Krüger A/S

Power2X kan blive det nye grønne eventyr for Danmark

Del

Power2X er endnu en fremragende mulighed for vandsektoren i Danmark, og vi skal samle os og spille aktivt ind i det samarbejde, der skal til for at få projekterne i gang, så vi kan få den nødvendige erfaring med regulering, roller, teknologier, grænseflader og forretningsmodeller.

Med udsigt til en enormt øget el-energiproduktion i Danmark de kommende år, er der kommet fokus på, at grønne brændstoffer kan blive en ekstra gevinst og værdifuld for det danske samfund. 

Den grønne omstilling i Danmark skal i høj grad drives af “elektrificering,” men der er også område hvor elektrificering ikke er en mulighed, og hvor der i stedet skal kigges efter andre alternativer til fossile brændstoffer. Derfor kan overskydende strøm fra kæmpestore havvindmølleparker og solcelleanlæg anvendes til produktion af grøn brint. Den grønne brint kan så anvendes direkte eller videreforarbejdes til at erstatte fossile produkter i fx skibs- og flytrafik og tung transport.

Kodeordet er Power2X. Det går ud på at anvende grøn strøm og vand til at producere grøn brint, der kan anvendes direkte eller indirekte til produktion af andre grønne produkter. I den direkte anvendelse erstatter den grønne brint fossile brændsler i transport- og energisektoren. I indirekte anvendelse bruges brinten sammen med f.eks. kvælstof eller kulstof til at fremstille ammoniak eller metan, metanol, e-benzin/diesel, jet fuel. Skibstrafikken kan fx sejle på ammoniak, som også kan bruges i grøn kunstgødning til landbruget. De andre brændstoffer kan erstatte eksisterende fossile brændstoffer i bl.a. transportsektoren.

Der er i 2022 indgået en bred politisk aftale om, at Danmark allerede i 2030 skal have 4-6 GW elektrolysekapacitet. Teknologierne til elektrolysen er parate nu, og de bliver selvfølgelig hele tiden forbedret. Lige nu mangler der kulstof, så etableringen af grønt brint produktion vil samtidig skabe et nødvendigt og stort pres på udviklingen i at producere kulstof (f.eks. Carbon Capture fra CO2) samt etablering af infrastruktur til elektrolyse- og produktionsanlæg til de grønne brændstoffer.

Der produceres i alt ca. 400 mio. m3 drikkevand om året i Danmark. Vi har faktisk rigeligt grundvand i Danmark, om end det er ujævnt fordelt, og der derfor opleves reelt pres nogle steder. Især fund af forskellige miljøfremmede stoffer i grundvandet presser forvaltningen af vores drikkevandsressourcer.

Hvilken type vand kan bruges i Power2X projekter?

  • Havvand
  • Renset spildevand udledt fra renseanlæg
  • Overfladevand fra søer, åer, regnvandsbassiner og markdræn
  • Grundvand (også fx afværgeboringer og terrænnært grundvand af ringe kvalitet)

Alle disse vandtyper vil skulle renses yderligere for at kunne indgå i elektrolyseprocessen på et Power2X anlæg.


Elektrolyse kræver store mængder vand
Krüger A/S vurderer at udviklingen har et stort potentiale for vandbranchen. Det handler om at udnytte vores grønne ressourcer, men samtidigt om at beskytte vores miljø. Og i forhold til Power2X handler det om at anvende den grønne strøm bedst muligt, samtidig med at vores vandressourcer forvaltes bedst muligt.

Elektrolyse processerne i forbindelse med brintproduktion kræver store mængder meget rent vand – også kaldet ultra-rent vand. Der er allerede en lang række Power2X projekter under udvikling rundt om i Danmark. Men ingen er nået så langt, at der er fuldskala produktion i gang. De skal alle bruge store mængder vand, både til elektrolyseprocessen og til køling. Hvis de 6 GW elektrolysekapacitet realiseres inden 2030, skal anlæggene bruge op mod 30 mio. m3 vand til produktion og køling.


Samspil mellem aktører er afgørende

Det store spørgsmål er, hvordan vandressourcerne skal forvaltes. Her kommer kommunerne som forvaltere af vandressourcer ind i billedet. Kommunerne vil gerne have Power2X projekter, for det kan give indtægter og arbejdspladser. For forsyningsselskaberne, der har stor ekspertise i vandinfrastruktur og drift, kan det blive et ekstra forretningsben at skulle levere vand. Skal de fx levere renset spildevand til et Power2X projekt, får spildevandet en ekstra værdi - og kan bruges igen og dermed bidrage til nogle af de ressourceloops, vi ønsker at skabe.

Forsyningerne kan også levere grundvand/drikkevand, og i princippet også afsaltet havvand eller overfladevand. Noget af vandet skal bruges til elektrolysen og noget af det til køling, og det behøver ikke stamme fra samme kilde. Men både kommuner og forsyningsselskaber skal passe godt på vandressourcerne, for de er ikke uendelige. Der er også andre problemstillinger. Fx kommer der spildevand ud af elektrolyseprocessen, som man skal finde den bedst mulige håndtering af - og hvem skal stå for det?

Skal Power2X projekter blive en succes, kræver det omtanke. Det kræver velvilligt og proaktivt samspil og samarbejde mellem kommuner, forsyningsselskaber, projektudviklere og leverandører. Og der skal handles nu.

Vi har en unik mulighed for at få det i gang i Danmark, hvor sektorsamspillet er lidt foran resten af verden, og hvor der både er afsat udviklingsmidler og eksisterer en transparent energi- og vandsektor.

Komplekse overvejelser og mange interesser
Skal forsyningsselskaberne levere vand til Power2X projekterne, der måske ikke bliver økonomiskbæredygtige på kort sigt, men som til gengæld bidrager markant til en grøn energiomstilling? Og kan - og vil - forsyningsselskaberne tage forpligtelsen ved levering af ultra-rent vand?

Hvis selskaberne skal stå for at levere vand, skal der laves et grundigt forarbejde for at afklare ressourcerne og sammensætningen. Hvad koster fx afsaltet havvand sammenlignet med de andre muligheder? Ved at bruge renset spildevand går man perfekt ind i den cirkulære tanke. Men hvad kræver det at rense det, så det er klar til Power2X. Og bruger man mere energi på at rense vand, end man kan producere i brint? Hvis man vælger den ene eller den anden løsning, hvad betyder det så for miljøet og for klimaaftrykket? Der er stadig mange ting at diskutere og afveje, før man kan tage en endelig beslutning.

Der er en god mulighed for forsyningsselskaberne til at medvirke yderligere i den grønne omstilling, gennem sektorkobling, gennem ekspertise i forhold til vandforvaltning og gennem konkret leverance af vand, der samlet set gavner forretningen. Krüger indgår allerede i flere samarbejder om Power2X og har erfaring med at hjælpe med både rådgivning om ressourceforvaltning og implementering af de konkrete teknologier, der producerer det ultra-rene vand.

Der er samtidig en række muligheder for ressourceloops og genvinding, som forsyningerne også kan drage fordel af, f.eks.:

  • Oxygen/ilt kan genvindes til bundbeluftning på renseanlæg. Den kan fås næste gratis fra PtX projekter, fordi der kommer meget store mængder af den.
  • Varmeoverskud fra elektrolyseprocesserne, der kan udnyttes til fjernvarme eller afsaltning af havvand.
  • Spildevandsstrømme i renseprocesserne, der ved biologisk behandling kan bruges til at producere biogas og vand til genbrug i processen.

Lad os komme i gang…

Power2X er endnu en fremragende mulighed for vandsektoren i Danmark, og vi skal samle os og spille aktivt ind i det samarbejde, der skal til for at få projekterne i gang, så vi kan få den nødvendige erfaring med regulering, roller, teknologier, grænseflader og forretningsmodeller.

Denne artikel er oprindeligt bragt i magasinet Teknik & Miljø august 2022

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Krüger A/S

Krüger A/S
Krüger A/S
Gladsaxevej 363
2860 Søborg

39 69 02 22https://www.kruger.dk/

Krüger A/S er en internationalt orienteret miljøvirksomhed med speciale i bæredygtig vandbehandling. Vi arbejder som rådgivere, entreprenører og leverandører af teknisk udstyr inden for drikkevand, procesvand og spildevand og bidrager herigennem sammen med vores kunder til at bevare, udvikle og genvinde ressourcer, som er afgørende for menneskers liv. Mange af vores løsninger er patenterede teknologier udviklet i tæt samarbejde med forsyninger og universiteter. 

Krüger er et datterselskab i Veolia Water Technologies, en del af den verdensomspændende Veolia-koncern med mere end 180.000 medarbejdere. Veolia leverer løsninger indenfor Vand, Energi og Genanvendelse, og arbejder målrettet på at genvinde, genanvende og bevare verdens ressourcer.

Følg pressemeddelelser fra Krüger A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Krüger A/S

Årsregnskab 20213.6.2022 11:39:26 CEST | Nyhed

Årets resultat endte negativt, men ordreindgangen i 2021 blev bedre end længe for Krüger, og lover godt for de kommende år. Efter flere år med kraftig påvirkning fra nedgang i internationale aktiviteter, ser fremtiden lysere ud med en øget ordreindgang. Desuden fortsatte firmaet sine investeringer i digitale og bæredygtige løsninger, som er vigtige bidrag til den grønne omstilling. De seneste år har Krüger oplevet en kraftig nedgang specielt i internationale aktiviteter, men det billede ser ud til at vende, da firmaet kom ud af 2021 med en ordreindgang på over 600 MDKK. Til sammenligning omsatte Krüger i 2021 for 460 MDKK, og kom ud af året med et tab på 13 MDKK. Med til billedet hører, at Krüger fortsatte sine satsninger inden for bl.a. digitalisering og landbaseret fiskeopdræt. Krüger ser store perspektiver for disse forretningsområder, både økonomisk men også for at bidrage markant til en bæredygtig omstilling. Den øvrige forretning med klimatilpasning, effektiv udnyttelse af infras

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum