Erhvervsministeriet

Regeringen nedsætter vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi

Del

Regeringen nedsætter nyt vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. Vækstteamet skal komme med anbefalinger til bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv, når det gælder muligheder for at bruge den grønne omstilling og øget digitalisering til vækst og innovation. Formand for vækstteamet bliver CEO i COWI Lars-Peter Søbye.

Dansk erhvervsliv har i dag en særlig styrkeposition inden for produktion og udvikling af grøn energi- og miljøteknologi. Samtidig kan digitaliseringen i form af data, digitale service-platforme og smarte enheder få stor betydning for udviklingen af fremtidens forretningsmodeller på det energi- og miljøteknologiske område.

Disse tendenser rummer store vækstmuligheder for Danmark og danske virksomheder. Regeringen nedsætter derfor et nyt vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. Vækstteamet skal give anbefalinger til regeringen om rammevilkårene for, at virksomheder kan realisere digitaliseringens potentiale til at skabe innovation og eksport, der samtidig gavner en mere bæredygtig fremtid. Nedsættelsen af vækstteamet skal derfor sikre, at erhvervsudvikling og grøn omstilling fortsat kan gå hånd i hånd.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

"Regeringen ønsker, at Danmark fortsat skal være et foregangsland på det grønne område. Det viser ambitionsniveauet i energiudspillet, og det viser regeringens øvrige politik på det grønne område. Vi har bl.a. også sat en ambition om at fordoble eksporten af energiteknologi frem mod 2030. Den stigende integration af nye digitale teknologier i energi- og miljøsystemet har dog ændret præmisserne for energi- og miljøbranchen radikalt. Derfor nedsætter regeringen et vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi, som skal styrke rammevilkårene for virksomhedernes innovation og udvikling af nye forretningsmodeller til gavn for Danmark og den grønne omstilling."

Formand for vækstteamet Lars-Peter Søbye:

"Jeg er meget glad for tilliden og for opgaven som formand for vækstteamet for grøn energi- og miljøteknologi. Det er afgørende vigtigt for dansk erhvervsliv og Danmark, at vi bevarer vores globale førerposition. Jeg glæder mig til at rulle ærmerne op og arbejde tæt sammen med en række af de andre stærke aktører i branchen og de involverede ministerier. Mulighederne i det globale marked for grøn energi er gigantiske;Der skal f.eks. investeres 13.500 mia. USD frem mod 2030 for at opfylde Parisaftalens målsætninger. Vi har en enestående mulighed for at levere de løsninger, verden i stigende grad efterspørger, men vi skal have overvundet nogle barrierer; f.eks. i forhold til at udnytte det store potentiale inden for Big Data og digitale løsninger. I de kommende seks måneder vil vi udvikle en række anbefalinger til regeringen. De vil være konkrete, målbare og realistiske. Danmarks vinderopskrift er at fastholde det tætte parløb mellem politikere og virksomheder."

Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt:

”Regeringen har fremlagt et ambitiøst energiudspil, der fastholder Danmark som et foregangsland på energi og klima mange år ud i fremtiden. Det er målet, at Danmark skal have det mest integrerede og fleksible energisystem i verden. Det nye vækstteam skal derfor fodre regeringen med nye ideer og tænke stort i forhold til brugen af digitaliseringens muligheder, så vi realiserer målet og fastholder den grønne førertrøje.”

Miljø- og Fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen:

”Jeg ser store muligheder for at udvikle og anvende digitale løsninger på miljøområdet til at sikre øget effektivitet og et bedre miljø inden for bl.a. vand, luftløsninger og præcisionslandbrug. Derfor er det godt, at vi nu får et Vækstteam, der ser på mulighederne for dette.”

Udenrigsminister Anders Samuelsen:

“Danske virksomheder er verdensførende i eksport af miljø- og energiteknologi. Der står danske møller i den største vindmøllepark i Afrika. Og i Chicago, USA, har en række danske vandvirksomheder fået foden inden for hos de amerikanske forsyningsvirksomheder. Med regeringens nye energiudspil lægger vi op til en styrket indsats for at øge eksporten af energiteknologi. Jeg ser frem til vækstteamets arbejde og bud på, hvordan vi fastholder og udbygger vores førerposition på eksport af miljø- og energiteknologi. Eksporten er nemlig afgørende for dansk vækst, velstand og arbejdspladser.”

Vækstteamet for grøn energi- og miljøteknologi består af følgende medlemmer:

  1. Lars-Peter Søbye, CEO, COWI (Formand)
  2. Mads Nipper, CEO, Grundfos
  3. Steen Donner, Adm. Direktør, DTU Science Park
  4. Hanne Christensen, Managing Director, Water, Rambøll
  5. Märtha Rehnberg, Partner, DareDisrupt
  6. Helene Egebøl, CEO, Schneider
  7. Claus Madsen, CEO, ABB Danmark
  8. Christian Venderby, Senior Vice President, Vestas
  9. Martin Manniche, Stifter, Formand og CEO, Greenwave Systems
  10. Malou Aamund, Direktør, Google Danmark
  11. Johanne Staugaard Johansen, Stifter og CEO Maple

Nøgleord

Kontakter

Jesper Ingemann, Presserådgiver, Erhvervsministeriet. Tlf.: 91 39 194 14 e-mail: jesing@em.dk

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.evm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum