Eva - Danmarks EvalueringsinstitutEva - Danmarks Evalueringsinstitut

Pædagoguddannelsen har tomme pladser mange steder i landet

Del
Samfundet får brug for flere pædagoger de kommende år, i takt med at børnetallet stiger. Men flere steder i landet er der ledige uddannelsespladser på pædagoguddannelsen.

I nat får tusindvis af unge svar på, om de er blevet optaget på den uddannelse, de har søgt ind på. 65.714 vil få tilbudt en studieplads.

Men igen i år må den største velfærdsuddannelse melde om tomme stole: På en række af landets pædagoguddannelserne har der ikke været nok kvalificerede ansøgere til studiepladserne, og på 10 ud af 23 udbudssteder er der stadig ledige pladser.

Samtidig er det samlede antal af optagne på pædagoguddannelsen faldet fra 4.957 sidste år til 4.869 i år. Det svarer til et fald på 2 %.  

”Vi ser, at det er vanskeligt at få fyldt pladserne på pædagoguddannelsen,” siger områdechef for de videregående uddannelser ved Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Camilla Thorgaard.

”Det hænger sammen med den trend, vi har set de seneste år: Færre og færre studerende søger ind på pædagoguddannelsen.”

Stigende børnetal de kommende år

Siden 2014, som var det år, hvor antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen peakede, er der hvert år blevet færre, der ønsker sig at blive uddannet til pædagog. Mens 7798 søgte ind på pædagoguddannelsen i 2014, har kun 5.956 søgt ind i år. Det svarer til et fald på 23,6 pct.

”Det er vigtigt at holde øje med uddannelsens evne til at få fyldt pladserne ud. I de kommende år vil vi nemlig se, at børnetallet stiger, samtidig med at der bliver færre unge til at tage en uddannelse, fordi ungdomsårgangene bliver mindre,” kommenterer Camilla Thorgaard.

”Pædagoguddannelsen er udfordret af manglende ansøgere og ledige pladser. Det betyder, at de politiske ambitioner om, at der skal være mere uddannet personale i dagtilbuddene pr. barn, kan blive vanskeligere at nå,” fortæller hun.

”For at gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv for flere kvalificerede studerende bliver vi nødt til at have fokus på, hvordan vi kan styrke det faglige indhold af uddannelsen og fx se på studieintensitet og på praktikken. Samtidig skal der arbejdes med, hvordan man kan løfte de studerende, der er kommet ind med fagligt svagere forudsætninger,” siger Camilla Thorgaard.

Fakta:

  • Pædagoguddannelsen er Danmarks største uddannelse med 23 udbudssteder og et årligt optag på omkring 5.000 studerende.
  • I 2018 blev mere end hver tredje pædagogstuderende optaget med et gennemsnit under 5.
  • Ud af de pædagogstuderende, som påbegyndte deres uddannelse i 2017, faldt 9,7 % fra pædagoguddannelsen i løbet af det første studieår.

Nøgleord

Kontakter

Information om Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Eva - Danmarks Evalueringsinstitut
Tidemansvej 1
4300 Holbæk

35 55 01 01http://www.eva.dk/

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gør uddannelser og dagtilbud bedre - gennem evalueringer, analyser og redskaber, som bidrager til at udvikle kvalitet. Vores viden bruges på alle niveauer - fra institutioner og skoler til kommuner og ministerier.

Følg pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Eva - Danmarks Evalueringsinstitut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye