Udenrigsministeriet

Regeringen giver 19,5 mio. kr. til minerydning i Irak

Del
Regeringen øger støtten til FN’s minerydningsaktiviteter i Irak med 19,5 mio. kr. Minerydning er afgørende for civilbefolkningens sikkerhed, og at flere fordrevne kan vende hjem. De tidligere ISIL-besatte områder i Irak er efterladt med enorme mængder sprængstof. ISIL har bl.a. gemt miner i møbler, legetøj og skolebøger for dermed at fortsætte deres terror efter befrielsen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger: ”ISIL’s terrorregime har medført enorme ødelæggelser i Irak, og deres omfattende brug af sprængstoffer og miner har fortsat store konsekvenser for lokalbefolkningen. Med det nye danske bidrag hjælper vi med at øge sikkerheden i Irak, så hjælpeorganisationer kan få adgang til områderne, og der kan etableres basal infrastruktur såsom el, vand og sundhedsydelser. Samtidig understøtter vi indsatsen for at sikre, at flere fordrevne kan vende hjem. Det nye bidrag bekræfter det stærke danske engagement i Irak.”

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger: ”Danmark og de øvrige lande i koalitionen har bragt ISIL’s selverklærede kalifat til fald. Det betyder dog ikke, at den brutale terrororganisation er neutraliseret, og derfor bekæmper koalitionen fortsat ISIL aktivt i både Irak og Syrien. Det er dog ikke nok at bekæmpe ISIL militært, vi skal også hjælpe irakerne med at skabe sikkerhed og stabilitet. Jeg finder det meget positivt, at vi fra dansk side kan bidrage til minerydningsindsatsen, og på et møde i Ottowa i Canada med koalitionens øvrige kernelande har jeg præsenteret bidraget, og jeg har slået fast, at Danmark forsat vil støtte indsatsen mod ISIL både militært og med humanitære bidrag.

FN’s minerydningsorganisation har siden 2015 på baggrund af en anmodning fra den irakiske regering ydet støtte til stabiliseringen af befriede områder i Irak.

Baggrund

Danmarks indsats i Irak og Syrien er en del af et bredt dansk engagement, der bl.a. omfatter freds- og stabiliseringsindsatser, militære operative bidrag og humanitære bidrag. Støtten til minerydningsindsatsen i Irak knap 20 mio. kr. finansieres med midler fra den interministerielle Freds- og Stabiliseringsfond, som både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet bidrager til. Der er tale om en ekstraordinært Bidrag, der udmøntes gennem det regionale freds- og stabiliseringsprogram for Syrien og Irak (2016-2018), som har et samlet budget på 557 millioner kroner. I alt vil Danmark nu støtte forskellige minerydningsaktiviteter i Irak og Syrien med 144 mio. kr. i rammen af freds- og stabiliseringsprogrammets treårige forløb.

For yderligere information kontakt Anne Ege, presserådgiver for udenrigsministeren, 41532526

                                            Forsvarsministeriets pressevagt, 72810400                                       

Kontakter

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye