja, alle, der er afhængige af procesvarme i form af damp og varmt vand. LS EnergiTeknik har som nogle af de få oparbejdet den specialviden, der skal til for, at vi bl.a. kan videreudvikle vores rådgivning til store koncerner om deres muligheder for CO2-reduktion optimalt. Med servicefunktionen i vores portefølje kan vi nu for alvor have fokus på skræddersyede moderniseringsløsninger og på at effektivisere både miljøindsats og økonomi til gavn for vores kunder, siger Niels Pedersen.

Direktør og grundlægger af LS EnergiTeknik A/S, Lars Schmidt, supplerer:

– Vi har i forvejen serviceret Bosch-kedler i mange år og lært hinanden at kende som de bedste til det, vi hver især gør. Derfor er vi et perfekt match, og vi vil fortsat yde den samme service på alle typer af kedler og brændere. Kunderne kender Boschs produkter og vores ansigter. Med salget får kunderne nu endnu bedre service samt en enkel og nemmere vej til de rigtige mennesker og løsninger. Alt de skal bruge er samlet ét sted, siger han.

Fra elektriker til dampspecialist

58-årige Lars Schmidt var oprindelig uddannet elektriker, inden han i 2002 grundlagde LS EnergiTeknik på Fyn. Virksomhedens teknikere har de seneste mange år været specialister inden for gas- og dampservice samt styringer, montage og ombygning af kedel- og brænderanlæg, og deres fem ansatte har serviceret hele landet fra 3 afdelinger på Sjælland og 2 afdelinger på Fyn nær Trekantsområdet.

– LS EnergiTeknik A/S og Bosch har samarbejdet tillidsfuldt i mere end 15 år, så jeg glæder mig meget til det nye samarbejde, siger Lars Schmidt, der også selv er blandt de specialister, der kører ud til kunderne.

– Vi har opkøbt en meget pålidelig virksomhed med specialister og specialviden. Vi har i Lars Schmidt og hans medarbejdere desuden fået kollegaer, som sætter kundepleje forrest, og vi glæder os til at forene vores kræfter, siger Niels Pedersen. Lars Schmidt fortsætter i en ledende stilling i Bosch Termotekniks serviceteam.

Efter købet af aktiviteterne råder Bosch i Danmark nu over i alt 17 serviceteknikere, der tilbyder bl.a. opstart, lovpligtige eftersyn på damp- og varmtvandskedler, olie- og gasbrændere, 72-timers vagtfri kedelpasning og 24-timers døgnservice.

For yderligere information kontakt venligst:

Journalistkontakt
Marketingchef

Jens Henrik Mæng

Tel. +45 44 898-656 | Mobile +45 30 510-393 | Jens.Maeng@dk.bosch.com

Direktør for LS EnergiTeknik A/S

Lars Schmidt

Mobil: +45 24 60 35 98 | E-mail: lsch@ls-energiteknik.dk

Salgskontakt

Key Account manager Service

Søren Moulvad

Tel. +45 44 898-653 | Mobile +45 51 52 53 04 | Soeren.Moulvad@dk.bosch.com

Nøgleord

Billeder

Links

Information om Robert Bosch A/S

Robert Bosch A/S
Robert Bosch A/S
Telegrafvej 1
2750 Ballerup

https://www.bosch.dk/

Om Robert Bosch A/S

Bosch-koncernen er en førende international virksomhed med fokus på teknik og serviceydelser. Koncernen har ca. 400.000 ansatte på verdensplan (pr. 31.12.2019). Virksomheden opnåede i 2019 en omsætning på 77,7 mia. euro. Bosch-koncernen er opdelt i fire forretningsområder: Mobility Solutions, Industrial Technology, Consumer Goods og Energy and Building Technology. Som førende IoT-virksomhed tilbyder Bosch innovative løsninger til smart homes, smart cities, forbundet mobilitet og forbundet industri. Med sin kompetence inden for sensorteknologi, software og serviceydelser samt sin egen IoT-cloud kan virksomheden tilbyde kunderne forbundne løsninger på tværs af domæner fra en og samme udbyder.

Det er Bosch-koncernens strategiske mål at skabe løsninger til det forbundne liv med produkter og løsninger, der enten indeholder kunstig intelligens eller er blevet udviklet eller fremstillet ved hjælp af dette. Bosch forbedrer livskvaliteten over hele verden med produkter og serviceydelser, der er innovative og vækker begejstring. Kort sagt, Bosch skaber teknologi, der er “Invented for life”.

Bosch-koncernen omfatter Robert Bosch GmbH og ca. 440 datter- og regionalselskaber i ca. 60 lande. Inkl. salgs- og servicepartnere dækker Bosch’s internationale produktions-, udviklings- og salgsnetværk næsten alle lande i verden. Grundlaget for virksomhedens fremtidige vækst er dens innovative styrke. Bosch har ca. 72.600 ansatte inden for forskning og udvikling på 126 lokationer over hele verden ligesom vi har ca. 30.000 software ingeniører ansat.

Virksomheden blev grundlagt i Stuttgart i 1886 af Robert Bosch (1861-1942) som ”værksted for finmekanik og elektroteknik”. Den specielle virksomhedsstruktur i Robert Bosch GmbH sikrer Bosch-koncernen økonomisk uafhængighed. Den giver virksomheden mulighed for at foretage langsigtet planlægning og betydelige investeringer for at sikre fremtiden. 92 % af kapitalandelene i Robert Bosch GmbH ejes af den almennyttige fond Robert Bosch Stiftung GmbH. Stemmeretten udøves i overvejende grad af Robert Bosch Industrietreuhand KG, der varetager virksomhedens ejerfunktion. De øvrige andele ejes af familien Bosch og Robert Bosch GmbH.

Flere informationer på www.bosch.com, www.iot.bosch.com,
www.bosch-press.com, www.twitter.com/BoschPresse.