Region Hovedstaden

Region Midtjylland og Region Hovedstaden i fælles udbud af akutlægebiler

Del

Efter at Region Midtjylland i starten af året valgte selv at drive fire akutlægebiler i den østlige del af regionen, er det nu tid til at finde de køretøjer, der skal fungere som arbejdsplads for teamet i akutlægebilerne. Region Midtjylland er derfor i samarbejde med Region Hovedstaden gået på jagt efter de bedste tilbud.

Region Midtjylland skal inden 1. december have indkøbt egne akutlægebiler, som skal leve op til høje krav med hensyn til sikkerhed, økonomi og kvalitet. Region Midtjylland samarbejder med Region Hovedstaden, som allerede driver egne akutlægebiler, om det fælles udbud. Det skal sikre en attraktiv aftale, som de øvrige tre regioner også har mulighed for at tilslutte sig.

Med samarbejdet forventer de to regioner at kunne drage fordel af et udbud med et større volumen, der vil kunne sikre en fordelagtig aftale. Udbuddet involverer indkøb af fem akutlægebiler til levering i efteråret 2018 samt en rammeaftale, der giver mulighed for løbende indkøb af flere køretøjer efter behov.

Tæt samarbejde om akutlægebiler
Udover de økonomiske fordele vil det fælles udbud skabe et tæt samarbejde mellem regionernes akutberedskaber om driften af akutlægebiler. Det vil ifølge Thomas Balle Kristensen, præhospital direktør i Region Midtjylland, bidrage til udvikling af kvaliteten i den akutte hjælp og dermed komme borgere og patienter til gode.

- Vi er glade for det gode samarbejde, vi allerede har med Region Hovedstaden og de øvrige regioner, og ser frem til at gennemføre et fælles udbud. Region Hovedstaden har et indgående kendskab til og erfaring med at drive akutlægebiler, som vi har fået mulighed for at trække på, og vi ser det konkrete samarbejde som en unik mulighed for i fællesskab at styrke den akutte hjælp til borgerne, siger Thomas Balle Kristensen.

Sikkerheden i top
Der sættes også høje krav til de nye akutlægebiler, når det gælder sikkerhed. Bilerne skal blandt andet kunne accelerere, bremse og manøvrere under høj fart. Samtidig skal bilerne være bygget og indrettet så robust, at medarbejdernes sikkerhed er i top, også når de kører udrykning med sirener og blå blink. Akutlægebilerne er bemandet med en læge og en lægeassistent. Der er desuden ofte observatører med i køretøjet, fx sundhedspersonale under uddannelse.

- Vi har et skarpt blik rettet på bilens køreegenskaber, og vi går ikke på kompromis med sikkerheden for personalet i akutlægebilerne. Derfor kan tilbudsgivere også konkurrere på yderligere sikkerhed, ligesom de kan konkurrere på service på driften af bilerne og på leveringstid, siger Freddy Lippert, direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Om udbud af køretøjerne:

• Udbuddet gælder dels indkøb af 5 køretøjer til Region Midtjylland til levering i efteråret 2018, dels en rammeaftale for løbende indkøb af flere køretøjer over 24 måneder samt mulig forlængelse af aftalen med 2 X 12 måneder.
• Region Hovedstaden har siden 2012 haft regional drift af akutlægebiler og vil løbende indkøbe køretøjer til udskiftning af den eksisterende vognpark.
• Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland kan benytte rammeaftalen til indkøb af lægebiler, hvis de ønsker det.
• Regionerne indkøber nye køretøjer dels ved planlagte udskiftninger af køretøjer efter en vis alder og kilometertal, dels hvis køretøjer af andre grunde må udgå af driften.
• Køretøjerne skal være af SUV-typen med firehjulstræk med minimum 235 hk, automatgear og en tophastighed på min. 200 km. i timen.

Yderligere info
Thomas Balle Kristensen, præhospital direktør, mobil: 3038 7193, mail: thkris@rm.dk
Freddy Lippert, direktør Region Hovedstadens Akutberedskab, mobil: 31 16 68 27, mail freddy.lippert@regionh.dk 

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Politikere i Region Hovedstaden: Børn med psykisk sygdom skal hjælpes tidligere og hurtigere6.9.2018 16:26pressemeddelelse

Et flertal i regionsrådet blev tirsdag enige om en aftale for økonomien for psykiatrien i 2019. Aftalen afsætter 63 mio. kr. til blandt andet børn- og ungdomspsykiatrien, forebyggelse af genindlæggelser, forebyggelse af tvang, hurtigere udredning og behandling, styrket samarbejde med kommunerne og opsøgende team. Aftalen sætter dermed en tyk streg under politikernes fokus på at skabe bedre vilkår for mennesker med psykisk lidelse.

Politikerne i Region Hovedstaden afsætter 72 mio. kr. til hospitalerne1.9.2018 06:00pressemeddelelse

Politikerne i Regionsrådet afsatte fredag ca. 72 mio. kr. til blandt andet bedre forhold for fødende og deres familier på fødeafdelingerne, flere hænder på mave- og tarmafdelingerne, kortere ventetid på høreapparater og hospicepladser til børn og unge med alvorlig og livstruende sygdom. Derudover afsatte politikerne ca. 22 mio. kr. at gøre lægernes arbejde i Sundhedsplatformen nemmere.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum