Udenrigsministeriet

Rigsrevisionen og Statsrevisorerne udtaler kritik af administrationen af tilskud på fiskeriområdet

Del
Som reaktion på Rigsrevisionens beretning iværksætter fiskeriminister Eva Kjer Hansen en række nye opfølgningstiltag for at rette op på den mangelfulde forvaltning. Hun tager også initiativ til at undersøge yderligere områder, der ikke har været dækket af Rigsrevisionens undersøgelse. Der er desuden blevet foretaget politianmeldelser.

Rigsrevisionens beretning konkluderer, at forvaltningen af tilskudsordninger under det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram har været meget kritisabel. Rigsrevisionen påpeger bl.a., at den mangelfulde forvaltning har medført, at der er blevet udbetalt EU-tilskud i modstrid med lovgrundlaget. Dette kan medføre tilbagebetalingskrav fra EU-Kommissionen. Rigsrevisionen har undersøgt 4 tilskudsordninger. Fiskeriminister Eva Kjer Hansen vil udover at følge op på den kritik, som Rigsrevisionen har fremført, nu også have set på de 6 erhvervsrettede tilskudsordninger, som ikke er omfattet af Rigsrevisionens undersøgelse.

Eva Kjer Hansen udtaler: ”Rigsrevisionen tegner igen et meget alvorligt billede af forvaltningen på fiskeriområdet, denne gang på tilskudsområdet. Derfor iværksætter jeg et omfattende oprydningsarbejde. Fremadrettet skal vi have opbygget et nyt administrationsgrundlag, der sikrer korrekt administration af midlerne. Som led i det arbejde vil der også blive gennemført en ekstern undersøgelse af de 6 erhvervsrettede tilskudsordninger, som ikke har været omfattet af Rigsrevisionens undersøgelse.”

Opfølgning er i gang, og der er afsat flere midler til fiskeriforvaltningen

Som opfølgning på Rigsrevisionens undersøgelse har Fiskeristyrelsen indgivet fem politianmeldelser i forbindelse med en række tilskudssager, hvor Kammeradvokaten har vurderet, at der er grundlag for mistanke om strafbare forhold. Sager med mistanke om svig er i overensstemmelse med vanlig praksis indberettet til EU-Kommissionen. Det vil desuden blive undersøgt, om der er flere sager med grundlag for mistanke om svig. 
Fiskeriminister Eva Kjer Hansen siger: ”At vi følger Rigsrevisionens beretning op med politianmeldelser vidner om alvoren. Jeg tager Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik meget alvorligt. Kritikken peger på en række forvaltningsmæssige problemer, som vi allerede er i gang med at rette op på som opfølgning på Rigsrevisionens beretning fra sidste år og vores egen undersøgelse fra Kammeradvokaten. Regeringen har sat en gennemgribende oprydning og genopretning af hele fiskeriområdet i gang, og vi har styrket området økonomisk. I lyset af Rigsrevisionens beretning vil vi tilføre fiskeriområdet flere midler.”

Regeringen har tilført fiskeriområdet ekstra 20 mio. kr. i 2018 og med forslag til finansloven for 2019 afsat en merbevilling på ca. 78 mio. kr. i perioden 2019-2022. Derudover har regeringen og Folketingets partier i 2019 og 2020 afsat yderligere i alt 30 mio. kr. i EU-midler til administration via en justering af rammen for Hav- og Fiskeriudviklingsprogrammet. Som opfølgning på den seneste beretning fra Rigsrevisionen vil der være yderligere behov for at tilføre området midler.

Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet tager udgangspunkt i perioden 2014-2017. Udenrigsministeriet overtog fiskeriområdet i august 2017.

Fiskeriministeren vil den 11. oktober orientere Folketinget om beretningen og de iværksatte tiltag.

Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet kan downloades her.

Fakta

Genopretningen af fiskeriområdet

Siden Rigsrevisionens beretning om kvotekoncentrationen i dansk fiskeri i august 2017 har regeringen arbejdet med at styrke forvaltningen af fiskeriområdet:

  • Fiskeriområdet er overflyttet til Udenrigsministeriet, og der er oprettet en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet med en ny ledelse.
  • Efter offentliggørelsen af beretningen om kvotekoncentration blev to ledende medarbejdere fra fiskeriområdet forflyttet.
  • I efteråret 2017 udarbejdede revisionsfirmaet Deloitte en analyse af grundlaget for den fremtidige administration af kvoterne og digitalisering af området.
  • Kammeradvokatens forvaltningseftersyn af september 2018 har afklaret nogle specifikke sagsforløb. På baggrund heraf vil blive rettet op på de ting, som Kammeradvokaten har påpeget, og der vil blive gennemført tjenstlige forhør af to medarbejdere.

Opfølgning på Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet og Kammeradvokatens forvaltningseftersyn omfatter følgende tiltag:

  • Med ekstern juridisk og teknisk bistand vil der blive gennemført en gennemgang af forvaltningen og en samlet oprydning på tilskudsområdet samt de afledte dele af fiskerikontrollen med henblik på at sikre overensstemmelse med EU-retten.  
  • Gennemgang og juridisk analyse af gamle sager for fejl og forkert administration. Analysen vil omfatte alle tilskuds- og strafpointsager, hvor der vil være anledning til at overveje genoptagelse.
  • Iværksættelse af en ekstern analyse, der vil omfatte seks erhvervsrettede tilskudsordninger, som ikke allerede har været undersøgt af Rigsrevisionen.
  • Opbygning af nyt administrationsgrundlag, hvilket bl.a. vil omfatte udarbejdelse af nye instrukser, vejledninger og et operationaliseret grundlag for at implementere EU’s regelgrundlag korrekt.
  • Fokus på at ændre administrationskulturen og fremadrettet sikre de nødvendige kompetencer med henblik på at kunne udføre en forsvarlig sagsbehandling.
  • Fiskeristyrelsen har indgivet fem politianmeldelser vedr. en række sager, hvor Kammeradvokaten på baggrund af Rigsrevisionens beretning om tilskud på fiskeriområdet har vurderet, at der er grundlag for mistanke om strafbare forhold. De konkrete sager er i overensstemmelse med vanlig praksis indberettet til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).
  • Ministeriet vil i det videre arbejde undersøge, om der er flere sager med grundlag for mistanke om ulovligheder.

Om Hav- og Fiskeriudviklingsprogrammet
Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) udgør det finansielle instrument for EU’s fælles fiskeripolitik, og er én af de fem europæiske struktur- og investeringsfonde, som har til formål at fremme jobskabelse og vækst i Europa. Programperioden løber 2014 – 2020.

EHFF udmøntes i Danmark via Hav- og Fiskeriudviklingsprogrammet, der omfatter en række nationale ordninger. Basis for udmøntningen er en politisk aftale om programmets prioriteter om udvikling af dansk fiskeri, som alle partier i Folketinget står bag. Den samlede finansielle ramme udgør i perioden 2014-2020 ca. 2 mia. kr. EU's andel af rammen udgør ca. 75 %. Den resterende del er national medfinansiering.

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Nye værktøjer skal rejse milliarder til klima og udvikling18.4.2024 07:19:04 CEST | Pressemeddelelse

Verdens udviklingslande mangler enorme beløb til klimaindsatser, fattigdomsbekæmpelse og udvikling af deres samfund. For at skaffe penge nok skal der tages helt nye metoder i brug for at tiltrække mange flere og større investeringer. Danmark er blandt de første lande, der bidrager til to nye finansieringsværktøjer, som vil rejse milliarder til klima og udvikling til gavn for verdens fattige.

Danmark sender støtte til Etiopien til hjælp mod væbnet konflikt, tørke, oversvømmelser og risiko for hungersnød16.4.2024 15:39:21 CEST | Pressemeddelelse

Etiopien er voldsomt præget af væbnede interne konflikter og tørke og oversvømmelse forårsaget af blandt andet klimaforandringer. Landet står i dag med store problemer med fordrivelse, kritisk fødevaremangel og massive humanitære behov. 20 millioner mennesker har behov for nødhjælp. Derfor støtter Danmark nu Etiopien med 100 millioner kroner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye