Fængselsforbundet

På tide med bedre vidnebeskyttelse af fængselsbetjente

Del

Det er et vigtigt og tiltrængt skridt for bedre beskyttelse af fængselsbetjente, at de fremover sikres større anonymitet, når de afgiver vidneforklaring. Sådan lyder budskabet fra Fængselsforbundet efter, at Folketinget i dag har vedtaget en række initiativer fra justitsministerens vidnepakke.

Lovændringerne gør det blandt andet muligt at nægte utryghedsskabende tilhørere, eksempelvis bandemedlemmer, adgang til retssalen. Samtidig sikrer lovændringerne, at fængselsbetjentes fulde navn og adresse fremover ikke fremgår af politirapporter og i straffesager. Derudover sikres det, at fængselsbetjente kan afgive forklaring uden, at gerningsmanden får kendskab til deres fulde navn og adresse.

Fængselsforbundets formand Kim Østerbye hilser lovændringerne velkommen: ”Vi har længe ønsket bedre beskyttelse af fængselsbetjente, der vidner i retten. Det er noget, vi har rejst flere gange over for regeringen. Derfor er jeg meget glad for, at justitsministeren med Folketinget i ryggen har valgt at sikre bedre vidnebeskyttelse for vores medlemmer.”

Han peger på, at der har været flere episoder, hvor fængselsbetjente er blevet truet eller har følt sig utrygge i forbindelse med vidnefremstillinger i sager begået af indsatte bandemedlemmer.

”Det er fuldstændigt uholdbart. Frygt for repressalier må ikke stå i vejen for, at vores medlemmer stiller sig op i vidneskranken.”

Yderligere information: Kim Østerbye, 72 55 99 99

Kontakter

Billeder

Information om Fængselsforbundet

Fængselsforbundet
Fængselsforbundet
Ramsingsvej 28A
2500 Valby

7255 9976http://faengselsforbundet.dk/

Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, transportbetjente, institutionsmedarbejdere, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen. Vi er uafhængige af partipolitik og fokuserer alene på at forbedre vores medlemmers arbejdsliv.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye