Region Hovedstadens skilte og patientinformation vinder årets Sprogpris
4.10.2022 09:30:00 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
’Du indkaldes hermed til undersøgelse på afdeling for gastroentereologi, og du skal i den forbindelse først forbi klinisk biokemisk for at få taget en prøve.’ For de fleste er de latinske fagtermer på hospitaler, afdelinger og afsnit fremmede og uforståelige, og derfor er Region Hovedstaden i gang med et større projekt med at fordanske afdelingernes navne og generelt gøre sproget i indkaldelser og information til patienter lettere at forstå. En indkaldelse til afdeling for mave-, tarm- og leversygdomme og et smut forbi hos blodprøvetagning er lettere at forstå og forholde sig til, og med skilte og indkaldelser skrevet på et letforståeligt dansk, er målet at gøre et ellers stressende og skræmmende besøg på hospitalet mere behageligt og velkommen.
Regionens arbejde med fordanskning og forenkling af navne og letlæselige skilte og patientinformationer er taget godt imod af patienter og pårørende, som har indstillet regionen til året Sprogpris.
”Sundhedsverden har i mange år været udfordret af en stor afstand mellem afsendernes fagsprog og modtagernes pressede og ofte skrøbelige virkelighed. I denne verden er der brug for god formidling og brobygning mellem to så forskellige udgangspunkter, og når det så sker og virker, så er det en ekstraordinær pris værd. Det er dette vigtige og flotte arbejde, som vi med Sprogprisen belønner Region Hovedstaden for i år,” fortæller Anne Katrine Lund, formand for Sprogprisens dommerkomité.
Et langt sejt træk
Det er syv år siden, at Region Hovedstaden startede projektet ’Ventet og Velkommen’ op, og de danske afdelingsnavne er en del af et større arbejde med at forenkle og forbedre hospitalernes skriftlige information til patienter ved indkaldelser til behandling, plakater - og ikke mindst på skilte og oversigtskort. Projektet ligger i tråd med regionens politiske målsætning om at højne tilfredsheden blandt patienter og skabe større lighed i sundhed blandt regionens borgere, og her spiller sproget og formidlingen mellem sundhedspersonale og patienter en enorm vigtig rolle.
”Det skal være slut med at tale til patienten på et sprog, som de ikke forstår. Læger, sygeplejersker og andre medarbejdere skal bruge ord og udtryk, som patienterne forstår og føler sig trygge ved, og vi skal gøre, hvad vi kan for ikke at skabe afstand mellem den sundhedsfaglige medarbejder og dem, som er i centrum for vores behandling,” siger Marie Kruse, Direktør i Region Hovedstadens Center for Politik og Kommunikation.
Arbejdet med at ændre og oversætte afdelingsnavne er stort og har arme ind i mange systemer og arbejdsgange på regionens hospitaler. Alle regionens hospitaler har endnu ikke gennemgået den store fordanskning, da særligt coronapandemien ændrede fokus for regionens arbejde med at kommunikere til patienter og borgere. Men for Marie Kruse er det en stålfast ambition at få fokus tilbage på det store igangværende arbejde:
”Det er supervigtigt, at vi igen får prioriteret projektet, så arbejdet kan fortsætte på alle regionens hospitaler. Jeg er sikker på, at det fortsat er en politisk ambition at byde patienter og pårørende velkomne med et sprog og en skiltning, som de forstår og genkender. Vi har et lille stykke vej endnu, men når vi bygger nyt, er det altid med danske navne. Og så handler det bare om at få politisk opbakning til også at få resten af de gamle bygninger med”.
BAGGRUND for Ventet og Velkommen
- Danske navne og vejvisning er en del af et større og mangeårigt tiltag for at forbedre patienters oplevelse af tilgængelige hospitaler i Region Hovedstaden.
- Øvrige indsatser er entydige telefonnumre og faste telefontider, skriftlige patientinformationer, frie besøgstider og indbydende venterum. Arbejdet med skiltning og vejvisning med danske navne og den forenklede skriftlige patientinformation prioriteres fortsat højt i Region Hovedstaden.
- Vejvisning med de danske navne er indført på Herlev og Gentofte Hospital og Rigshospitalet. Bornholms Hospital var pilotprojekt. De øvrige hospitaler i regionen er i gang.
- De regionale principper for vejvisning og for udformning af regionens skiltning er baserede på analyser af patienter og pårørendes bevægemønstre og anvendes nu konsekvent ved ny-og omskiltning.
- Der ligger fortsat en omfattende informationsopgave i at få medarbejdere til at anvende de nye navne samt at konsekvensrette alt materiale.
Læs mere om Sprogprisen og dette års vinder: https://sprogprisen.dk/
For yderligere information
Region Hovedstadens presse: 70209588
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Snus, stress og for meget skærm: Ny rapport klarlægger borgernes sundhed i Region Hovedstaden5.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Selvom færre tænder en cigaret, så er der flere, som bruger nikotinposer. Flere føler sig stressede, og mange fortæller om dårlig og for lidt søvn. Sundhedsprofilen tegner et billede af helbred og sundhed i Region Hovedstaden og viser igen, at sundheden er ulige fordelt.
Region H forlænger kvalificeret ansættelsesstop for speciallæger25.2.2026 12:10:02 CET | Pressemeddelelse
Der skal være flere læger, der hvor patienterne er sygest. Det kvalificerede ansættelsesstop for speciallæger på hospitaler i Region Hovedstaden ser ud til at virke og bliver nu forlænget til udgangen af 2026.
Annemarie Hellebek takker af som direktør på Bornholms Hospital24.2.2026 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter knap 10 år i direktionen på Bornholms Hospital har 64-årige Annemarie Hellebek besluttet, at der skal være en anden balance mellem arbejde og familieliv.
Annemarie Hellebek takker af som direktør på Bornholms Hospital24.2.2026 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Efter knap 10 år i direktionen på Bornholms Hospital har 64-årige Annemarie Hellebek besluttet, at der skal være en anden balance mellem arbejde og familieliv.
Lægerne i Region Hovedstaden har fået afklaring på, hvor mange patienter de skal have i 202629.1.2026 13:18:44 CET | Pressemeddelelse
I dag får alle alment praktiserende læger i Region Hovedstaden information om, hvor mange patienter deres lægeklinik som minimum skal have i 2026. Region Hovedstaden har i dag en god lægedækning, og mange læger har allerede i dag flere patienter end de nye ’minimumstal’ lægger op til. Ingen patienter tvinges til at skifte læge som følge af de nye patienttal.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
