Region Hovedstaden

Rekordstort besøgstal til regionale skills-mesterskaber

Del

Mere end 30.000 besøgende elever fra både folkeskoler og erhvervsskoler har de sidste dage i Bella Center oplevet, hvordan erhvervsskoleelever fra hovedstadsområdet de sidste dage har leveret deres ypperste til Copenhagen Skills. Nu er vinderne af de regionale mesterskaber for erhvervsuddannelser fundet inden for 11 forskellige fag. Næste stop er DM i Skills.

Spændingen i salen var stor, da dette års vindere af de regionale mesterskaber for erhvervsuddannelser blev udråbt. I to dage har de unge erhvervsskoleelever konkurreret inden for deres respektive fag, og deres indsats er blevet bedømt af skrappe censorer.
 
Rødglødende tælleapparater
I alt 11 forskellige fag har været repræsenteret i denne afdeling af de regionale mesterskaber, som er afholdt i forbindelse med Copenhagen Skills Uddannelsesevent i Bella Center på Amager. Uddannelseseventen henvender sig til udskolingselever, lærere og forældre fra hele hovedstadsregionen, og tælleapparaterne ved indgangen er rødglødende efter et rekordstort besøgstal. Mere end 30.000 har i år fundet vej til arrangementet.
 
Med Copenhagen Skills får de unge mulighed for både selv at røre og mærke fagene og samtidig at opleve andre unge konkurrere om at levere deres ypperste. Det er en unik kombination, og de vindere, som er kåret i dag, går nu videre til DM i Aalborg, og hvis de klarer sig godt, er næste stop VM i Abu Dhabi.
 
De unge skal udfordres på deres valg
Med den teknologiske udvikling er der sket en kæmpe transformation med erhvervsuddannelserne, som i dag er en verden af muligheder, hvor man både kan læse videre, blive selvstændig og tjene gode penge. Det afgørende er ikke, om en elev vælger gymnasiet, en erhvervsuddannelse eller noget tredje, men at de vælger den vej, hvor deres potentiale bedst udfolder sig. Når kun 14% af de unge i region Hovedstaden sidste år valgte en erhvervsuddannelse, så er det vigtigt, at de unge bliver udfordret på deres valg og bliver opmærksomme på alternativer til gymnasievejen.
 
Og vinderne er… 
 Detailfag: Christina Lindbo og Mie Haakonson, KNord
VVS: Mark Nordskov, Erhvervsskolen Nordsjælland
Tømrer: Jonas Murmann, Next Uddannelse København
Murer: Oliver Ørum, Erhvervsskolen Nordsjælland
Flisemurer: Julius Ambus, Erhvervsskolen Nordsjælland
Elektriker: Mikkel Rifbjerg Pedersen, CELF, og Rasmus Dufour, EUC Nordvestsjælland
Skilteteknik: Stine Lytje, TEC
Automatiktekniker – Dan Baumann Eriksen, TEC
Bygningsmaler – Sasha Thing Mortensen, Erhvervsskolen Nordsjælland
 
Derudover deltog Hotel- og Restaurationsskolen og SOSU som demonstrationsfag. For SOSUs vedkommende blev der fundet følgende vindere:
Social- og sundhedsassistent: Kia Simona Gatz og Tim Christensen, SoSu C
Social- og sundhedshjælper: Fie Deleuran Rosted og Stella Mejer Clausen fra SOPU
 
For yderligere information:
Region Hovedstadens Pressevagt, tlf. 70209588

Fakta om mesterskaberne i Skills:
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor eleverne kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
 
De unge kvalificerer sig til landsfinalen gennem regionale mesterskaber. Det regionale mesterskab i hovedstadsområdet blev afholdt i forbindelse med den netop afsluttede Copenhagen Skills Uddannelsesevent i Bella Center 25.-26. oktober. Vinderne går videre til finalen, der afholdes i Gigantium i Aalborg i januar 2017.
 
Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse. Holdene udtages på forhånd ude på de lokale erhvervsskoler. Også her kvalificerer eleverne sig gennem regionale mesterskaber til landsfinalen i Skills Stafetten i Aalborg.
 
Copenhagen Skills Uddannelsesevent er afholdt over de sidste to dage. Mere end 30.000 udskolingselever, deres lærere og forældre har besøgt arrangementet, der har budt på masser af viden, vejledning, konkurrencer, peptalks og elever, der har vist skills i verdensklasse.

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum