Udenrigsministeriet

Regeringen ønsker at udsende en dansk fregat til en fransk hangarskibsgruppe i 2019

Del

Som led i det dansk-franske sikkerhedspolitiske samarbejde ønsker regeringen i foråret 2019 at udsende en dansk fregat til en fransk hangarskibsgruppe i Middelhavet og Det Indiske Ocean.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil i næste uge meddele Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at regeringen ønsker at udsende en dansk fregat til en fransk hangarskibsgruppe i foråret 2019. Udsendelsen sker på baggrund af en fransk invitation og vil være med til at udvikle Søværnets kapaciteter samt styrke danske og franske flådeenheders evne til at indgå i fælles operationer.

Bidraget forventes udsendt til hangarskibsgruppen i 3-4 måneder fra foråret 2019 og vil hovedsageligt skulle opholde sig i Middelhavet og Det Indiske Ocean. For den danske fregat vil det primære formål med deployeringen være samtræning med de franske enheder samt øvrige partnere som f.eks. USA og Storbritannien. Den danske fregat vil samtidig få mandat til at indgå i det samlede forsvar af hangarskibsgruppen. 

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Frankrig er en af Danmarks nærmeste allierede. Vi står ofte skulder ved skulder i internationale operationer. Derfor ser regeringen meget positivt på den franske anmodning om et dansk fregatbidrag. Bidraget indebærer en operativ gevinst for det danske forsvar, og understreger det tætte og tillidsfulde sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde med Frankrig.”

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger:

”Det er en god opgave for Søværnet at skulle udsende en fregat til en fransk hangarskibsgruppe. Det er med til at udvikle vores egne kapaciteter og styrke evnen til at samarbejde med det franske forsvar. Dermed står vi bedre rustet til i fællesskab at imødegå trusler mod europæisk sikkerhed. Samtidig er det også et klap på skulderen til de dygtige folk i Søværnet, at man fra fransk side inviterer os til at deltage i hangarskibsgruppen”

Forud for Statsministerens udmelding har regeringen den 24. august 2018 rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn. Forud for udsendelsen af fregatten vil der blive fremsat et beslutningsforslag til behandling i Folketinget.  

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 Købehavn K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Nyt dansk bidrag på 100 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningsfond23.9.2018 10:22pressemeddelelse

Regeringen har besluttet at bidrage med 100 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningsfond. Det danske bidrag er en markant støtte til Fonden, der arbejder for stabiliseringen af lande, der har været, er eller kan blive ramt af voldelige konflikter. Det sker gennem hurtig, fleksibel og risikovillig finansiering af konfliktløsnings- og stabiliseringsindsatser. FN’s generalsekretær Antonio Guterres har gjort Fonden til et centralt element i reformen af FN’s freds- og sikkerhedsarbejde.

Alvorlig kritik af forvaltningen på fiskeriområdet20.9.2018 11:30pressemeddelelse

Kammeradvokaten har undersøgt udvalgte sager på fiskeriområdet på baggrund af en række forhold som Udenrigsministeriet blev opmærksom på i efteråret 2017. Kammeradvokaten finder, at forvaltningen har været meget imødekommende over for erhvervet generelt, og at administrationen har været mangelfuld og fejlbehæftet. Samlet set vurderer Kammeradvokaten, at forvaltningskulturen på området har været meget kritisabel. Undersøgelsen viser ikke tegn på korruption, strafbare forhold eller favorisering af enkelte fiskere. Eva Kjer Hansen vil have området undersøgt yderligere.