Spar Nord Bank A/S

Rekordår på bilmarkedet. Her er topsællerterne

Del

Med næsten 208.000 handlede nye biler og cirka 540.000 handlede brugte biler bliver 2015 et nyt rekordår for bilhandlen i Danmark. Blandt de nye biler er årets topsællerter VW UP! og Peugeot 208, mens VW Passat og Ford Mondeo er de mest populære brugtbiler. Det viser en ny opgørelse af årets bilhandel gennemført af BilBasen og Spar Nord.

Den samlede handel med nye og brugte biler ser i 2015 ud til at nå op på næsten 748.000 biler. Dermed er der tale om det højeste antal handlede biler på et enkelt år nogensinde, ligesom det samlede antal personbiler i Danmark også er i rekord og nu er tæt på at runde 2,4 millioner.

Blandt de nye biler er der fortsat mikro- og minibilerne, der er mest populære, hvor VW Up! tager førstepladsen som årets mest handlede nye bil. Dernæst følger Peugeot 208, Toyota Aygo, Peugeot 108, og Peugeot 308.

Blandt de brugte biler er VW Passat mest populær, og den efterfølges af Ford Mondeo, VW Up!, Peugeot 206 og Peugeot 307.

Det viser en ny opgørelse af årets bilhandel gennemført af BilBasen og Spar Nord.

Nye afgifter udfordrer sparebiler

Selv om mikro- og minibiler stadig fylder meget i salgsstatistikken, så peger markedsanalytiker i BilBasen Jan Lang på, at danskerne generelt er begyndt at købe større og dyrere biler.

- Vi har haft en årrække, hvor de helt små biler har været totalt dominerende, og selv om de stadig fylder meget, så ser vi også, at modeller som Ford Focus, VW Passat og Renault Grand Scenic i stigende grad bliver efterspurgt. Så noget tyder på, at vi igen er begyndt at prioritere plads, komfort og sikkerhed frem for udelukkende at prioritere en lav indkøbspris og lave driftsomkostninger, som er der, hvor de små sparebiler udmærker sig, siger Jan Lang.

I Spar Nord hæfter cheføkonom Jens Nyholm sig ved, at den nye og lavere registreringsafgift på nye biler formentlig vil forstærke tendensen til, at vi køber større og dyrere biler.

- De nye afgifter betyder, at det generelt bliver billigere at have bil i Danmark, og når vi samtidig ser forbrugerne bliver mere optimistiske, er der god grund til at tro, at den lavere afgift bliver omsat til større biler. Vi kommer populært sagt til at købe mere bil for de samme penge, og det vil udfordre sparebilernes dominans, vurderer Jens Nyholm.

Olieprisfald forstærker effekten

Ud over lavere registreringsafgift og stigende optimisme peger Jens Nyholm på, at de seneste to års massive prisfald på brændstof også er med til at give luft i bilbudgettet.

- Kortvarige prisfald på benzin og diesel har ikke den store realøkonomiske effekt, men når priserne igennem længere tid falder så massivt, som vi har set den senest tid, så kan det mærkes. Og hvis priserne stabiliserer sig på det nuværende niveau, så kan en gennemsnitlig billist se frem til at spare i niveauet 2.000 til 2.500 kr. om året sammenlignet med, hvad brændstof kostede for bare 2 år siden, uddyber Jens Nyholm og tilføjer afsluttende:

- Det bidrager til yderligere luft i bilbudgettet, og det vil alt andet lige forstærke vores villighed til at købe de lidt større og dyrere biler, ligesom det vil få andre til at overveje bil nummer to.

Kontakter

Cheføkonom Jens Nyholm, Spar Nord. Tlf. 9634 4057, jny@sparnord.dk
Markedsanalytiker Jan Lang, BilBasen. Tlf. 3017 7781, janl@bilbasen.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330, lsi@sparnord.dk

Information om Spar Nord Bank A/S

Spar Nord Bank A/S
Spar Nord Bank A/S
Skelagervej 15, Postboks 162
9100 Aalborg

+45 96 34 40 00http://www.sparnord.dk
Med flere end 390.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 70 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2014 et overskud før skat på 705 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 120.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk

Følg pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Spar Nord Bank A/S