Region Hovedstaden

Region Hovedstaden vedtager budget 2017

Del

Antallet af afskedigelser i Region Hovedstaden kan holdes nede på omkring 200 ansatte. Det står nu klart, efter at regionsrådet har vedtaget budgettet for 2017. 76,2 mio. kroner afsættes i den forbindelse til at hjælpe hospitalerne med at gøre afskedigelserne så skånsomme som muligt.

Et bredt flertal bestående af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt Liberal Alliance har her til aften 2. behandlet og endeligt vedtaget Region Hovedstadens samlede budget for 2017.

Aftalen om budgettet blev indgået af partierne i budgetforligskredsen den 5. september. Her lykkedes det partierne at blive enige om en budgetaftale på 38 mia. kroner, som indebar besparelser og omprioriteringer for i alt omkring 640 mio. kroner.

Siden aftalen er indgået, står det nu klart, hvor mange afskedigelser der reelt bliver tale om. Således forventer regionen at maksimalt 200 ud af regionens ca. 40.000 ansatte skal stoppe. Antallet af afskedigelser vil blive bragt endnu længere ned de kommende måneder, hvis der for eksempel er mulighed for at omplacere medarbejdere.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at det har været en vanskelig udfordring:

- Men jeg er også glad for, at vi er et bredt flertal i regionsrådet, som sammen har taget ansvar for den svære situation. Det er lykkedes os at gøre det på en måde, der bedst muligt skåner patienter og personale, samtidig med at vi udvikler fremtidens sundhedsvæsen, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Fra 900 stillinger til 200 afskedigelser
Som led i den sparerunde, som var nødvendig for at få budgettet til at hænge sammen, blev det i forbindelse med budgetaftalen besluttet at nedlægge omkring 900 stillinger. Og selvom der med dagens beslutning ganske vist bliver nedlagt 900 stillinger, så svarer det reelle antal kun til 200 afskedigelser.

F.eks. er det lykkedes at undgå fyringer gennem naturlig afgang, det vil sige personale der af forskellige årsager alligevel stopper, eller interne omplaceringer blandt regionens mere end 40.000 ansatte.

- Det er en bittersød følelse. For det er stadig mange mennesker, som vi desværre må afskedige, og virkeligheden er, at sundhedsvæsenet allerede er presset. Men selvfølgelig er jeg også lettet over, at det trods alt ikke er flere end 200, vi må afskedige, siger Sophie Hæstorp Andersen.

76 mio. til at hjælpe hospitalerne
For at sikre færrest mulige opsigelser har forligspartierne desuden afsat 76 mio. kr. i budgettet til at lette afviklingen af besparelser på hospitalerne. Pengene, der gives til hospitalerne, kan f.eks. bruges til:

  • At udskyde datoen for, hvornår en opsigelse bliver en realitet, så medarbejderen har bedre mulighed for at finde et nyt job
  • At købe bedre tid til omplacering på det enkelte hospital
  • At dække en lønudgift frem til en planlagt pensionering.

Overblik: Budgetaftalen 'Tid til mennesker'
Budgetaftalen 2017 er på i alt 38,1 mia. kroner. Der er gennemført besparelser for 400 mio. kroner – men dertil kommer også en række nye prioriteringer for i alt 45,6 mio. kroner i 2017:

  • En solid økonomisk ramme om regionens treårs-plan for psykiatrien, der blandt andet gør gadeplansteamet permanent, udbreder Recovery-skolen, og åbner nye brugerstyrede senge (25,4 mio. kroner i 2017 og 27,9 mio. kroner årligt fra 2018).
  • En øget satsning på økologi på regionens hospitaler (4 mio. kroner i 2016 og i alt 5,6 mio. kroner i de to følgende år).
  • Der afsættes penge til en Akutbil på Bornholm (1,6 mio. kroner i 2017).
  • Der investeres i en ny og specialiseret rådgivningsfunktion inden for palliation, så syge patienter kan få et bedre tilbud i en svær tid (0,8 mio. kroner årligt fra 2017).

FAKTA:
Foreløbig oversigt over planlagte afskedigelser pr. 20.9.2016. Antallet af afskedigelser på de enkelte hospitaler og virksomheder bliver formentligt lavere.

Hospital/virksomhed

Amager-Hvidovre: 46

Bispebjerg-Frederiksberg: 10

Bornholm: 4

Herlev-Gentofte: 22

Nordsjælland: 0

Rigshospitalet: 59

Psykiatrien: 47

Den Præhospitale Virksomhed: 0

Region Hovedstadens Apotek: 0

Koncerncentrene: 12

I alt: 200

Yderligere information:

Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88

Information om Region Hovedstaden

Region Hovedstaden
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød

38 66 50 00http://www.regionh.dk/

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum