Erhvervsministeriet

Regeringen opretter nyt råd for virksomheders samfundsansvar

Del
Virksomhederne er nøglespillere, når samfundets udfordringer skal løses. Derfor vil regeringen oprette et nyt uafhængigt råd, der skal styrke virksomheders samfundsansvar og engagement i FN’s verdensmål.

Regeringen styrker arbejdet med virksomhedernes samfundsansvar. Det sker ved at samle to eksisterende råd til ét, så viden og erfaring deles bedre. Arbejdet med virksomhedernes samfundsansvar deles i dag af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) og Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst.

Det nye råd skal sætte fokus på de muligheder, FN’s verdensmål rummer for virksomhederne, både når det handler om ansvarlig, bæredygtig produktion og om at inkludere udsatte mennesker på arbejdsmarkedet.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Virksomhederne er altafgørende for, at vi kan nå verdensmålene. Med det nye råd vil vi samle den stærkest mulige kreds af virksomheder og organisationer til at arbejde for, at erhvervslivet engagerer sig i vores samfundsmæssige udfordringer og hjælper med at løse dem. Det betyder, at vi skal styrke virksomhedernes arbejde med samfundsansvar på mange niveauer; fra det lokale sociale ansvar til det globale ansvar for produktion.”

Med det nye råd vil regeringen følge op på handlingsplanen for FN’s verdensmål fra marts, hvor regeringen forpligtede sig til at understøtte virksomhedernes arbejde med verdensmålene. Det gælder blandt andet, at flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, at sikre et godt arbejdsmiljø (verdensmål 8), samt at bæredygtig produktion og cirkulær økonomi skal fremmes (verdensmål 9, 12 og 13).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen:

”Det danske arbejdsmarked er i fin form, og vi har vi et stærkt udgangspunkt for at realisere FN’s verdensmål. Men vi skal udnytte fremgangen til at hjælpe flere udsatte ind på arbejdsmarkedet. VFSA-virksomhederne og Dialogforum gør i dag et stort arbejde for at sætte virksomhedernes sociale ansvar på dagsordenen, og den indsats styrker vi nu ved at samle kræfterne i ét råd. Det er vigtigt, at flere virksomheder får øjnene op for, at der kan være sund økonomi i at tage udsatte ledige ind, og her forventer jeg, at det nye råd kommer til at løfte en vigtig opgave.”

I dag er Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst placeret under Erhvervsministeriet, mens Virksomhedsforum for Socialt Ansvar(VFSA) hører hjemme under Beskæftigelsesministeriet.

De nuværende ressourcer til indsatsen fastholdes, men midlerne til VFSA vil blive overført til Erhvervsministeriet og indgå i den samlede betjening af det nye råd. 

Beskæftigelsesministeren og erhvervsministeren vil hvert år afholde et møde om virksomhedernes samfundsansvar, hvor rådets anbefalinger drøftes.

Regeringen forventer at offentliggøre kommissorium og sammensætning af det nye råd i begyndelsen af 2018.

Læs mere om regeringens handlingsplan: 
http://www.stm.dk/multimedia/2017_handlingsplan-for-fn-verdensmaalene.pdf

Kontakt: Erhvervsministeriet: Presserådgiver Jesper Christiansen, tlf. 91 33 70 17 / jec@em.dk.

Nøgleord

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.em.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Nyt organ skal sikre hurtigere adgang til fremtidens behandling for danske patienter6.4.2024 10:34:17 CEST | Pressemeddelelse

Virksomheden TÜV SÜD Denmark MHS skal være såkaldt bemyndiget organ for certificering af medicinsk udstyr i Danmark. Det har Lægemiddelstyrelsen og EU-Kommissionen netop besluttet efter et udbud fra Erhvervsministeriet. Organet kan nu begynde arbejdet, så innovativt medicinsk udstyr hurtigst muligt kan komme på markedet til gavn for patienter, sundhedsvæsenet og life science-industrien.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye