Regeringen udnævner Danmarks nye klimaambassadør
10.11.2019 08:00:00 CET | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringens nationale mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 % i 2030 følges nu op af en international indsats med udnævnelsen af en klimaambassadør.
Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:
”Klima er et centralt element i den nye S-regerings udenrigspolitik. Nu udnævner vi en dansk klimaambassadør - og sætter dermed endnu et grønt og bæredygtigt aftryk på den internationale klima-dagsorden. Vi vil gøre EU til en klima-union, i FN har vi taget lederskabet på energisporet og verdensmål 7 om bæredygtig energi - og vi laver grønt diplomati gennem vores bilaterale samarbejde i verden. Danmark kan og vil gøre en kæmpe forskel. Her vil den nye danske klimaambassadør Tomas Anker Christensen spille en helt central rolle.”
Klimaminister Dan Jørgensen er begejstret for valget af Tomas Anker Christensen, som han kender som en dygtig ambassadør med stor indsigt i klima- og bæredygtighedsdagsordenen:
”Regeringen har valgt Tomas Anker Christensen, fordi han har et stærkt netværk, omfattende viden om klimaområdet og den nødvendige adgang til internationale samarbejdspartnere. Det er den tyngde og erfaring, der er brug for, hvis vi skal løfte det globale klimaambitionsniveau og få Danmark tilbage i centrum for de internationale forhandlinger.”
Udviklingsminister Rasmus Prehn hilser også udnævnelsen velkommen:
”Den socialdemokratiske regering ser klima som et omdrejningspunkt for udviklingsbistanden. Vi har øget den grønne udviklingsbistand, og vi vil tænke klimatiltag ind i alle indsatser, hvor det er muligt. Når vi hjælper med at levere strøm til flygtningene i Jordan, så er det via en solcellepark. Og samtidigt uddanner vi flygtningene, så de selv kan drive anlægget og får bedre fremtidsmuligheder. Oh når etiopiske landmænd for eksempel får undervisning i, hvordan de får mere ud af deres afgrøder, skal de samtidig lære, hvordan de bliver mere modstandsdygtige mod tørke.”
Klimatopmøde venter lige om hjørnetDen nye klimaambassadør får travlt fra første dag. Han vil blandt andet skulle deltage i arbejdet i de internationale klimaforhandlinger i FN-regi og det kommende klimatopmøde, COP25. Han vil være en central del af den danske indsats for at øge det globale klimaambitionsniveau i implementeringen af Parisaftalen. Klimaambassadøren vil også være med til at vise dansk lederskab på Verdensmål 7 (SDG 7) om bæredygtig energi. Her hjælper Danmark især de lande, der udleder mest, med at udfase kul og olie og ikke mindst omstille dem til vedvarende energi som vind- og solenergi. SDG 7 handler også om, at verdens lande indretter sig meget mere effektivt og sikrer, alle borgere – også de allerfattigste i fx Afrika - får adgang til vedvarende energi. Som en del af SDG 7 lederskabet vil Danmark fokusere på at sikre mere finansiering til den globale grønne omlægning.
Tomas Anker Christensen er nuværende ambassadør i Kairo med lang erfaring inden for klimaområdet. Han har været afdelingschef for Udenrigsministeriets Center for Globale udfordringer, hvor han bl.a. stod i spidsen for oprettelsen af 3GF – et internationalt partnerskab for grøn omstilling. Han var sidenhen ansat i FN-generalsekretærens kabinet, hvor han en periode var chef for generalsekretærens klimateam med ansvar for at forberede og gennemføre FN’s klimatopmøde i 2014. I perioden 2015-2017 var han kabinetschef for formanden for generalforsamlingen (hhv. Mogens Lykketoft og Peter Thomson), hvor der var særlig fokus på implementeringen af Parisaftalen og FN’s verdensmål. Efterfølgende har Tomas Anker Christensen været særlig rådgiver for FN’s særlige udsending på klima, Michael Bloomberg.
Tomas Anker Christensen tiltræder i sin nye rolle den 1. februar med base i København og vil få kontor i både Udenrigsministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Pressekontakt:
Udenrigsministeriet:
Presserådgiver for udenrigsministeren, Poul Kjar, tlf. +45 41 86 59 75
Presserådgiver for udviklingsministeren, Maria Westh, tlf. +45 50 77 86 64
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet:
Presserådgiver Lasse Bendtsen, tlf. +45 41 72 38 84
Kontakter
Maria WesthPresserådgiver
Tlf:50778664mawest@um.dkInformation om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Kongeriget Danmarks 7. ICCPR-rapport5.10.2026 14:26:57 CEST | Nyhed
Kongeriget Danmark har fremsendt sin 7. periodiske ICCPR-rapport til FN’s Menneskerettighedskomité. Rapporten kan læses her. [se vedlagte filer]
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 09:21:34 CEST | Nyhed
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Udenrigsministeren: Kasakhstan og Usbekistan åbner nye muligheder for Danmark30.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Besøget i Usbekistan og Kasakhstan skal styrke Danmarks relationer til to af regionens vigtigste lande, åbne nye muligheder for dansk erhvervsliv og bidrage til et stærkere europæisk aftryk i Centralasien. Derfor rejser udenrigsministeren fra den 30. september til den 3. oktober til Almaty og Astana i Kasakhstan og Tasjkent i Usbekistan.
Udviklingssamarbejdet styrkes med nye Strategiske Partnerskaber29.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen indgår 19 Strategiske Partnerskaber, der skal styrke dansk engagement i udviklingslande og skabe resultater i tæt samspil med lokale partnere. Der lægges op til en samlet årlig ramme på 1,5 mia. kr. i perioden 2027-2031.
Regeringen vil afsætte 850 millioner kroner til virksomheder, der investerer i udviklingslande28.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder får nu bedre adgang til at investere i udviklingslande, når en række erhvervsinstrumenter lanceres i dag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
