PRM: DIF samler danmarksmesterskaber i én uge
18.9.2019 06:30:00 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Først skete det i Sverige. Så blev det Norge. Og nu er turen kommet til Danmark. I stedet for at afvikle DM i atletik i én weekend, DM i cykling i én anden og DM i rulleskøjteløb i én tredje weekend, så vil DIF i 2021 i anledning af forbundets 125-års fødselsdag begynde en ny tradition. Forbundet vil samle en rækker DM’er i forskellige idrætsgrene og afvikle dem henover en enkelt uge. Ambitionen er at skabe en kæmpe folkefest, som skal gentages hvert år forskellige steder i Danmark:
”Vi har længe ville samle en række DM’er ét sted. Nu er anledningen der i forhold til vores kommende 125-års fødselsdag, så nu er det bare at komme i arbejdstøjet, så vi kan skabe en folkefest sammen med en udvalgt kommune, de store tv-stationer og naturligvis vores specialforbund og deres atleter, som er dem, det hele handler om,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF. Han fortsætter:
”Uden at forklejne nogen, så har vi flere mindre idrætter, som har svært ved både at tiltrække tilskuere og medier, når de afvikler DM. Ved at samle en række danmarksmesterskaber ét sted og afvikle det hele i et tætpakket program, så skaber vi pludselig et attraktivt medieprodukt. Vi gør det samtidig attraktivt at overvære som tilskuer, når man om formiddagen fx kan se højdespring og hækkeløb i atletik, om eftermiddagen enkeltstart i landevejscykling og om aftenen beachvolley – måske på den samme entrebillet. Måske bliver DM-ugen ligefrem værd at rejse efter som tilskuer. Det er i hvert fald, hvad vi ser, at der er sket i Sverige og Norge, som har afholdt SM-veckan og NM-veka i flere år.”
Endnu er der ikke lavet konkrete aftaler med nogen specialforbund, men en lang række af DIF’s 62 specialforbund har vist stor interesse og ser en kæmpe fordel i at samle idrætterne og skabe et attraktivt DM-produkt til danskerne.
Aalborg som værtsby
Aalborg Kommune har vist stor interesse for at skabe en folkefest med de ypperste danske idrætsstjerner og blive den første værtsby til en DM-uge. Derfor har DIF og Aalborg Kommune underskrevet en hensigtserklæring om at afvikle den første DM-uge i historien i uge 25 i 2021. Målet er som nævnt ikke, at DM-ugen skal være en engangsforestilling, men at den skal gentages hvert år fremover, som det også sker i Sverige og Norge. Derfor gælder hensigtserklæringen med Aalborg Kommune også for både 2021 og 2022.
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune, siger:
”Vi vil rigtigt gerne være værter for Danmarks første DM-uge, for idræt og sport ligger dybt i Aalborgs DNA. Det er perfekt for både idrætsudøvere og publikum at kunne bevæge sig rundt i Aalborg og få både kendte og ukendte sportsoplevelser. I Aalborg udvikler vi store oplevelser sammen – det har vi gjort mange gange sammen på kryds og tværs af kommune, foreninger og frivillige – og nu skal vi udvikle DM-ugen til nye spændende højder sammen med DIF.”
Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune er glad for at man er gået i tæt dialog med DIF om værtskabet:
”Vi vil idræt og sport i Aalborg. Vi tør satse på nyt, vi ved at den lokale opbakning er stor, og vi har faciliteter af høj kvalitet til det. Vores omdannede havnefront, Vestre Fjordpark, Aalborg Stadion og Skovdalen Atletikstadion er blot nogle af de steder, der kan skabe oplevelser for både idrætsudøvere og publikum centralt i Aalborg. Vi har netop afsluttet et succesfuldt idrætsmøde – et event vi tror kan skabe store synergier sammen med DM-ugen. Sådanne kæmpeevents har altid brug frivillige, og jeg er sikker på, at Aalborgs gode foreningsliv vil bakke talstærkt op.”
Erfaren eventchef i spidsen for DM-ugen
For at sætte turbo på ambitionerne, har DIF ansat Mads Bang Aaen, der som projektleder skal udvikle det endelige DM-uge koncept og lave konkrete aftaler med specialforbund, medier, Aalborg Kommune og andre samarbejdspartnere.
Mads Bang Aaen har nærmest gjort det til sin levevej at udvikle og afvikle store idrætsevents. Han har eksempelvis været involveret i VM i brydning i 2009, EM i volleyball 2013, VM i bueskydning i 2015, EM i svømning 2017 og VM i ishockey i 2018 og kommer fra en stilling som volunteer manager for det kommende EM i fodbold, hvor flere kampe afvikles i Parken.
Yderligere info:
Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF, 21663774
Thomas Kastrup Larsen, borgmester i Aalborg Kommune, 99311501 (via sekretær)
Mads Duedahl, sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune, 25201900
Kontakter
Morten Mølholm HansenAdministrerende direktør
Tlf:43262025 / 21663774mmh@dif.dkJakob DraminskyOL-presseansvarlig / Kommunikationsansvarlig
Tlf:43262024 / 28893678jdr@dif.dkInformation om Danmarks Idrætsforbund
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 9.000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Nye anbefalinger fra DIF skal få flere unge til at vælge bestyrelsesarbejdet til9.5.2026 13:21:38 CEST | Pressemeddelelse
På weekendens årsmøde har DIF præsenteret nye anbefalinger til, hvordan de unge får mere indflydelse i forbund og foreninger. De unge skal føle, at de kan gøre en forskel, fortæller Gustav fra DIF’s Udviklingsråd for Unge.
Bordtennis Danmark vinder DIF-prisen som Årets Specialforbund 20269.5.2026 12:37:38 CEST | Pressemeddelelse
Stor medlemsfremgang særlig blandt de unge, et godt år sportsligt og flere klubber der tilbyder træning for 60+ var de overbevisende resultater, der betød, at Bordtennis Danmark fik flest stemmer, da 63 forbund afgjorde, hvem der er Årets Specialforbund 2026. Danmarks Motor Union og Dansk Golf Union var også nomineret til prisen.
Presseinvitation: Akkreditering til DIF DM-ugen 267.5.2026 11:11:01 CEST | Pressemeddelelse
Sæt kryds i kalenderen og akkreditér dig til DIF DM-ugen 2026, som finder sted i Herning 22. juni til 28. juni 2026.
Outdoorcentre på vej til hele landet7.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne er mere aktive i naturen end nogensinde, men der mangler steder i skove og naturområder, som idrætsudøvere og andre friluftsmennesker kan bruge. Det skal en donation på godt 100 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden ændre på.
40 virksomheder mødte FGU-elever i Svendborg: “Vi kan være med til at gøre en forskel”6.5.2026 13:05:47 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Idrætsforbund (DIF), Svendborg Rabbits og FGU Syd- og Midtfyn samlede i dag virksomheder og elever for at styrke de unges vej til job og skabe nye samarbejder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
