Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Regeringen: Danmark skal klimasikres bedre

Del
Danmark er alt for sårbar overfor massivt regnfald. Der skal gang i klimatilpasningen rundt om i landet. Derfor foreslår regeringen en gennemgribende ændring af reglerne, der skal gøre det lettere og billigere at lave tiltag, der kan håndtere de stigende vandmængder og beskytte danskerne mod oversvømmelser ved massiv regn.

Reglerne for klimatilpasning til stigende mængder regnvand er forældede, komplekse og for bureaukratiske. Derfor præsenterer regeringen nu et samlet udspil til nye regler, der skal sikre flere og billigere tiltag til regnvandshåndtering.

”Den seneste måneds oversvømmelser viser tydeligt, at klimaforandringerne allerede er en realitet i Danmark. Vi har set massive vandmængder, byer, der står under vand og folk, der bliver evakueret. Det har store konsekvenser for de mange mennesker, der er påvirket. Vi skal blive langt bedre til at håndtere de store vandmasser”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Håndtering af stigende regnfald er historisk set sket ved at udvide kloakrør nede i jorden. I dag laves klimatilpasning også over jorden ved fordybninger i parker og langs veje. Det er ofte både billigere, hurtigere og til mindre til gene for borgerne, da det kræver et langt mindre anlægsarbejde. Men de nuværende regler sikrer ikke i tilstrækkelig grad, at der laves de effektive og billigere løsninger.

Det er en enorm opgave at sikre klimatilpasning, og reglerne er ikke fulgt med tiden. Det betyder, at der ikke er blevet lavet tilstrækkelig klimatilpasning, til at sikre danskerne mod oversvømmelser. Regeringen foreslår derfor en gennemgribende sanering af reglerne, så vi kan få sat gang i projekterne ude i kommunerne”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

De nuværende regler fra 2016 foreskriver, at klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal medfinansiering på 25%. Det har i praksis medført færre projekter, da projekterne er underlagt kommunernes anlægsloft og derfor har indgået i en samlet prioritering sammen med eksempelvis børnehaver og skoler. Det betyder, at vandselskaberne har været nødt til at lave de dyrere projekter under jorden, som de kan gennemføre alene, og det er dyrt for danskernes vandregning. Med de nye regler vil regeringen give vandselskaberne bedre mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne.

”Når vi skaber bedre muligheder for, at vandselskaberne selv kan gennemføre moderne og effektiv klimatilpasning over jorden, så kan vi få op mod 4 gange så meget klimatilpasning for pengene. Det er et helt oplagt sted at sætte ind. Der er virkelig meget at hente. Både kommuner og vandselskaber har i årevis efterspurgt en løsning, og derfor kan det undre, at den tidligere regering undlod at ændre reglerne”, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Udspillet skal forhandles med partierne bag vandsektorloven, og regeringen forventer at kunne indgå en aftale i løbet af foråret.

Baggrund

I dag er der flere forskellige regelsæt, der regulerer vandselskabernes klimatilpasningstiltag, som ikke spiller sammen. Med udspillet foreslår regeringen en række forenklinger, og samler de forskellige regelsæt i et. Det skal gøre det lettere at anvende og administrere reglerne. Desuden bliver det muligt for flere aktører at deltage i projekterne, og reglerne begrænses ikke til bestemte geografiske områder. Som noget nyt vil regeringen have udarbejdet en mekanisme, der sikrer, at pengene bruges samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.

Udspillet indeholder en række tiltag, der skal sætte gang i klimatilpasningen:

  • Selskaber betaler 100 % af omkostningerne til håndtering af regnvand. Kommuner og private betaler som hidtil, for udgifter der alene er deres (legepladser, lygtepæle etc.).
  • Der indføres tilsyn med, at projekter betalt over vandtaksten er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige.
  • Selskaber får mulighed for at være projektleder og andre parter i projekterne skal ikke længere lægge ud for vandselskabernes del.
  • Tillæg ensartes, så alle tillæg til selskabernes indtægtsramme til klimatilpasningsprojekter omfattes af effektiviseringskrav.
  • Dokumentationskrav harmoniseres og indberetningerne digitaliseres.
  • Selskaberne får bedre mulighed for at samarbejde på tværs af områder og aktører.

Nøgleord

Kontakter

presserådgiver Anna Munck, tlf. 23 69 10 73 e-mail: anmun@kefm.dk

Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K

41723805http://kefm.dk

I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.

Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

NEKST: 10 anbefalinger skal sætte tempo på udfasningen af gas i danske hjem14.3.2024 07:59:13 CET | Pressemeddelelse

Den nationale energikrisestab, NEKST, præsenterer 10 håndgribelige anbefalinger til, hvordan der hurtigere kan blive sagt farvel til gas i danske hjem. Danskerne skal blandt andet have klar besked om mulige varmeløsninger, og der er hastighed at hente i at strømline praksis i kommunerne. Arbejdsgruppen har vendt hver en sten og peger på helt konkrete barrierer, der står i vejen for grønnere og stabile varmeløsninger til danskerne, siger Lars Aagaard.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye