Regnvandssøerne ved Tallerup bliver en stor gevinst – både for økonomien, miljøet og lokalområdet

Planen er klar
Assens Kommune har netop sendt et tillæg til Spildevandsplan 2018-2027 i offentlig høring og Assens Forsyning A/S har planen klar. Dermed kan gravemaskinerne forhåbentligt snart begynde arbejdet med at anlægge Regnvandssøerne ved Tallerup og de omkringliggende arealer øst for Tommerup Stationsby.
Inden vandet kan strømme og flyde i det syv hektar store område, forestår der dog et meget omfattende gravearbejde. Der skal nemlig flyttes hele 54.000 kubikmeter jord, svarende til 4.500 lastbillæs.
Borgerne i Tommerup St. slipper dog for lange kolonner af støjende og osende lastbiler. Jorden fra udgravningen til de tre sammenhængende regnvandssøer bliver nemlig genanvendt til at forme og bearbejde landskabet samt til at skabe et spændende sølandskab med stor biodiversitet, varieret natur og rekreative muligheder for lokalsamfundet.
”Jorden, vi graver ud for at etablere Regnvandssøerne ved Tallerup, genanvender vi på arealet. Det gør vi primært for at skabe et bakket og rekreativt sø- og naturområde, som kan omkranses og bindes sammen af grus- og trædestier med offentlig adgang. Herudover forstærker vi det allerede kuperede landskab, ligesom vi bruger jorden til at skærme for Odensebanen og for varmepumpeanlægget, som Tommerup St. Varmeforsyning opfører i den nordlige del af området. Dermed skaber vi et nyt og samfundsvigtigt område, som tjener et nyttigt formål – både i forhold til natur, teknik og miljø,” fortæller drifts- og projektchef Michael Dissing Nielsen.
En ”win-win-situation”
For Assens Forsyning A/S er det en ønskværdig situation, når gennemførelsen af klimatilpasningsprojekter og anden nødvendig infrastruktur kan kombineres med udviklingen af parker, natur og byrum, der giver naturværdi, og som skaber nye muligheder for lokalsamfundene.
”Normalt skal jorden, der graves ud til regnvandsbassiner, køres væk. Når det ikke er tilfældet og den i stedet kan genanvendes landskabsmæssigt til at etablere rekreative arealer, giver det besparelser og skaber en ”win-win-situation” for alle parter. Samtidig skåner vi miljøet for udledning af betydelige mængder CO2. I det her tilfælde har vores rådgivere beregnet, at det drejer sig om i alt 118 ton, svarende til cirka 750.000 kilometer kørt i bil,” tilføjer Michael Dissing Nielsen.
Naturområde med stor biodiversitet
Assens Forsyning A/S har opkøbt jorden til Regnvandssøerne ved Tallerup og etablerer her den del, der har med regn- og spildevand at gøre, og som skal kunne bremse og håndtere et 5-års regnskyl. Desuden former selskabet de omkringliggende arealer og skaber plads til nogle af de mange gode idéer, Tommeruppernes Lokalråd og byens borgere er kommet med.
Assens Forsyning A/S sikrer derudover, at der i udformningen af terrænet samt i valg af græsarter og beplantning, etableres så rig biodiversitet i området som muligt. I den forbindelse er det blandt andet planen, at området skal afgræsses af får og geder samt at vegetationen i området skal medvirke til at fremme forekomsten af dyr og insekter.
Anlægsarbejdet planlægges igangsat medio 2020 og færdiggjort inden udgangen af 2021.
Fakta
- Regnvandssøerne ved Tallerup, der etableres af Assens Forsyning A/S i perioden 2020-2021, er et teknisk anlæg, som primært har til formål at gøre byen mere robust over for fremtidige regnhændelser og oversvømmelser
- Regnvandssøerne skal rense og forsinke regnvandet fra store dele af byen, inden det ledes videre til vandmiljøet i Brende Å
- I tilknytning til Regnvandssøerne anlægges der et sølandskab med grus- og trædestier, stor biodiversitet, varieret natur samt rekreative muligheder for lokalsamfundet
- Der skal i alt udgraves 54.000 kubikmeter jord for at etablere tre regnvandsbassiner, som ved kraftigt regnvejr fremstår som en stor og samlet sø. Jorden herfra udlægges på det syv hektar store areal, hvor det bidrager til at forme et bakket og varieret sølandskab samt til at skærme for Odensebanen og for varmepumpeanlægget, som Tommerup St. Varmeforsyning opfører
- Udformningen af landskabet samt udviklingen af de omkringliggende arealer med rekreative muligheder, sker i samarbejde mellem Assens Kommune, Tommeruppernes Lokalråd og Assens Forsyning A/S
Nøgleord
Kontakter
Gerdt Hylbæk NielsenStrategisk kommunikationsmedarbejder
Gerdt er presseansvarlig journalist i Assens Forsyning A/S
Billeder



Links
Information om Assens Forsyning
Om Assens Forsyning A/S
Assens Forsyning A/S er ansvarlig for drift, service og udvikling af bæredygtige løsninger til borgerne i Assens Kommune indenfor områderne drikkevand, håndtering af regn- og spildevand samt affald- og genbrug.
Følg pressemeddelelser fra Assens Forsyning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Assens Forsyning
Boligejere inviteres til Klimaklar i Assens22.4.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Assens Kommune og Assens Forsyning A/S inviterer interesserede boligejere i risikozonen for lokale oversvømmelser, stormflod eller stigende grundvand til klimadialog om sikring af deres ejendom. Det sker i tæt samarbejde Beredskab Fyn, Beredskabsforbundet samt et stærkt hold af eksperter fra det lokale erhvervsliv i Forsyningsparken den 29. april 2025.
Vandløb 2025 satte globale vanddilemmaer i børnehøjde21.3.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
For andet år i træk inviterede Assens Forsyning kommunens 3., 4. og 5. klasser til VANDløb rundt om Forsyningsparken lidt uden for Assens. De mere end 100 tilmeldte elever fra 3 skoler fik udover kage, saft og lidt motion også stof til eftertanke med sig hjem.
En tidlig julegave til miljøet20.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det nye energiproducerende renseanlæg lidt uden for Assens fortsætter de gode takter. Senest er det nemlig lykkes at fastholde en optimal biologisk renseproces af spildevandet helt uden brug af jernklorid. Det giver en miljøgevinst på 3 ton færre kemikalier anvendt siden november 2024. Det er det en økonomisk gevinst for Assens Forsyning A/S og en tidlig julegave til miljøet gennem lavere CO2-udledning.
Vestfyns Gymnasium indtager Kredsløbslaboratoriet21.11.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Vestfyns Gymnasium og Assens Forsyning A/S har indledt et udviklingssamarbejde, der skal give 2. g studerende på bioteknologi-linjen mulighed for at komme helt tæt på bæredygtig håndtering af spildevand i et forsyningsselskab. I februar 2025 indtager de første 31 studerende Kredsløbslaboratoriet lidt uden for Assens i forbindelse med opstart af deres studieretningsopgave.
Unge talenter fra Aarupskolen kom helt tæt på spildevandet26.9.2024 11:32:24 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag eftermiddag den 25. september 2024 åbnede Kredsløbslaboratoriet døren for det første hold elever i Assens Forsynings spritnye skoletjeneste. Det blev 9.a fra Aarupskolen, der kom helt tæt på et af Danmarks mest moderne energiproducerende renseanlæg samtidig med at de fik testet deres faglighed med klimadilemmaer og praktiske forsøg i laboratoriet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum