Sort/Hvid

Performancekunst for børn (og voksne) på Sort/Hvid

Del
Kickstart efterårsferien med LIVE ART FOR BØRN og udforsk verden med blandt andet performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen, lydkunstneren Goodiepal eller prøv 50 farlige ting, dine forældre aldrig ville give dig lov til derhjemme. For eksempel at slikke på et 9 volts-batteri. Fra den 13. til den 15. oktober 2017 på Sort/Hvids nye teater i Kødbyen.

LIVE ART FOR BØRN er for alle nysgerrige børn og deres voksne. En performancekunstfestival, der begynder på Kulturnatten fredag den 13. oktober og strækker sig over efterårsferiens første weekend, hvor kunstnere undersøger virkeligheden sammen med børn og voksne. Hvem vinder, når Lilibeth Cuenca Rasmussen og tre dansere agerer pinde i et menneskeligt mikadospil? Hvad sker der, når man limer sig selv og sin bedste ven sammen med kontaktlim eller løfter låget på en gryde, mens popcornene popper? Hvilke lyde opstår der, når man sætter strøm til sit barn sammen med musikkunstneren Goodiepal? Og hvad er det, der gør, at tiden kan føles så uendeligt langsom, når ens forældre siger, at man skal ud af døren, mens en halv time kan føles som et mikrosekund, når man sidder med sin iPad?

Alt det og meget mere bliver undersøgt i workshops og performances på festivalen LIVE ART FOR BØRN, hvor børn både kan være aktivt med eller lade være. Fra den 13. til den 15. oktober på Sort/Hvid i Kødbyen varer LIVE ART FOR BØRN fire timer hver dag. Kom når du vil, så længe du vil. Alder ca. 4-12 år (og alle andre med nysgerrigheden i behold).

LIVE ART FOR BØRN er produceret og kurateret af Live Art Danmark, co-produceret og arrangeret af Sort/Hvid og støttet af Statens Kunstfond og Københavns Kommune.

Det er tilladt at fotografere og filme under forestillingerne.

Læs mere på http://www.sort-hvid.dk/projekt/live-art-boern/  og http://liveart.dk

Pressekontakt

Malin Schmidt /60 16 90 31/ malin@sort-hvid.dk

Med venlig hilsen

 

Program

13/10 fra 18-22 (Børn gratis, voksne adgang med Kulturnattens Kulturpas)

14/10 fra 12-16 (Gratis)

15/10 fra 12-16 (Gratis)

Kunsten og kunstnerne bag

MIKADO

MIKADO er Lilibeth Cuenca Rasmussens performance, hvor publikum samarbejder, leger og interagerer med hinanden og danserne. Der opstår et Mikado-inspireret spil ved at erstatte pindene med dansere. Publikum bliver delt i to hold, der konkurrerer mod hinanden. Værket handler om at danse og at score dansere en af gangen, så man samler points for holdet. Lilibeth Cuenca Rasmussen har været i både ind- og udland med sin video- og performancekunst og repræsenterede Danmark på Venedig-biennalen i 2011.

 

JEG SKAL BAARE LIGE…

Det er så typisk. Nu skal du igen slukke for din Ipad, selvom du lige har sat dig med den. Eller så siger forældrene ’lige om lidt’. Og så venter du en evighed på, at der sker noget. Hvad går det egentlig ud på; det med ’bare lige’ eller ’lige om lidt’? Hvorfor synes den ene, at noget varer for længe, mens den anden ikke er begyndt endnu? Hvorfor er nogle ting alt for hurtigt forbi, mens andre varer en evighed?

I JEG SKAL BAARE LIGE varer ingenting mere end fem minutter. Præcis 300 sekunder. Og ingen skal lave noget, som de ikke har lyst til. Workshoppen ledes af tyske Florian Feigl og hans assistent og tolk Karin Bergman. Florian Feigl har arbejdet med performancekunst siden 1997 og har været vist på teatre og gallerier i Danmark, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og adskillige andre lande i Europa og USA.

SMEAR

I SMEAR undersøger den islandske kunstner Örn Alexander Amundason, om man kan skabe ’body art’ for børn. Børn og voksne inviteres til at overveje, hvorfor nogle ting opfattes som forbudte eller grænseoverskridende. Værket blev udviklet i 2015 til BARNETS BÄSTA BIENNAL i Skåne, og vist på kunsthaller i Ystad og Kristianstad.

 

50 FARLIGE TING (alle børn bør prøve)

Har du nogensinde slikket på et 9 volts batteri? Løftet låget på popcornene, mens de popper? Aldrig? Henrik Vestergaard og Daniel Norbacks 50 FARLIGE TING undersøger alt det, voksne normalt advarer deres børn imod – en slags fare-forskning. Alle børn er fareforskere, og nogle performancekunstnere er det også.

 

Goodiepal & Pals

Børn er inviteret til åben musikstue hos Goodiepal, hvor alt kan ske. Goodiepal (aka Kristian Parl) er en kunstner og komponist, som er kendt for sine installationer og performanceforedrag om menneske og maskine, medier, samfund og de regler, der beskriver og bestemmer kommunikationen mellem samfundets enkeltdele.

Nøgleord

Billeder

Links

Information om Sort/Hvid

Sort/Hvid
Sort/Hvid



Sort/Hvid er et af Københavns mest toneangivende teatre, ledet af den internationalt anerkendte dramatiker og instruktør Christian Lollike. Teateret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret. I 2014 skiftede CeféTeatret navn til Sort/Hvid, men blot et halvt år senere brændte det historiske teater. Det nye teater i Staldgade i Den Brune Kødby åbnede i april 2017.

Liveart.dk blev grundlagt i 2004 for at udvikle miljøet for live art og performancekunst i Danmark igennem nytænkende koncepter og projekter. Siden 2004 har Liveart.dk organiseret 10 store internationale festivals for børn og voksne, og over 40 andre events – Samtalekøkkener, bogudgivelser, video serier, symposier, residenser og mere indenfor kunst, kritik og dokumentation.

Følg pressemeddelelser fra Sort/Hvid

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sort/Hvid

Hvem er bange for Pamela Anderson?12.12.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Og hvad gør Pamela Anderson bange? Baywatch-skuespilleren er den celebre hovedperson i en ny horrormusical af AKT1 på Sort/Hvid. Forestillingen spærrer det blonde ikon inde i et badedragtrødt rædselskabinet på scenen for at reflektere over vores tids angst for at være vulgær og overfladisk, uautentisk og fake. Med Pamela som historiens heltinde vil instruktør Niels Erling gøre op med årtiers underkendelse af popkulturens betydning for vor tids moralske forestillingsverden.

Kim Mejdahl graver sin kærlige far frem bag psykopaten25.10.2023 07:47:26 CEST | Pressemeddelelse

Kunstner Kim Mejdahl beskriver sig selv som en ”provinsbøsse fra den vestsjællandske arbejderklasse”. Med sit kommende installationsværk FRISKABTE, der tager udgangspunkt i hans eget liv, forsøger han at finde den kærlige far bagved ”psykopaten”, som Kim kunne finde på at kalde sin alkoholiserede og voldelige far i sine videodagbøger. Installationen åbnes den 16. november på Sort/Hvid. Temaet kredser om homoskam, alkoholmisbrug og dansk arbejderklasse. Han synes selv, at det mest ubehagelige ved hans opvækst er, at den er så almindelig i et Danmark, hvor mere end 100.000 børn ifølge Sundhedsstyrelsen vokser op med alkoholproblemer i hjemmet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye