PensionDanmark investerer i den grønne innovationsvirksomhed Stiesdal A/S

Del
Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab bliver ny investor i Stiesdal, som udvikler flydende fundamenter til havvind, teknologi til energilagring, PtX-teknologi og pyrolyseanlæg til både fangst og lagring af CO2 fra atmosfæren og produktion af grønne brændstoffer.
Visualisering: Stiesdal A/S
Visualisering: Stiesdal A/S

PensionDanmark bliver ny minoritetsaktionær i den danske cleantech-virksomhed Stiesdal, der arbejder for at modvirke klimaforandringer gennem udviklingen af fire forskellige teknologier.

- Vi står stærkt med PensionDanmarks indtrædelse i virksomhedens ejerkreds. PensionDanmark er kendt for at have bæredygtighed og ansvarlighed som en del af DNA’et og for at fokusere på vedvarende energi og jobskabelse. Det passer perfekt til virksomhedens værdier og visioner, siger Henrik Stiesdal, administrerende direktør i Stiesdal A/S.

Stiesdal har siden etableringen i 2016 gjort store fremskridt i udviklingen af innovative løsninger til brug for den grønne omstilling og har formået at indgå i flere bemærkelsesværdige partnerskaber med både danske og internationale virksomheder.

- Investeringen i Stiesdal har et betydeligt afkastpotentiale, samtidig med at det er en virksomhed, der i høj grad kan bidrage til at modvirke klimaforandringer og skabe nye grønne jobs i Danmark. Dermed er den et perfekt match for os, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Stiesdals fire teknologier har alle potentiale til at bidrage til opnåelsen af de globale klimamål. Eksempelvis kan virksomhedens flydende fundamenter gøre det muligt at installere havvindmøller uanset havdybden, og det kan mangedoble det i forvejen meget store potentiale i havvind på verdensplan. Stiesdal forventer i løbet af 2021 at installere et demoprojekt med et af sine flydende fundamenter ud for Norges kyst med finansiering fra Shell, RWE og Japans største forsyningsselskab, TEPCO.

- Stiesdal er en ung virksomhed, men de har vist, at de kan tænke nyt, udvikle konkrete løsninger og etablere partnerskaber, der virkelig kan flytte den grønne omstilling. PensionDanmarks investering, som er på et pænt trecifret millionbeløb, skal bruges til at understøtte virksomhedens fortsatte produktudvikling. Med fire teknologier, der alle rummer et betragteligt potentiale, er der flere veje til succes, og med en erfaren personkreds, der tidligere har vist, at de kan løfte grøn energi kommercielt, har vi stor tiltro til, at Stiesdal kommer til at gøre en forskel, siger Torben Möger Pedersen.

Stiesdal ledes af administrerende direktør, Henrik Stiesdal, der er en af pionererne i den danske vindindustri. Han designede i 1976 sin første vindmølle og solgte i 1979 et opdateret design til Vestas. Siden var han fra 2004 til 2014 teknologichef hos Siemens Wind Power.

Ledelsen tæller desuden Peder Nickelsen, der som tidligere chefingeniør i først Bonus Energy og siden Siemens Wind Power har været med til at designe mere end halvdelen af alle havvindmøller på verdensplan, og fra 1. juni Jacob Nørgaard Andersen, der senest har været landechef for Vattenfall i Danmark.

- Vi har været så heldige at få etableret et ”Dream Team” i virksomheden, ikke blot i bestyrelsen og i topledelsen, men også i form af en række nøglemedarbejdere. Nu får vi så med PensionDanmark i ejerkredsen et nyt løft i professionalismen, samtidig med at både handlekraften og mulighederne for langsigtet udvikling bliver styrket, siger Henrik Stiesdal.

PensionDanmarks investering i Stiesdal sker ved tegning af nye aktier. Samtidig med PensionDanmarks investering rejses der også kapital fra den eksisterende ejerkreds.

Fakta om Stiesdal A/S
Stiesdal A/S blev stiftet i 2016. Virksomheden har hovedsæde i Give og lokationer i Odense og København.

Virksomheden driver fire datterselskaber med fokus på hver sin grønne teknologi:

Stiesdal Offshore Technologies
har udviklet det modulbaserede flydende havvindmøllefundament Tetra, som kan produceres hurtigere og billigere end andre løsninger på markedet. Et demoprojekt ventes installeret ud for Norges kyst i 2021 med finansiering fra Shell, RWE og TEPCO.

Stiesdal Storage Technologies har udviklet energilagringsløsningen GridScale, som er baseret på opvarmning og nedkøling af sten. Løsningen tilbyder længere lagringstid end lithium ion-batterier, og der er indgået aftale med den danske forsyningskoncern Andel om at installere det første demoprojekt i 2022.

Stiesdal PtX Technologies har udviklet brintteknologien HydroGen, som er en ny type elektrolysesystem, der kan omdanne strøm til brint billigere end andre elektrolyseteknologier på markedet. Brinten kan efterfølgende omdannes til grønne brændstoffer. Det første demoprojekt ventes opført i begyndelsen af 2022.

Stiesdal Fuel Technologies har udviklet SkyClean-teknologien, som kan producere CO2-negativt brændstof til fly. Det sker gennem pyrolyse, hvor biomasse omdannes til biobrændsel til flytransport, mens der opfanges og lagres CO2 fra atmosfæren. En testenhed blev installeret på DTU i 2019, og et pilotanlæg i industriel skala ventes opført i slutningen af 2021.

Kontakter

Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238.


Kommunikationschef Kristian Strøbech, Stiesdal, telefon 2046 0440.

Billeder

Visualisering: Stiesdal A/S
Visualisering: Stiesdal A/S
Download
Visualisering: Stiesdal A/S
Visualisering: Stiesdal A/S
Download
Download
Download

Information om PensionDanmark

PensionDanmark
PensionDanmark
Langelinie Alle 43
2100 København Ø

33 74 80 00https://www.pensiondanmark.com/

PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for over 823.000 medlemmer beskæftiget i 23.200 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede indbetalinger udgjorde 15,2 mia. kr. i 2022. Balancen er over 300 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye