VIA University College

Pædagoguddannelsen får et fagligt løft

Del

Mere fagligt krævende prøver og højere studieintensitet er blandt de initiativer, Uddannelses- og forskningsministeriet i dag lancerer for at styrke pædagoguddannelser over hele landet. VIAs uddannelseschef og de studerende er glade for planen.

Der er brug for et fagligt løft og en bedre lærings- og studiekultur på pædagoguddannelsen - specielt på det første studieår – hvis kvaliteten og tilfredsheden med uddannelsen skal op. Det mener Uddannelses- og forskningsministeriet, der på baggrund af analyser, evalueringer og studietilfredshedsundersøgelser - og i samarbejde med repræsentanter fra landets pædagoguddannelser - i dag lancerer en handleplan med ni initiativer.

Blandt andet skal der stilles flere og tydeligere faglige krav til de studerende fra starten af uddannelsen, og prøverne skal være sværere at bestå. Initiativerne indføres fra i år og frem mod 2020 og vil også medføre mødepligt for studerende på første år.

”Jeg tror, alle forældre er enige om, at pædagoguddannelsen er en af de absolut vigtigste uddannelser, vi har. Pædagoger skal kunne skabe det gode børneliv, en god hverdag for de udsatte og dage med læring og nysgerrighed i skolen. Det skal uddannelsen ruste dem til,” siger Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

VIAs uddannelseschef er tilfreds med planen

Handleplanen er udarbejdet af en følgegruppe, som ud over ministeriet består af repræsentanter fra professionshøjskolerne. Uddannelseschef på pædagoguddannelsen i VIA, Susanne Tellerup, som sidder i følgegruppen, er tilfreds med planen.

”Det er en ambitiøs, men også realiserbar plan. På pædagoguddannelsen i VIA er vi allerede i gang med at styrke studieintensiteten, hæve det faglige niveau og hjælpe de studerende med at udvikle studiekompetencer,” siger Susanne Tellerup.

Kritik af lav faglighed

De seneste år er pædagoguddannelsen, som blev reformeret i 2014, blevet kritiseret, blandt andet fordi de studerende oplever utydelige faglige krav. Uddannelsen følges tæt af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der i en undersøgelse fra januar 2018 viser, at hver femte førsteårsstuderende oplever deres uddannelse som mindre krævende, end de havde regnet med. Samtidigt bruger 42 procent af de studerende mindre end 25 timer om ugen på deres studie – et tal der ifølge den nye handleplan skal op på 40 timer. Og særligt studerende, der ikke har gået i gymnasiet, efterspørger hjælp til, hvordan de skal gribe studiet an.

”Vi tager naturligvis kritikken alvorligt. Vi skal sørge for at gøre vores studerende meget mere klar på, hvad det er for en opgave, de går ind til,” siger Susanne Tellerup og tilføjer:

”Men selv om vi er i gang lokalt på VIAs pædagoguddannelser i Region Midtjylland, står vi stærkere som pædagoguddannelse - og som landets største profession i øvrigt – ved at gennemføre en national indsats i samarbejde med ministeriet.”

De studerende roser aftalen

De pædagogstuderende har været inviteret ind i processen og er positive over for initiativerne.

”Det er dejligt, at der arbejdes målrettet med at øge kvaliteten i pædagoguddannelsen. Samtidigt er det vigtigt også at vise den kvalitet, der allerede er i pædagoguddannelsen på VIA,” siger Louise Sander, der er pædagogstuderende på VIA og formand for De Studerendes Råd i Holstebro.

En evaluering af pædagoguddannelsen er planlagt for 2020.

Faktaboks: Initiativerne i handleplanen (indføres fra 2018-2020)

1. Synliggørelse af fuldtidsstudier (40 timer ugentligt i studerendes ugeplaner)

2. Øgede studiekompetencer gennem studiestartsundervisning og tilrettelæggelse af uddannelsen – første fase

3. Ny tilrettelæggelse af grundfagligheden (1. del af studiet)

4. Kortlægning af omfanget af aflyste timer og erstatningstimer

5. Tidligere udprøvning

6. Mødepligt til planlagt undervisning i Grundfagligheden

7. Mere krævende prøver

8. Skærpelse af bedømmelsesgrundlaget

9. Udvikling af best practice for studiedagene

For yderligere information, kontakt:

Uddannelseschef i VIA Pædagoguddannelsen, Susanne Tellerup. Mobil: 87 55 35 50 eller email: sute@via.dk

Louise Sander, studerende på pædagoguddannelsen i VIA og formand for De Studerendes Råd i Holstebro. Mobil: 26 39 07 68

Maria Kallehauge Jessen, medlem af Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Mobil: 41 65 30 53, email: maria@p-l-s.dk

Nøgleord

Billeder

Information om VIA University College

VIA University College
VIA University College
Hedeager 2
8200 Aarhus N

87 55 00 00http://via.dk/

VIA er en professionshøjskole med ca. 19.000 studerende og 2.100 medarbejdere.

VIA udbyder over 40 forskellige professionsbacheloruddannelser til blandt andet ingeniør, lærer, pædagog, designer, sygeplejerske, bygningskonstruktør, filmanimator, socialrådgiver, fysioterapeut og bioanalytiker. Desuden tilbyder VIA en lang række efter- og videreuddannelser.

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum