Pioneren og grundlæggeren af Biosa Danmark er død

Del
Erik Nielsen ved Dragebjerggård
Erik Nielsen ved Dragebjerggård

Erik Nielsen, grundlæggeren af Biosa Danmark, sov torsdag den 10. september stille ind i sit hjem i Frederiksværk. Han blev 73 år. Det skete efter længere tids sygdom, hvor han har haft sin familie omkring sig lige til det sidste.

Erik var pioner gennem hele sit liv og vil for altid blive husket for sin driftige og alsidige karriere. En karriere, der startede som regnskabschef for rejsebureauet Spies Rejser, hvorefter han etablerede sig som statsautoriseret revisor. Han var senere med til at stifte banken, der i dag er kendt som Merkur Andelskasse, idet han brændte for at skabe bæredygtig udvikling og fremme social ansvarlighed indenfor bankdrift.

Fra økonomi til økologi

I midten af 80’erne skiftede han det pulserende erhvervsliv ud og etablerede sig som biodynamisk landmand efter at have opkøbt og bosat sig på Dragebjerggård i Frederiksværk, og blev dermed også en aktiv del af foreningen for Biodynamisk Jordbrug, hvor han var sekretær i flere år.

Arbejdet med økologisk og biodynamisk landbrug ledte til, at Erik, sammen med Christian Kruse og Hans Bjerregaard, blev pennefører for udformningen af den første danske økologilovgivning, der havde til formål at fremme udviklingen af økologisk og biodynamisk jordbrugsproduktion. På den baggrund blev Danmark i 1987 således det første land i verden til at vedtage en økologilov.

Økologi og bæredygtighed spillede altid en afgørende rolle i Eriks liv og sammen med sin vedvarende passion for at udvikle og fremme bæredygtige teknologier førte det til, at han op gennem 90’erne begyndte at researche og eksperimentere med fermentering og mikroorganismers indvirkning på planters vækst samt dyr og menneskers sundhed. Dette var startskuddet for etableringen af Biosa Danmark, som han stiftede i 2002, og som sidenhen har udviklet sig til en global virksomhed med salg i over 30 lande.

Biosa, en global familievirksomhed

Biosa producerer og sælger i dag produkter til mennesker, dyr og jord, for at fremme sundhed og vækst på en bæredygtig måde. Foruden Erik har virksomheden gennem mange år været drevet af sønnerne Eli og Ayan, datteren Pernille og hustruen Barbara – på tværs af flere kontinenter.

Pernille, der er bosat i Argentina, har skabt egen produktion og distribution af Biosas mange produkter til det meste af Sydamerika. Ayan, har fra sit hjem i New Zealand, igangsat distribution til store dele af New Zealand, Australien og Asien, mens den ældste søn Eli tilbage i 2018 overtog direktørposten for det danske selskab. I dag leder og styrer Eli alle aktiviteter fra virksomhedens hjerte i Frederiksværk.

Aktiv frem til det sidste

Erik har dog aldrig helt kunnet slippe sit livsværk, idet han frem til sin død stadig var aktiv i Biosa som bestyrelsesformand. Han vil af mange blive husket som en energisk og kompromisløs iværksætter, der om nogen har været med til at sætte et bæredygtigt præg på det danske erhvervsliv. Det er derfor med stolthed, at direktøren og sønnen Eli Dollerup Nielsen forsikrer, at Biosa fortsat vil blive drevet videre af familien i Eriks ånd!

Kontakter

Direktør, Eli Dollerup Nielsen
Telefonnr.: 36 93 75 31
E-mail: eli@biosa.dk

Billeder

Erik Nielsen ved Dragebjerggård
Erik Nielsen ved Dragebjerggård
Download
Biosas samlede bestyrelse 
Fra venstre: Pernille Christiansen, Ayan Biltoft Nielsen, Eli Dollerup Nielsen, Erik Nielsen og Barbara K. Nielsen
Biosas samlede bestyrelse Fra venstre: Pernille Christiansen, Ayan Biltoft Nielsen, Eli Dollerup Nielsen, Erik Nielsen og Barbara K. Nielsen
Download

Information om Biosa ApS

Biosa ApS



Følg pressemeddelelser fra Biosa ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.