Danmarks Idrætsforbund

PRM: Økonomisk håndsrækning fra IOC til dansk Skole-OL

Del
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tildelt Skole-OL knap en halv million kroner til olympisk undervisningsmateriale til danske skolebørn.

IOC, står bag programmet Olympic Solidarity, som blandt andet støtter bredidrætten med ønsket om at få flere til at dyrke idræt. Et mål for den internationale olympiske komité er også at bringe olympiske værdier som fairplay og venskab ud i samfundet – især til børn og unge. Derfor har IOC set positivt på en ansøgning fra DIF (nationalolympisk komité i Danmark) om økonomisk støtte for 75.000 US dollars (knap en halv million kroner) til olympisk undervisningsmateriale for 4.-7. klassetrin.

Skole-OL er OL i børnehøjde og et koncept, som DIF i samarbejde med blandt andre Dansk Atletik Forbund har udviklet siden 2009. I 2017 satte legene deltagerrekord med 48.900 elever fra 2.352 klasser. Rekorden forventes at blive slået igen i 2018, hvor der dystes i atletik, bowling, bueskydning, ergometerroning, svømning og parasport i lokale stævner fra Sæby i nord til Maribo i syd.

”Vi er meget stolte over Skole-OL i DIF. Konceptet er vokset og vokset siden 2009, og Skole-OL har fortsat et kæmpe potentiale på flere niveauer. Det er vi glade for, at IOC har lagt mærke til og bakker op om med knap en halv million kroner til undervisningsmateriale. Den økonomiske håndsrækning viser, at IOC langt fra kun har fokus på guld, sølv og bronze, men at mange af organisationens tv- og reklamepenge også tilfalder bredden,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og en af bagmændene bag Skole-OL. Han fortsætter:

”Skole-OL bygger i sin nuværende form primært på fysiske aktiviteter for folkeskolens mellemtrin, men hvorfor stoppe her? Vi har længe ønsket at bygge undervisningsmateriale på Skole-OL, så børnene lærer om de olympiske værdier og den olympiske historie. Det bliver nu muligt, og det kommer ikke til at handle om eliten, men blandt andet om fairplay, fællesskab og målrettethed. Værdier som ikke kun gælder i sportens verden, men alle steder i livet,” slutter Morten Mølholm Hansen.  

Om Skole OL
Skole OL er OL i børnehøjde og afvikles i 2018 for tiende gang i træk. I begyndelsen var der udelukkende atletikdiscipliner på programmet. De er over årene blevet suppleret med bueskydning, ergometerroning, svømning og i år også bowling og parasport.

Skole OL hylder de olympiske værdier herunder fællesskab, venskab og fairplay. Der er store ambitioner for udbredelsen af Skole OL, som ikke mindst skal ses i lyset af folkeskolereformens 45 minutters idræt og bevægelse om dagen.

Før konkurrencerne begynder, er der åbningsceremoni, som består af, at den skoleolympiske ild tændes, nationalmelodien synges, taler afvikles og indmarchen finder sted. På den måde ’låner’ Skole OL flere af de olympiske traditioner.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik Forbund (DAF) står bag Skole OL, som støttes af TrygFonden og Nordea-fonden. DIF og DAF samarbejder desuden med flere andre specialforbund og kommuner om Skole OL. Finalen afvikles i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, som ikke blot leverer rammerne, men også tre millioner kroner årligt.  Læs mere på www.skoleol.dk

Om Olympic Solidarity
Olympic Solidarity er et IOC-program, der har til formål at støtte de nationale olympiske komitéer i en fortsat sportslig udvikling. Programmet støtter blandt andet potentielle olympiske atleter, udvikling af trænere og ledere samt udbredelsen af den olympiske bevægelse.

Olympic Solidarity er drevet af den Internationale Olympiske Komité. Pengene i programmet kommer fra IOC’s salg af tv-rettigheder, og samlet set uddeler Olympic Solidarity i perioden 2017-2020 mere end 500 millioner US dollars. Ansøgninger til Olympic Solidarity i Danmark går gennem DIF.

Yderligere kommentarer:
Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, 21663774

Kontakter

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

63 20 61 00https://www.dif.dk

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Store danske virksomheder og topatleter: Det ligger i vores DNA - Ingen vinder alene17.4.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Nu er der kun 100 dage til OL begynder i Paris. Kampagnen ’Ingen vinder alene’ sætter fokus på Danmarks unikke tilgang, når der skal opnås verdensklasse: Sammenhængen mellem bredde og elite. Danmarks olympiske partnere Salling Group, Danish Crown, Toyota, Poul Schmith og paralympisk partner Elsass Fonden er gået sammen med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund for at vise, hvorfor vi som land bliver ved med at lykkes med at skabe verdensstjerner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye