Red Barnet om ny fattigdomsrapport: Uacceptabelt, at børn fra fattige familier er tilskuere til andre børns fællesskaber
Jeg kunne ikke lide at fortælle, at vi er sådan en familie, der ikke har ret mange penge. Så jeg løj for mine klassekammerater og sagde, at jeg skulle noget andet og ikke kunne komme med.
Nogenlunde sådan lyder 16-årige Roses udsagn i Egmont Rapporten 2021, som er udkommet i dag. Ordene kunne lige så godt være sagt af et barn eller en ung fra en af Red Barnets sommerferielejre eller familieoplevelsesklubber. Det er nemlig præcis den slags bekymringer og følelse af skam, der fylder alt for meget hos børn, der vokser op i økonomisk fattigdom i Danmark.
Egmont Rapporten 2021 slår fast med syvtommersøm, at fattigdom har alvorlige konsekvenser for børn. At børn, der vokser op i fattigdom, halter bagud på uddannelsesniveau, er i dårligere trivsel end deres jævnaldrende kammerater og står uden for fællesskabet. Rapporten bekræfter det billede, som Red Barnet kender fra sit arbejde og tidligere undersøgelser, og det gør kun rapportens konklusioner desto mere alarmerende.
– Rapporten viser, at vi som samfund ikke er blevet et hak bedre til at hjælpe børn fra fattige familier med at flytte sig tilstrækkeligt. Det er på tide at handle. Særligt når undersøgelser igen og igen peger på, at en barndom i fattigdom har store konsekvenser, som ofte rækker ind i voksenlivet. Vi skal gribe børnene, sikre deres trivsel og sørge for, at de får samme muligheder for at uddanne sig og komme ind på arbejdsmarkedet som andre børn. Vi skal sørge for, at de er en del af fællesskabet og ikke føler, at samfundet har opgivet dem på forhånd, siger Red Barnets stedfortrædende generalsekretær, Janne Tynell.
Kalder på en handleplan
Derfor kalder Red Barnet på politisk handling, som kan give børnene og deres familier den fornødne støtte.
– Det er godt, at vi meget snart skal i gang med at diskutere et nyt ydelsessystem. Men det er ikke nok. I Red Barnet opfordrer vi politikerne til også at iværksætte en national handleplan med konkrete mål, der sætter retningen for, hvordan vi bekæmper fattigdom og dens indgribende konsekvenser for børnefamilier, siger Janne Tynell.
Red Barnet anbefaler, at handleplanen indeholder konkrete indsatser, som både forebygger fattigdom og afbøder konsekvenserne for de ramte familier. Indsatserne skal blandt andet sikre familiernes levegrundlag, at de har råd til sunde liv og passende boliger, og at børnene har adgang til fritidsfællesskaber på lige fod med andre børn.
– Vi kan ikke acceptere, at vi i dag har så mange tusinder af børn, der lever i fattigdom i et velfærdssamfund som det danske. I vores arbejde og i adskillige undersøgelser ser vi, at en opvækst i fattigdom har alt for store konsekvenser. Vi og mange andre civilsamfundsaktører står klar til at tage ansvar og bidrage til at ændre situationen for børnene og deres familier, siger Janne Tynell.
Hun peger på, at Red Barnet har flere indsatser, der blandt andet støtter børn i at komme ind i positive fællesskaber med andre børn. Ferie, fritidsfællesskab og familieoplevelser er blot noget af det, der ikke er en selvfølgelighed for fattige familier – og som det ungepanel, der optræder i Egmont Rapporten, netop beder om hjælp og støtte til.
– Det, de unge beder om, kræver ikke raketvidenskab at indfri. Men det kræver politisk vilje og samarbejde på tværs af sektorer. Det burde vi være verdensmestre i her i Danmark. Det skylder vi at vise de børn, der føler sig glemt og klemt, og som ofte ender med at blive tilskuere til andre børns fællesskaber, siger Janne Tynell.
Derfor har Red Barnet samlet fem anbefalinger til politikerne:
1. Skab et nyt og enkelt ydelsessystem
Løft alle børn ud af fattigdom i et nyt ydelsessystem. Mange familier i fattigdom mangler overskud i hverdagen og farer vild i systemet. Derfor er det fuldstændigt afgørende, at det nye ydelsessystem bliver enkelt og overskueligt. Så man kan overskue sin økonomi som familie og ved, hvad man kan få støtte til.
2. Drop egenbetaling i daginstitutioner, skole og fritidshjem
Lav retningslinjer, der tilskynder til, at der ikke indgår egenbetaling på skoleudflugter og aktiviteter i skole og klub, så har alle lige mulighed for at være med. Sørg for ordentligt it-udstyr og internetadgang til både børn og forældre i familien, så alle har mulighed for at deltage i fællesskabet i skolen, i fritiden og på forældreintra.
3. Giv børn den nødvendige hjælp til et aktivt fritidsliv og fritidsjob
Udbred økonomisk støtte til kontingent, udstyr og transport, så alle børn har lige adgang til foreningslivet. Lav følgeordninger og fritidsvejledning, som bygger bro mellem hjemmet og fritidsaktiviteten for børn fra foreningsuvante familier. Tænk civilsamfundet ind. Hjælp børn fra fattige familier i gang med et fritidsjob, som kan styrke personlige, sociale og faglige kompetencer og have positiv indflydelse på tilknytning til fællesskab og uddannelse.
4. Støt adgangen til gode oplevelser
Giv børn og familier i fattigdom adgang til netværk og gode oplevelser gennem klubber og ferielejre. Det giver et pusterum fra en trængt hverdag. Gør det enkelt og overskueligt for forældrene, og tænk civilsamfundet ind.
5. Afskaf forventningsfattigdom
Kvalificér lærer- og pædagoguddannelserne, og sørg for ressourcer og tid til det relationelle arbejde, så de voksne omkring børnene kan være gode rollemodeller, der tror på og har forventninger til det det enkelte barn. Giv ikke op på forhånd, men hav øje for det enkelte barns potentiale.
Kontakter
Gitte Bank de ThurahPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkInformation om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Tusindvis af elever lærer om retten til at være sig selv på Børnerettighedsdagen: ”For mange børn føler sig forkerte i skolen”20.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Over 200 skoler har tilmeldt sig Red Barnets fejring af Børnerettighedsdagen. Her vil eleverne lære om deres egne rettigheder. I år sætter Red Barnet særligt fokus på børns ret til at være den, man er.
Hver dag bliver 78 børn dræbt, lemlæstet, bortført eller udsat for seksuel vold i verdens konflikter4.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport fra Red Barnet viser, at antallet af børn, der lever i konfliktzoner, er vokset voldsomt. Ikke siden Anden Verdenskrig har verden oplevet så meget krig og konflikt. Det internationale samfund skal gøre meget mere for at beskytte børn og sikre fred i uroplagede regioner, lyder det fra Red Barnet.
Red Barnet holder et minuts stilhed for Gazas børn: Nu skal vi skabe en fremtid for dem, der er tilbage24.10.2025 14:30:28 CEST | Pressemeddelelse
Pausen i kamphandlingerne i Gaza giver anledning til håb, men der skal mere til. Der er brug for en massiv indsats for at bremse katastrofen i Gaza, hvor behovet for hjælp er enormt.
Red Barnet om ny lov: Børn er markant bedre beskyttet mod grooming24.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I en ny analyse gør Red Barnet status på to år med en grooming-paragraf i lovgivningen. I perioden har der været 364 anmeldelser og 12 domme om grooming. Snapchat er brugt aktivt i over halvdelen af sagerne. Med lovændringen har børn fået langt bedre mulighed for at rejse en sag om grooming, vurderer Red Barnet. Men analysen afdækker også store geografiske forskelle, som bør undersøges, så alle børn uanset postnummer er lige godt beskyttet af loven.
23 organisationer i fælles opråb til kommunerne: Afhjælp konsekvenserne af børnefattigdom og stigende fødevarepriser9.10.2025 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fødevarepriserne er på himmelflugt, og antallet af fattige børnefamilier er steget. Derfor skal det kommende kommunalvalg også handle om, hvordan vi hjælper de 49.500 børn, der vokser op i fattigdom, mener 23 organisationer. I dag præsenterer de 10 anbefalinger til kommunerne, der skal sikre, at færre børn – uanset postnummer – lider under de vidtrækkende konsekvenser af børnefattigdom.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum