Region Sjælland går ned i COVID-19 beredskab
2.2.2021 15:00:00 CET | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Region Sjælland har i øjeblikket 82 patienter indlagt med COVID 19, hvoraf 13 er indlagt på intensiv. Der har den seneste tid været et fald i antal indlæggelser. Det får nu regionen til at skære ned på antallet af sengepladser reserveret til patienter med COVID-19 til 93 medicinske sengepladser og 23 intensivpladser.
- Vi er i gang at planlægge behandling for en del af de patienter, der har fået udskudt deres operationer. Til at begynde med tager vi fat i de patienter, der trænger mest, og som ikke kan vente længere. Det er patienter, hvis tilstand risikerer at blive forværret, hvis de ikke snart kommer i behandling. Det kan være ambulante aftaler for eksempelvis patienter med kroniske sygdomme eller planlagte operationer af ikke livstruende, men smertefulde, lidelser i knæ og hofter, siger Leif Panduro Jensen, koncerndirektør i Region Sjælland.
De patienter, der nu får genoptaget deres behandlingsforløb, vil få direkte besked fra den behandlende afdeling.
- Det er glædeligt, at vi kan begynde at øge aktiviteten igen, men det vil være forskelligt fra patient til patient, hvor hurtigt vi kan tilbyde dem behandling. Nogle af dem, der har ventet, vil måske allerede kunne få eksempelvis deres operation i denne uge, mens andre vil skulle vente længere, siger Leif Panduro Jensen.
Behandling af akut sygdom eller skade og livstruende sygdomme, som f.eks. kræft- og hjertesygdomme har ikke været berørt af de mange patienter med COVID-19. Hvis man som borger har brug for hjælp, skal man som altid kontakte egen læge, lægevagt, skadestue eller 112 afhængig af behov. Det samme gælder udskudte patienter, der skal kontakte sygehuset, hvis de oplever forværring i deres symptomer.
Samme niveau som sidste forår
Selvom der nu ses positive tegn med færre indlagte med COVID-19, så er nuværende antal indlæggelser fortsat så højt, at det er på niveau med sidste forår, da antallet af indlagte toppede i første bølge af COVID-19 pandemien. Derfor er det også kun visse aktiviteter, der nu genoptages.
- Vi har i Region Sjælland fortsat mange indlagte COVID-patienter, og vi er stadig på et højt trin i vores beredskab. Det kræver mange senge og meget personale. Så selvom vi bruger færre ressourcer, er det fortsat en kæmpe stor opgave at pleje og behandle patienterne med COVID-19, siger Leif Panduro Jensen.
Samtidig er der stor usikkerhed i beregningerne for, hvordan presset fra coronavarianten B.1.1.7 vil udvikle sig, fordi datagrundlaget er småt. Derfor skal Region Sjælland være klar til at tage imod mange nye COVID-19 patienter, når B.1.1.7 er blevet den dominerende variant i løbet af februar og måske fører til en ny bølge af indlæggelser.
- Vi står i en situation, der er dobbelt. Vi skal være forberedte og forvente flere indlæggelser, og samtidig skal vi ikke udskyde flere patienters operationer end nødvendigt. Vi skal sikre, at vi holder balancen.Det er ikke mange dage siden, estimaterne viste, at vi skulle forvente en fordobling i antallet af smittede med den engelske variant. Så vi balancerer hensynene og vi er fortsat forberedt på flere syge patienter med COVID-19, siger Leif Panduro Jensen.
Kontakter
Leif Panduro Jensen, koncerndirektør, 71 75 12 00
Information om Region Sjælland
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Sjællands Universitetshospital åbner sin første almenmedicinske lægeklinik9.6.2026 12:02:35 CEST | Pressemeddelelse
Der mangler praktiserende læger i mange dele af Region Sjælland – også i den sydlige del af regionen. Derfor har Sjællands Universitetshospital i dag – 9. juni – indviet sin første lægeklinik i Nykøbing Falster.
Region Sjælland vedtager ny råstofplan: Vi skal bruge færre nye råstoffer2.6.2026 17:45:12 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget Råstofplan 2026. Planen sikrer råstoffer til byggeri og anlæg ved udpegning af nye graveområder. Der sættes samtidig mål om at reducere behovet for nye råstoffer gennem mere genanvendelse samt tidligere dialog og større hensyn til borgere, natur og miljø allerede inden, der søges om gravetilladelser.
Ny gratis hjemmetest for klamydia og gonorré13.5.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan unge i Region Sjælland bestille en gratis hjemmetest for seksuelt overførte infektioner direkte fra hjemmesiden www.selvtest.dk. Løsningen baner vejen for en landsdækkende ordning.
Datoer for indflytning i de sidste to sengebygninger er på plads5.5.2026 17:11:06 CEST | Pressemeddelelse
Der er nu fastsat en ny tidsplan for indflytning i de sidste to senge- og behandlingsbygninger på Sjællands Universitetshospital i Køge. På trods af at entreprenøren har varslet en forsinkelse på otte måneder, sker selve indflytningen kun tre måneder senere end planlagt.
Ny sociolance skal hjælpe sårbare borgere i Region Sjælland4.5.2026 12:02:47 CEST | Pressemeddelelse
En ny sociolance skal sikre bedre hjælp til nogle af de mest sårbare borgere i Region Sjælland. Bag indsatsen står Region Sjælland i samarbejde med Kalundborg, Holbæk, Lejre og Odsherred kommuner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
