ErhvervsstyrelsenErhvervsstyrelsen

”Professionelle venner” fik Bolette og de sårbare unge på Vestsjælland styret mod uddannelse og job

Del
I Slagelse og Kalundborg er flere hundrede sårbare unge hjulpet videre mod uddannelse og beskæftigelse i et socialfondsstøttet inklusionsprojekt. Opskriften er enkel: Følg de unges behov – også for socialt samvær, brug komprimeret ”snusepraktik” og lad dem møde voksne, der lytter og bygger bro til uddannelse.
Bolette Ahlmann genfandt kursen mod en uddannelse efter gode samtaler med "professionelle venner" i Karrierestart i Kalundborg, blandt andre koordinator Mie Alving Larsen. Foto: SUME
Bolette Ahlmann genfandt kursen mod en uddannelse efter gode samtaler med "professionelle venner" i Karrierestart i Kalundborg, blandt andre koordinator Mie Alving Larsen. Foto: SUME

Mødet med samfundets krav om at komme i uddannelse kan være tungt og vanskeligt, hvis man er ung, sårbar, har en diagnose eller kæmper med et misbrug. På Vestsjælland har over 200 sårbare unge mellem 18 og 30 år fået en helt anderledes indføring til en erhvervsuddannelse som deltagere i socialfondsprojektet SUME.

Gennem projektet har de oplevet korte ”snuseforløb”, hvor de på fire intense timer har snuset til et uddannelsesområde.

De har fået hjælp fra dygtige undervisere, der har givet dem tryghed i deres valg, og de har mødt effektiv brobygning mellem jobcentre, praktik og uddannelser. Og så har de ikke mindst deltaget i en række sociale aktiviteter, som har rystet de unge sammen og givet dem selvtillid og fornyet gåpåmod.

Sammenlagt har indsatserne skabt en sikker tømmerflåde for de sårbare unge, og resultaterne taler for sig selv: Af de 231 unge, som har deltaget i projektet, er næsten halvdelen enten begyndt på en erhvervsuddannelse, en videregående eller anden uddannelse efter projektet. 183 af de 231 unge er blevet opkvalificeret gennem basisforløb i Slagelse og Kalundborg.

I SUME-projektet har man både fulgt de unges færd igennem projektperioden og i tiden efter projektet, der sluttede i august.

”Vi har motiveret op mod 95 procent af de unge, som har deltaget i SUME. De er enten kommet i uddannelse og er blevet opkvalificeret, er kommet videre i virksomhedspraktik eller er fortsat i andre uddannelsesforløb eller projekter, som bringer dem nærmere en uddannelse. Andre er kommet i arbejde undervejs i projektet og er blevet selvforsørgende. Det er et resultat, vi er fantastisk stolte af,” siger SUME-projektleder Trine Jandorf fra Zealand Business College i Slagelse, der var lead partner på projektet.

Bolette fik hjælp af en mentor

26-årige Bolette Ahlmann måtte efter gymnasiet opgive sin drøm om at blive frisør. Hendes ”batterier var flade”, som hun siger, og derfor ledte hun efter en erhvervsuddannelse, hvor hun kunne bruge sine hænder og kreativitet. I Karrierestart, som er SUME-basisforløbet i Kalundborg, fik hun hjælp af undervisere, som blev en stor støtte for hende.

”Karrierestart hjalp mig på vejen mod mit uddannelsesvalg, og jeg kunne også tale med dem om min situation, og om hvordan jeg oplevede verden. Det var meget motiverende,” siger Bolette Ahlmann.

Under hele det tre år lange projekt har det vigtigste i SUME været de sårbare unge og deres behov, der kræver en særlig indsats.

”Mange af de unge har aldrig fået en ordentlig eksamen i 9. klasse, nogle mangler et 2-tal i dansk og matematik, og det er det niveau, mangestarter på. En del har diagnoser, og andre er misbrugere, men vi havde ikke fokus på diagnoser, men på de unges egen situation, behov og struktur i hverdagen. Det er jo bare unge, der har haft det svært ved at finde den rette vej,” siger Trine Jandorf.

Projektledelse trådte i baggrunden

SUME står for ”Særlig Ungeindsats med Effekt”, og projektledelsen valgte fra starten at skære ressourcerne til sig selv ned til det allermest nødvendige.

”Vi droppede bureaukratiet, der normalt hæmmer god idéudvikling, og vi overlod flere timer i projektet til de faglige medarbejdere. Skal man have udrettet noget, skal der være mindre snak og mere action,” siger Trine Jandorf.

Hun nævner fire områder, hvor SUME også har skilt sig ud: Mentorer, ultrakorte praktikforløb, en koordineret praktikindsats og sociale aktiviteter på det rigtige tidspunkt.

SUME har brugt mentorer til at skabe en sikker overlevering af de unge fra jobcentrene til ungdomsuddannelserne. Det meste af arbejdet har ligget i hænderne på mentorer og undervisere ansat i jobcentrene, som flere unge har lært at kende som ”professionelle venner”, der har hjulpet med balancen på broen mellem ledighed og uddannelse.

”Vi har set en række eksempler på, at trygheden ved ”de professionelle venner” har skabt afklaring hos de unge – uden at de skulle igennem en række lange, uoverskuelige forløb,” forklarer Trine Jandorf.

Praktikforløbene, der normalt varer en til to uger, er blevet skåret ned til komprimerede praktikforløb, ”snusepraktik”, for de fleste af uddannelsesområderne. SUME valgte korte seancer på ca. fire timer, hvor de unge fik en intro til et brancheområde.

"Fire timer kan reelt gavne, for lange praktikforløb lykkes ret sjældent, og vores unge ville ikke med til ”åbent hus” på praktikstederne, fordi de simpelthen ikke kendte nogen,” forklarer Trine Jandorf.

Praktiksamarbejde lever videre

SUME har også forbedret koordineringen af praktikindsatsen mellem jobcentre og uddannelsesinstitutioner. En del virksomheder oplevede at få henvendelser om praktikophold fra forskellige aktører.  Som led i projektet blev der derfor indført fællesmøder mellem jobcentrene og uddannelsesinstitutionerne, og samarbejdet med navnet ”Praktikpladssamarbejde” fortsætter nu efter SUME’s afslutning.

FAKTA OM SUME - Særlig Ungeindsats med Effekt

Lead partner: Zealand Business College. Støttet med 4 mio. kr. af EU’s Socialfond. Projektperiode: 9. august 2016 til 31. august 2019. Projektet havde fokus på ungdomsuddannelse for unge med ”særlige udfordringer”. Gennem aktiviteter og afklarende individuelle og opkvalificerende udviklingsforløb blev de unge   gjort klar til en kompetencegivende uddannelse. Forløbene omfattede forskellige virksomhedspraktikker og samarbejde med mentorer og coach. Læs mere om SUME her

Og så er en hovedaktivitet kommet til undervejs i projektet: Sociale aktiviteter, som har haft uvurderlig betydning for de unge. Det gælder ikke mindst SUME’s sommerlejr, der opstod, da Trine Jandorf og kollegerne i jobcentrene erfarede, at de unge generelt oplevede sommerferien som lang, fordi mange af de aktivitetsforløb, de følger, er lukket hen over sommeren.

Sammen med det store socialfondsprojekt Komm Udd og Projekt Job-bro til uddannelse, som begge arbejder med den samme målgruppe, og som oplevede de samme udfordringer, blev der hurtigt arrangeret et fem ugers program i sommerferien med både sociale og faglige aktiviteter.   

”De havde brug for noget socialt til at binde dem sammen og skabe selvtillid, fordi mange af dem kæmper med en masse personlige problemer og diagnoser. Og da det var det, de sagde de havde behov for, så gjorde vi selvfølgelig det,” forklarer projektlederen.

Aktiviteterne var helt i tråd med SUME’s grundprincip: For de unges skyld.

”De unge formåede med campen at komme over en normalt stillestående sommerferieperiode med motivationen i top. De brugte campens aktiviteter til at komme videre mod uddannelse, og de brugte udfordringerne til at ruste sig til at træffe seriøse valg om uddannelse og job, selvom det ikke var det direkte formål med sommer-campen,” forklarer Trine Jandorf.

Desuden gav det medarbejderne på tværs af projekterne en god erfaringsudveksling om netop denne gruppe af unge.

I alt 231 unge er blevet henvist til SUME-projektet fra jobcentrene i Slagelse og Kalundborg kommuner. Projektets mål har været at få så mange som muligt i gang med en erhvervsuddannelse. Det lykkedes for Bolette Ahlmann, som via SUME’s ”snuseforløb” blev sporet ind på glarmesteruddannelsen på EUC Nordvestsjælland i Audebo. Det var et godt match, og i dag er Bolette i glarmesterlære med et 12-tal som afslutningen på grundforløbet bag sig.

”Jeg har fået en god start på min karriere i SUME, og samtalerne med min mentor har bakket mig op. Jeg stoler på mig selv, jeg kan, og jeg vil,” siger Bolette Ahlmann.

Kontaktinfo: Projektleder på SUME Trine Jandorf, Zealand Business College, Slagelse - 41 33 48 29 eller tgja@zbc.dk 

FAKTA Om EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst. Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.

Nøgleord

Billeder

Bolette Ahlmann genfandt kursen mod en uddannelse efter gode samtaler med "professionelle venner" i Karrierestart i Kalundborg, blandt andre koordinator Mie Alving Larsen. Foto: SUME
Bolette Ahlmann genfandt kursen mod en uddannelse efter gode samtaler med "professionelle venner" i Karrierestart i Kalundborg, blandt andre koordinator Mie Alving Larsen. Foto: SUME
Download
Bolette Ahlmann har fundet sig til rette i uddannelsen som glarmester efter rådgivning i SUME. Selvtilliden er i top efter et 12-tal på grunduddannelsen. "Jeg stoler på mig selv, jeg kan, og jeg vil", siger hun. Foto: SUME
Bolette Ahlmann har fundet sig til rette i uddannelsen som glarmester efter rådgivning i SUME. Selvtilliden er i top efter et 12-tal på grunduddannelsen. "Jeg stoler på mig selv, jeg kan, og jeg vil", siger hun. Foto: SUME
Download
Bolette Ahlmann har fundet sig til rette i uddannelsen som glarmester efter rådgivning i SUME. Selvtilliden er i top efter et 12-tal på grunduddannelsen. "Jeg stoler på mig selv, jeg kan, og jeg vil", siger hun. Foto: SUME
Bolette Ahlmann har fundet sig til rette i uddannelsen som glarmester efter rådgivning i SUME. Selvtilliden er i top efter et 12-tal på grunduddannelsen. "Jeg stoler på mig selv, jeg kan, og jeg vil", siger hun. Foto: SUME
Download

Information om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg

3529 1700https://udviklingidanmark.erhvervsstyrelsen.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

”Målet er at være nummer et i verden på bæredygtighed i vores branche”19.4.2024 07:48:00 CEST | Pressemeddelelse

Indtil for nylig havde virksomheden Real Safety i Esbjerg ikke haft en struktureret tilgang til den grønne omstilling, da det ikke for alvor havde været et tema for kunderne. Forventningen er dog, at stigende fokus på bæredygtighed vil give virksomheder med en tydelig grøn profil konkurrencefordele, og det har gjort det interessant for Real Safety at sætte konkrete bæredygtighedsinitiativer i gang.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye