Positive takter i C25-selskabernes regnskaber for 3. kvartal 2020
22.12.2020 06:00:00 CET | PwC | Pressemeddelelse

PwC’s nye analyse over 17 ud af 20 ikke-finansielle selskaber i C25-indekset* viser, at selskaberne har opnået en gennemsnitlig vækst i omsætningen på 6 % i 3. kvartal 2020 i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til en samlet omsætningsvækst på ca. 2,7 mia. kr. Det er den næstlaveste gennemsnitlige omsætningsvækst sammenlignet med væksten på årsbasis gennem de seneste 5 år. I 2019 steg omsætningen fx med 11 % i gennemsnit blandt selskaberne i forhold til 2018.
“Vores analyse viser, at COVID-19-pandemien ikke overraskende fortsat påvirker C25-selskaberne, og flere selskaber nævner da også specifikt pandemien som årsagen til et lidt lavere aktivitetsniveau end forventet. Det er primært omsætningsvæksten, der er påvirket, og væksten ligger fortsat langt fra samme niveau, som før COVID-19 indtraf, hvor selskaberne gennem en årrække oplevede tocifrede vækstrater,” fortæller Henrik Steffensen, partner og regnskabsekspert i PwC, der dog også ser positive takter i regnskaberne fra C25-selskaberne.
Indtjeningsevnen forbedret
På trods af den lave omsætningsvækst oplever selskaberne ifølge analysen fremgang i driftsindtjeningen (EBIT) i 3. kvartal 2020 sammenholdt med samme periode i 2019. I gennemsnit oplevede selskaberne således en stigning i indtjeningsvæksten i 3. kvartal 2020 på hele 19 % sammenlignet med 3. kvartal 2019. Til sammenligning oplevede selskaberne et fald i EBIT på 20 % i 2. kvartal 2020.
“Udviklingen i forhold til indtjeningsevnen er heldigvis vendt i forhold til forrige kvartal, og generelt oplever selskaberne atter fremgang, når det gælder deres indtjening, som stiger relativt mere end omsætningen. Det hænger sammen med, at flere selskaber har haft fokus på omkostningerne tidligere på året, hvilket slår igennem nu, og i nogle tilfælde har de formentlig også har kunnet hæve priserne,” siger Henrik Steffensen og tilføjer:
“De har således været hurtige til at tilpasse sig den nye hverdag under COVID-19-pandemien. Lidt teknisk viser analysen, at den andel af omsætningen, som ender på bundlinjen, er større end tidligere - så det tyder på bedre lønsomhed, omend der er spredning mellem selskaberne.”
Han henviser desuden til, at ingen af selskaberne i C25-indekset har haft en negativ driftsindtjening i 3. kvartal 2020. For otte af selskaberne har driftsindtjeningen dog været lavere end samme periode sidste år, mens hele syv ud af ni selskaber med øget indtjening formår at forbedre driftsindtjeningen med over 30 % i forhold til samme periode sidste år.
Investeringerne stiger igen
Investeringerne er i gennemsnit steget med 12 % i 3. kvartal 2020 i forhold til samme periode sidste år. Fem selskaber har investeret en andel af deres omsætning på mellem 0 til 2,5 %, hvilket til sammenligning var fire selskaber i 3. kvartal 2019. Tre selskaber har investeret over 20 % af omsætningen, hvilket til sammenligning var to selskaber i 3. kvartal 2019.
“Analysen indikerer en større spredning i investeringsniveauet blandt C25-selskaberne i 3. kvartal 2020 end i samme periode i 2019. Selvom den store spredning i investeringsniveauet gør det vanskeligt at vurdere investeringsmæssige tendenser, ses alligevel en positiv gennemsnitlig vækst,” påpeger Henrik Steffensen.
*De ikke-finansielle C25-selskaber, som indgår i analysen, er følgende:
- A.P. Møller - Mærsk
- Ambu
- Chr. Hansen
- Coloplast
- DSV Panalpina
- FLSmidth & Co.
- Genmab
- GN Store Nord
- H. Lundbeck
- Novo Nordisk
- Novozymes
- Pandora
- ROCKWOOL
- Royal Unibrew
- SimCorp
- Vestas
- Ørsted
De øvrige ikke-finansielle selskaber - Carlsberg, Demant og ISS - udarbejder ikke kvartalsrapport, hvorfor de ikke indgår i analysen.
Det bemærkes slutteligt, at et selskab maksimalt har kunnet påvirke beregningen af de gennemsnitlige vækstrater med +/- 100 %.
Nøgleord
Billeder

Vedhæftede filer
Information om PwC
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Sommerferien er højsæson for svindel: AI gør direktørsvindel sværere at afsløre6.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerferien er en stille periode i erhvervslivet, men højsæson for målrettet svindel mod virksomheder. Med AI kan svindlere bl.a. bruge voice cloning til at efterligne virksomhedens ledelse. Det øger behovet for klare verifikationsprocedurer og skærpede kontroller i en periode med lavere bemanding og ændrede arbejdsgange, anbefaler PwC.
Det danske forsvarsøkosystem står foran en markant vækst – samarbejde og kompetencer bliver afgørende1.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det danske forsvarsøkosystem befinder sig i en historisk omstilling. Et ændret sikkerhedspolitisk landskab, stigende investeringer og hastig teknologisk udvikling skaber nye muligheder for både Forsvaret, myndigheder, virksomheder og investorer. Det viser PwC's Defence Survey 2026, der bygger på interviews med 38 centrale aktører på tværs af det danske forsvarsøkosystem.
Betal restskat inden fristen og spar penge24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år ender mange danskere med at betale restskat. Nu er det ved at være sidste udkald til at betale, hvis du vil undgå ekstra høje renter.
Gå ikke glip af fradrag: Husk at indberette investeringer i udenlandske depoter22.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. juli er sidste frist for at indberette investeringer i udenlandske depoter. Det er vigtigt at huske, ellers risikerer du at miste retten til fradrag for tab, lyder opfordringen fra PwC’s skatteekspert.
Overvejer du at sælge dit sommerhus? Pas på denne skatteregel1.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommerhuse kan i udgangspunktet sælges skattefrit, men to betingelser kan spænde ben. Særligt ét krav overses af mange, påpeger PwC’s skatteekspert.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum