Publikum bakker op om dansk film
NY RAPPORT. Dansk film spiller en vigtig rolle for publikum, der både vil underholdes og engageres. Den nye rapport om publikums vurdering af danske spillefilm viser også et tydeligt ønske om et dansk alternativ til amerikanske film.

I 2020 udgav Det Danske Filminstitut en stor undersøgelse af danske spillefilms betydning og kvalitet. Nu viser en opdatering af rapporten for 2022, at danske film fortsat står stærkt i publikums bevidsthed, og at både forventningerne til og oplevelsen af, hvad de reelt bidrager med, fortsat ligger højt.
Hvor vigtigt er det, at der laves danske film? Og hvorfor er det vigtigt? Hvad er det, som dansk film kan og bidrager med? Det er nogle af de spørgsmål, Filminstituttets opdatering af rapporten 'Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet' afdækker.
Hent raporten: 'Publikums vurdering af dansk spillefilms betydning og kvalitet 2022'
Skal underholde og sætte tanker i gang
I undersøgelsen tilkendegiver i alt 86 % af de adspurgte, at det er vigtigt, at der laves danske film. I alt oplever 74 %, at danske film appellerer til dem.
Der er flere faktorer, der driver publikums ønsker til de danske spillefilm. Lysten til at blive godt underholdt er det parameter, der scorer højst, men centralt står også ønsket om, at danske film skal sætte tanker i gang og give noget at samles og tale om.
Undersøgelsen benytter sig fortsat, som i 2020, af fire parametre til at måle dansk films betydning – nemlig den emotionelle, intellektuelle, kreative og sociale betydning.
Nye parametre supplerer rapporten
Den nye måling fra 2022 er desuden udvidet med tre nye betydningsparametre, som supplerer de oprindelige fire: individ, samfund og social brobygning. På de nye betydningsparametre springer særligt tre forhold i øjnene:
For det første tilkendegiver en stor del af de adspurgte, at de ønsker, at danske film skal engagere, afspejle en dansk virkelighed og repræsentere et alternativ til amerikanske film og serier.
Undersøgelsen spørger også ind til kulturel betydning i forhold til evnen til at bygge bro mellem kulturer. Her er det i særlig grad de yngre målgrupper, der vurderer det som vigtigt, at danske film evner at være inkluderende i forhold til minoriteter. Således vurderer 60 % af de unge voksne mellem 15 og 34 år det inkluderende aspekt som vigtigt.
Endelig peger undersøgelsen også ret entydigt på, at biografen stadig fungerer som forstærker for den gode filmoplevelse. Film set i biografen vurderes markant bedre på alle parametre, end hvis de bliver set hjemme. De opleves mere underholdende og rørende, men den største forskel ses i forhold til den sociale betydning.
Filminstituttets direktør Claus Ladegaard siger om undersøgelsen:
"Publikum ved billetlugen viser igen og igen, at danske film er eftertragtede. Med denne analyse får vi bekræftet, at filmene også står stærkt i danskernes bevidsthed. At betydningen af danske film ikke findes alene i deres evne til at fortælle fængende historier, der underholder, men også i deres evne til at reflektere en mangfoldig dansk virkelighed og inspirere til engagement og samtale."
Metode
Undersøgelsen bygger på en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse med mere end 2.500 respondenter i aldersgruppen 15-79 år.
Respondenterne har forholdt sig til en række generelle spørgsmål og er efterfølgende blevet præsenteret for 50 specifikke film med premiere i perioden 2018-2021.
Kontakter
Anders Budtz-JørgensenKommunikationsmedarbejder
Tlf:+45 3374 3528andersbj@dfi.dkBilleder

Vedhæftede filer
Information om Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut er en kulturinstitution under Kulturministeriet. Vores mål er at skabe de bedst mulige vilkår for, at dansk film, spil og billedbårne fortællinger kan udgøre en bærende kulturfaktor med høj kunstnerisk kvalitet og kulturel værdi, og at fastholde dansk films stærke position i både ind- og udland.
Følg pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Danske Filminstitut
Det Danske Filminstitut tilbyder filmoplevelser i hele landet23.6.2022 16:20:03 CEST | Pressemeddelelse
I august og september rykker Filminstituttet ud i landet med et omfattende Open Air-program. Med 25 filmaftener under åben himmel besøger Cinemateket syv danske byer fra Aalborg til Ølstykke. Ud over det filmiske roadshow tilbyder Filminstituttet en række andre filmoplevelser til hele landet i det kommende år.
Filminstituttet søsætter nyt storstilet digitaliserings- og formidlingsprojekt med fokus på dokumentarfilm fra perioden 1960-19902.6.2022 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Danske Filminstitut er klar til endnu et massivt ryk for udbredelsen af den danske filmarv. Denne gang med fokus på en helt central periode i dansk dokumentarfilm og med en nordisk formidlingsoverbygning, der skal styrke en fællesnordisk kulturforståelse og udveksling.
Skuespilpris til Holy Spider i Cannes29.5.2022 02:48:20 CEST | Pressemeddelelse
PRISER. Ali Abbasis 'Holy Spider' blev hædret lørdag aften på Cannes Festivalen med prisen for bedste kvindelige skuespiller til Zar Amir Ebrahimi. Vinder af Guldpalmen blev Ruben Östlunds svensk-danske 'Triangle of Sadness'.
Bedre kønsbalance i dansk film24.5.2022 04:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En langsigtet indsats fra Filminstituttet og filmbranchens side for at skabe bedre balance mellem kønnene bærer nu frugt både foran og bag kameraet.
Gabriel Bier Gislason og Annette K. Olesen til Tribeca19.4.2022 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
FESTIVAL. Gabriel Bier Gislasons debutfilm, den romantiske gyser 'Natten har øjne', og Annette K. Olesens ensembledrama 'Ingen kender dagen' er udtaget til den prominente Tribeca Filmfestival i New York i juni.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum