Ritzaus Bureau A/S

Ritzaus Bureau opruster med omfattende livedækning

Del
Landets største nyhedsbureau opruster nu med to videojournalister, der skal være med til at sikre, at Ritzaus Bureau også er hurtig med levende billeder ved siden af de tekstbårne nyheder.

Nyhederne bliver i stigende grad sendt direkte på danske onlinemedier, og derfor vil Ritzaus Bureau nu være til stede med kameraer ved de mest interessante begivenheder. Samtidig vil bureauets øvrige journalister i tekst liveblogge i en egenudviklet teknisk platform fra vigtige nyhedsbegivenheder.

”Vi kan konstatere, at livestreaming fra begivenheder hos vores egne kunder og hos udenlandske medier vokser kraftigt. Fordi vi er kundeorienterede på Ritzau, vil vi naturligvis også betræde denne vej,” siger nyhedschef Søren Funch, Ritzaus Bureau.

Nyhedschefen understreger, at det nye tiltag - akkurat som Ritzaus tekstprodukter – er ment som et supplement til mediernes egen produktion.

”Vi skal ind og supplere medierne med livestreaming, således som vi allerede gør med den øvrige dækning i dag. Hvis Morten Olsen f.eks. udtager landsholdet, vil medierne kunne vurdere, om de vil bruge vores livestream og i stedet bruge deres egne kræfter anderledes,” siger Søren Funch.

Liveblogging har allerede vist sit værd for Ritzaus kunder i forbindelse med den første halvsæson af Superligaen, hvor journalister på stadion har liveblogget fra samtlige kampe i efteråret.

”Superligaen er en oplagt begivenhed at liveblogge fra. Det har vist sig at fungere godt, og derfor vil vi fremover også tilbyde vores sportsinteresserede kunder liveblog fra fodboldkampene i et særligt superliga-produkt,” siger Søren Funch om den direkte superliga-dækning, som Fynske Medier, Metroxpress og Bold.dk tog imod.

Med den nye satsning på liverapportering udvides produktionen, så eksempelvis retssager, breaking news og pressemøder dækkes med både levende billeder og liveblog på tekst.

”Det er i princippet kun den snævre fantasi, som sætter grænsen for, hvad vi kan sende live fra. Det afgørende er, at der er tale om aktuelle begivenheder, som vores kunder finder interessante. Men det kan være alt lige fra rød løber-interviews og sportsbegivenheder til pressemøder, ” siger Søren Funch.

Ritzaus Bureau har blandt andet kigget på udviklingen i det norske søster-nyhedsbureau NTB tilbyder streaming til deres kunder.

De to nye videojournalister starter i midten af februar, og 1. marts er de klar til at tilbyde livestreaming til kunder, der ønsker at tilkøbe produktet.

Liveblogging fra Superligaen og den nye livesatsning markedsføres som to seperate produkter, så kunderne ikke er tvunget til at tage begge dele.

Kontakt:

Søren Funch, nyhedschef, +45 3330 0345 eller Anders Lind Jørgensen, Ritzau salg, +45 3330 0307

Information om Ritzaus Bureau A/S

Ritzaus Bureau A/S
Ritzaus Bureau A/S
Store Kongensgade 14
1264 København K

+45 33 30 00 00http://www.ritzau.com/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye