Dansk Byggeri

Regeringens teknologipagt er tiltrængt

Del

Regeringens teknologipagt er tiltrængt og kommer på det rigtige tidspunkt. Det mener Dansk Byggeri, som efterlyser initiativer, der kan spore flere danskere ind på tekniske og digitale uddannelser, efteruddannelser og job.

Det er ikke usædvanligt, at virksomheder i byggebranchen må sende arbejdspladser, der kræver digitale færdigheder, til udlandet, fordi de mangler kvalificerede medarbejdere. Mere end hvert fjerde nye job, der slås op i den private sektor, kræver kompetencer inden for ny teknologi og IT. Og medarbejdere med digitale uddannelser og viden vil blive mere og mere eftertragtede i fremtiden, også inden for bygge- og anlægsbranchen.

- Vi hilser regeringens teknologipagt velkommen, først og fremmest fordi den digitale udvikling i byggeriet stiller krav til medarbejdere på alle niveauer. Alle skal kunne tage imod de nye teknologier, tage dem i brug så effektivt som muligt og høste gevinsterne, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Mangel på medarbejdere bremser udviklingen

Ny teknologi har vundet indpas op gennem hele produktionen i bygge- og anlægsvirksomhederne lige fra projektering af byggerier, forberedelse af dem og selve produktionen. Bygge- og anlægsbranchen har for nylig lanceret initiativet BUILD 4.0, der skal inspirere og vise de mange muligheder, der er for at anvende nye teknologier i branchen.

Men de virksomheder, der er i front med at bruge ny teknologi og digitale arbejdsmetoder, peger samstemmende på, at de mangler medarbejder med digitale og teknologiske kompetencer.

- Der er ingen tvivl om, at manglen på dygtige medarbejdere er en barriere for at få indført og rullet de nye teknologier ud. Mange virksomheder tager desværre konsekvensen og flytter den digitale planlægning og dermed arbejdspladser til udlandet, siger Michael H. Nielsen.

- Det skal vi tage bestik af. Teknologien skal indgå som en integreret del af virksomhedernes udvikling og innovation. Alle erfaringer viser, at det sker mest effektivt, når teknikere og udviklere arbejder tæt på produktionen.

Større fokus på digitalisering i uddannelserne

Men det kræver et større fokus på digitalisering og ny teknologi på både erhvervsuddannelser, de videregående uddannelser og på efteruddannelserne.

- Det er vigtigt, at virksomhederne får attraktive, målrettede og effektive tilbud om efteruddannelse stillet til rådighed, så medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen kan følge med, siger direktør Michael H. Nielsen.

Dansk Byggeri deltager i arbejdet med den nye teknologipagt via et fælles initiativ i Dansk Arbejdsgiverforening og en række brancheinitiativer som for eksempel BUILD 4.0 og arrangementer, hvor ny teknologi og mulighederne præsenteres for bygge- og anlægsbranchens virksomheder og deres ansatte.

- Vi arbejder på at integrere ny teknologi i bygge- og anlægsbranchens uddannelser. Et arbejde vi skal styrke de kommende år, og som teknologipagten giver et velment skub til, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Nøgleord

Kontakter

Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon: 20 28 52 64
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Information om Dansk Byggeri

Dansk Byggeri
Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1358 København K

72 16 00 00https://www.danskbyggeri.dk/

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Med omkring 5.700 medlemmer spænder organisationen bredt geografisk og fagligt, og dækker alle led i byggeprocessen.

Dansk Byggeris hovedopgaver er at opnå erhvervspolitisk indflydelse, deltage i den offentlige debat, yde rådgivning og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen

Følg pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum