PKA skærper kravene til kul-industrien

Del

PKA går i dialog med ledelsen i selskaber, hvor 25-50% af forretningsområdet stammer fra kul med henblik på at få selskaberne til at reducere brugen af kul. Samtidigt ekskluderes selskaber, hvor oliesand udgør over 50% af forretningen.

For et år siden traf PKA som det første pensionsselskab i Danmark beslutningen om at sortliste 31 kulselskaber ud fra en økonomisk- og klimamæssig betragtning. Samtidigt indledte PKA dialog med 23 selskaber, hvor 50-90% af forretningen stammer fra kul med henblik på at få selskaberne til at reducere brugen af kul.

I samme periode har PKA øget de grønne investeringer fra 13 mia. kr. til ca. 17 mia. kr.

Nu skærper PKA kravene og indleder dialog med 53 selskaber, hvor kul udgør 25-50% af forretningen med henblik på at få selskaberne til at reducere brugen af kul. Der er typisk tale om mine- og forsyningsselskaber.

Generelt gælder, at selskaberne skal fremlægge en strategi, som viser, hvordan de kan reducere forbruget af kul. Gør de ikke det, vil de blive ekskluderet fra PKA’s investeringsunivers.

”I foråret 2015 sortlistede vi 31 kulselskaber, som siden har tabt mere end 60% af deres værdi, og i samme periode har vores havmølleinvesteringer givet over 7% i afkast. Det viser tydeligt, at vores klimastrategi med at øge grønne investeringer og samtidig udfase kulinvesteringer har været rigtig ud fra både en økonomisk og klimamæssig betragtning. Det er grunden til, at vi nu strammer yderligere op over for kul og anden fossil energi,” understreger PKA’s adm. direktør Peter Damgaard Jensen.

I 2015 har PKA arbejdet på at skabe dialog med 9 af de 23 kulselskaber. Fire af disse viser positive fremskridt, idet de har fremlagt planer for at reducere brugen af kul. Ét selskab er overført til PKA’s observationsliste, idet PKA vil holde et ekstra øje på udviklingen. Fire selskaber er allerede blevet solgt og sat på negativlisten, fordi de ikke har reageret på PKA’s henvendelser. PKA er i gang med at etablere kontakt med de resterende selskaber.

”Vi har fra dag ét været åbne om, at det ville tage tid at opnå dialog med alle 23 selskaber. Kravet har dog været, at de selskaber, vi har været i dialog med inden for et år skulle påvise, at de har en plan, der indeholder tiltag for reduktion af kul i forretningen. Det har fire af selskaberne gjort, og det beviser, at aktivt ejerskab virker. Derfor fortsætter vi ad den vej,” siger Peter Damgaard Jensen.

Ekskluderer oliesand
Strategien føres nu videre til oliesektoren. PKA har allerede ekskluderet to selskaber, hvor udvinding af oliesand udgør over 50% af forretningen. Samtidig vil PKA indlede en undersøgelse, der skal afdække, om der er olieselskaber, der ud fra et klimamæssigt og økonomisk perspektiv, bør ekskluderes, og hvilke det er hensigtsmæssigt at indlede en dialog med – som udgangspunkt samme tilgang, som på kulområdet.

”Oliesand har en lav energieffektivitet, høje udledninger af C02 og kræver en høj oliepris for at være en god forretning. Og oliepriserne har længe ligget lavt. Det har vi taget konsekvensen af og har altså foreløbigt ekskluderet to canadiske olieselskaber,” siger Peter Damgaard Jensen.

Fakta:
PKA’s dialog om kul udvides til:

  1. Dialog med selskaber, hvor 25-50% af forretningsomfanget stammer fra kul, med henblik på at selskabet skal reducere brugen af kul. Selskaber som vil blive berørt er mine- og forsyningsselskaber.

  2. Såfremt ovenstående selskaber ikke fremlægger en strategi, som påviser tiltag til reduktion af eksponeringen mod kul, vil de ligeledes blive ekskluderet fra PKA’s investeringsunivers.

    Ovenstående ændringer fører konkret til, at der vil blive indledt dialog med 53 selskaber. Af disse selskaber er 8 mineselskaber, og de resterende 45 forsyningsselskaber.

Om PKA:
PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedssektoren. PKA har 275.000 medlemmer og en samlet formue på ca. 235 mia. kr.

Information om PKA

PKA
Tuborg Boulevard
2900 Hellerup

39 45 45 45

Følg pressemeddelelser fra PKA

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra PKA