Region H’s Apotek moderniseres for 64 mio. kr.
Hovedstadsregionens apoteksbygning i Herlev er bygget for 45 år siden. Siden 2007 har bygningen dannet rammen om den samlede lægemiddelforsyning til alle hospitaler i Region Hovedstaden, men med de nye hospitalsbyggerier og hospitalernes krav til et mere moderne logistisk flow, er en gennemgribende modernisering en nødvendighed for at sikre en lægemiddelforsyning, der både er effektiv og kvalitetssikret.
Derfor var regionsrådet tirsdag enige om at stemme for en plan, der med et tilknyttet beløb på 64 mio. kroner sætter gang i et omfattende renoverings- og byggearbejde ved Region Hovedstadens Apotek i de kommende år:
"Apoteket i regionen spiller en afgørende rolle for, at vores hospitaler kan holde sig forsynet med lægemidler, og at patienterne dermed får den behandling, de har brug for. Derfor er det også rigtig vigtigt, at logistikken fungerer. Med den nye plan udvider vi apoteksbygningen med hele fire tilbygninger. Det giver langt mere lagerkapacitet til Regionens lægemidler, og samtidig sikrer vi bedre rammer for medicinleverancen til hospitalerne," fortæller formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (K).
Corona har vist værdien af en effektiv forsyningskæde
I dag stiller hospitalerne krav til, at leverancen af lægemidler sker på en måde, så den både er effektiv og danner gode rammer for arbejdsmiljøet. Og så er det af afgørende betydning, at lagerbeholdningen har en sådan størrelse, så regionen også fremover har en tilstrækkelig kapacitet på området:
"Coronakrisen har virkelig vist værdien af at have en effektiv forsyningskæde, så vi på meget kort tid kan få afgørende midler ud til hospitalerne og borgerne. Det har vi f.eks. set med vaccinen, som stiller store krav til en gennemtænkt og effektiv logistik, hvor både tid og kapacitet er centrale elementer. Da hospitalerne flere steder har moderniseret deres måde at modtage forsyninger på, er det naturligt, at Apoteket følger med, og leverer lægemidler, så vi gør arbejdsgange på hospitalerne så enkel som muligt," siger Regionsapoteker Lars Nielsen.
Foruden plads til automatiseret plukkeudstyr skal arbejdet på apoteksbygningen føre til en nyindretning af varemodtagelse og varelager, understøtte en særlig funktion for medicinlevering til ikke-indlagte, understøtte samhandel med andre apoteker samt leverancer til Grønland og Færøerne.
Samlet set vil det give mere hensigtsmæssige og effektive arbejdsgange for Apotekets leverancer til hospitalerne.
Bygges med hensyn til driften
Det er Region Hovedstadens Center for Ejendomme, der står for at koordinere opgaven som bygherre på projektet:
"Apoteket skal kunne understøtte hospitalerne med leverancer, og det gælder også, imens arbejdet med at modernisere står på. Derfor laver vi byggeopgaven som et etapebyggeri. Det gør det muligt at bygge, samtidig med at vi sikrer, at de mange lægemidler fortsat når frem til hospitalerne," fortæller direktør i Center for Ejendomme, Mogens Kornbo.
Fakta om byggeriet
Modernisering af lagerfaciliteterne på Apoteket i Herlev realiseres ved, at der bygges fire tilbygninger på den ene langside af den nuværende bygning. Det giver en samlet arealforøgelse på ca. 1.170 m2. Heraf er halvdelen som højloftet lager, mens der i den resterende del af tilbygningsarealet kan etableres to etager med ca. 550 m2 kontor og mødefacilitet i 1. sals højde ovenover lageret. Herudover indebærer moderniseringen en række ændringer i indretning af de eksisterende lagerfaciliteter samt etablering af øget kølekapacitet.
Med planen afsættes desuden areal til implementering af plukkerobot-teknologi, som kan indkøbes og tages i brug på et senere tidspunkt.
Det forventes, at byggeriet vil være i gang fra efteråret 2021 og stå færdig i efteråret 2023.
Fakta om Region Hovedstadens Apotek
Region Hovedstadens Apotek er landets største sygehusapotek og en af regionens tværgående virksomheder. Apoteket producerer og leverer lægemidler til Regionens hospitaler og institutioner, det grønlandske sundhedsvæsen, hospitaler på Færøerne og de øvrige sygehusapoteker i Danmark.
Yderlige info
- Pressevagten i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Ny digital løsning gør det nemmere at kontakte Akuttelefonen 181321.1.2026 06:45:00 CET | Pressemeddelelse
Med få klik på akut.dk kan du nu bestille et opkald fra Akuttelefonen 1813, hvis du eller dit barn bliver akut syg eller kommer til skade uden for din egen læges åbningstid. Du kan også se, om der er ventetid, følge din plads og afbestille dit opkald, hvis behovet ændrer sig.
Nyt sundhedsråd vil bringe behandling tættere på nordsjællænderne21.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det nye Sundhedsråd Nordsjælland har holdt sit første møde og er klar til at tage fat på opgaven med at tilbyde mere sammenhængende sundhedstilbud og bringe behandlingen tættere på borgerne i Nordsjælland.
Medvind til delecykler: Kommuner sikrer en grøn transportmulighed et år mere9.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter en forsøgsperiode, hvor Region Hovedstaden har sat dele-elcykler ud i ti forstadskommuner i hovedstadsområdet, har syv kommuner nu valgt at overtage finansieringen af delecyklerne. Kommunernes opbakning giver ordningen nyt liv frem mod letbanens åbning.
Mennesker med allergi skal have hurtigere hjælp3.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Større samarbejde på tværs af sektorer, flere læger med specialistviden inden for allergi og mere forskning skal styrke den fremtidige behandling af mennesker med allergi.
Flere sikkerhedsassistenter på Region Hovedstadens hospitaler30.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden har besluttet at afsætte ca. 48 mio. kr. til blandt andet sikkerhedsassistenter, karmscannere og overfaldsalarmer for at styrke sikkerheden for medarbejdere og patienter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
