Potentiale for vækst: Ny måling viser, at kun hver femte SMV arbejder med innovation eller arbejder innovativt

I målingen svarer hver femte af alle de adspurgte SMV’er, at de arbejder med innovation i ”høj grad” eller ”i meget høj grad”. Hver tredje SMV svarer, at de slet ikke eller kun i mindre grad arbejder med innovation.
Innovation er dog på radaren i de ikke-innovative SMV’er: Næsten hver anden i den gruppe svarer, at innovation er nødvendig for at kunne klare sig i konkurrencen, og hver femte vil gerne i gang med at være innovativ.
”Tallene viser, at der er meget mere innovation at hente i vores SMV’er. Vi ser et kæmpestort potentiale i at få flere virksomheder til at interessere sig for innovation og skabe innovative forretningsmodeller, produkter og løsninger,” siger Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Irrelevant for hver fjerde SMV
Målingen giver nogle konkrete svar på de barrierer, som virksomhederne oplever: To ud af fem blandt de ikke-innovative SMV’er mener, at innovation er irrelevant, og hver femte siger, at det ikke er vigtigt for virksomhedens kunder. Desuden er manglende ressourcer og udsigten til en usikker eller lille gevinst barrierer for hver femte SMV, viser målingen.
Hver tredje af de innovative SMV’er er drevet af et ønske om at tiltrække nye kunder eller at udvikle nye produkter. Hver fjerde gør det for at styrke kundeoplevelser, tilpasse sig markedet og udvikle brands. Innovation er mest udbredt i større SMV’er med 50-249 ansatte, og det er særligt inden for information og kommunikation samt industri, at flest SMV’er arbejder med innovation.
SMV-målingen viser også, at mange SMV’er har øje for landets erhvervsklynger, der har som kerneopgave at fremme samarbejde om innovation mellem virksomheder og andre aktører og derfor driver mange innovationsprojekter. Danmark har nu 14 erhvervsklynger, og 17 pct. af de innovative SMV’er har i praksis deltaget i en erhvervsklynge, mens det kun gælder 4 pct. af de ikke-innovative SMV’er. Lidt over halvdelen af de innovative SMV’er kender mindst én erhvervsklynge, mens knap hver tredje finder det relevant at deltage i projekter i erhvervsklynger.
Per Michael Johansen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
”Klyngerne spiller en central rolle for innovationen i SMV’erne, fordi de fungerer som brobyggere mellem virksomheder og videninstitutioner. Vi vil gerne have endnu flere virksomheder til at lykkes med innovation, og nu har vi fået et bud på, hvad der holder mange ikke-innovative SMV’er tilbage. Det giver afsæt for at fortsætte arbejdet med at udvikle de nye erhvervsklynger inden for Danmarks styrkepositioner.”
Forlænget støtte til innovationsprojekter
Innovation er en af de tværgående drivkræfter i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi, og bestyrelsen har medfinansieret en række innovationsprojekter i de senere år. Senest har bestyrelsen på sit møde 2. november 2021 støttet fem eksisterende innovationsprojekter med ca. 42 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.
Et af dem er Sundhedsteknologisk Serviceprogram (SSP), der i over fire år med succes har koblet virksomheder sammen med offentlige sundhedsaktører og videninstitutioner i Nordjylland. Projektet får nu 12 mio. kr. i tillægsbevilling og udvider indsatsen til hele landet.
”Der er en kolossal efterspørgsel på innovationssamarbejder inden for offentlige sundhedsløsninger, og vi har mange virksomheder fra hele landet på venteliste,” siger programleder Trine Søby Christensen, der driver projektet videre i klyngen Danish Life Science Cluster.
FAKTA Om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses SMV-panel
I oktober har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse for anden gang i 2021 afdækket SMV’ernes aktuelle situation og behov på de områder, som er centrale i erhvervsfremmebestyrelsens strategi. Målingen bygger på svar fra over 2.900 SMV’er med op til 249 ansatte. Svarene fra SMV’erne er vægtet efter virksomhedsstørrelse, geografi og brancher, og resultaterne er repræsentative for SMV-segmentet.
Se tallene for SMV’ernes arbejde med innovation
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
- Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med byer over 30.000 indbyggere
Nøgleord
Kontakter
Hvis du vil vide mere om tallene fra SMV-panelet, kan du kontakte:
Søren Munch, kommunikationskonsulent, Erhvervsstyrelsen, sormun@erst.dk og 35 29 17 75
Billeder
Information om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Vejlsøvej 29
8600 Silkeborg
3529 1700https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
”Jeg gik fra at være produktfokuseret iværksætter til at lande investeringer og skalere”18.12.2025 15:49:29 CET | Pressemeddelelse
Hun havde helt styr på finansiel rådgivning, men manglede viden om opstart af virksomhed. Grundlægger i AI-virksomheden Dreamplan, Stine Kalmer Jørgensen, fik vejledning og udviklet kompetencer gennem tilbud, der nu leveres af Virksomhedsudvikling Danmark. Det hjalp hende med at rejse kapital og udvide medarbejderstaben med 12 ansatte. I dag er de 30 medarbejdere, platformen er solgt til flere finansielle aktører og har rundet over 1 mio. brugere.
Millioner til cirkulære løsninger i SMV’er skal skabe bæredygtig vækst2.12.2025 13:41:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer over 92 mio. kr. i cirkulære løsninger i små og mellemstore virksomheder, så de kan øge konkurrenceevnen ved at udnytte deres ressourcer endnu mere effektivt. Der er nu åben for ansøgninger til at få midler.
Nyt innovationsløft skal ruste sjællandske virksomheder til fremtidens udfordringer26.11.2025 17:04:01 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland får nu bedre muligheder for at udvikle nye produkter og services, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger til innovation i SMV’er. 83 mio. kr. skal styrke sjællandske virksomheders samarbejde om innovation og test af løsninger til fremtidens markeder.
Trecifret millioninvestering til erhvervsfyrtårne forstærker danske styrkepositioner21.11.2025 10:43:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står bag en ny markant investering i at udvikle udvalgte erhvervspotentialer til nye markedsmæssige styrkepositioner, der styrker danske SMV’ers produktivitet. Indsatsen er målrettet innovation, testfaciliteter og kvalificeret arbejdskraft.
Trecifret millionindsprøjtning skal få danske SMV’er i front med cirkulær økonomi13.11.2025 14:05:39 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder kan stå for en stor del af de løsninger, som skal få Danmark i mål med klimamålsætningerne – og det kan der være rigtig god forretning i. Derfor investerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 272 mio. kr., der skal styrke over 200 SMV’ers arbejde med at reducere affaldsmængden og øge genanvendelse, mens de øger ressour-ceeffektiviteten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

