Haderslev Kommune

På jagt efter den moderne skolebænk

Del

Forberedelserne til det kommende skolebyggeri er allerede i fuld gang. Torsdag gennemføres en inspirationstur til tre nye sjællandske skoler. Til august går turen til tre jyske skoler.

De fleste har deres gamle skoles indretning indprentet på nethinden. Gymnastiksalen, biblioteket og gangen med de mange døre til klasseværelserne. I den kommende tid skal en arbejdsgruppe ud at se, hvordan skoler kan bygges på helt nye måder - og måske kan der hentes inspiration til, hvordan billedet ender med at se ud for den skole, der i 2020 skal stå færdig i Erlev Bjerge i Haderslevs sydlige del.

"Der er sket rigtig meget med undervisningen og pædagogikken i de senere år, og der er en stor viden om, hvordan arkitektur kan underbygge den læring, der finder sted i dag. Vi skal ud og se, hvordan den viden bliver brugt i praksis på nogle af de nyeste skolebyggerier i Danmark", fortæller skoleleder på Sdr. Otting Skole Karsten Jessen.

Torsdag den 26. maj tager en gruppe bestående af både politikere, skolebestyrelsesmedlemmer, ansatte og rådgivere på tur til tre skoler på Sjælland: Skolen i Sydhavnen i København, der blev kåret til bedste skolebyggeri i Danmark i 2015 og til verdens bedste skolebyggeri i 2016, Vibeengskolen i Haslev, der har formået at skabe skolebyggeri, der inddrager et meget stort udeområde i undervisningen og endelig Ny Frederiksberg Skole i Sorø, der er et skolebyggeri, der indvies i 2017.

"Det er vigtigt, at vi kommer ud og ser andre måder at bygge skoler på så tidligt i processen som muligt. Vi har valgt i alt seks skoler ud til vores inspirationsture, så vi forventer at få en masse gode idéer til, hvordan fremtidens skole i Erlev Bjerge skal se ud", siger Signe Knappe, der er formand for Udvalget for Børn og Familier.

Den nye skole skal erstatte Sdr. Otting Skoles afdeling i Buegade, hvor skolens elever fra 0.-6. klasse holder til. Det er tanken, at skolen ikke kun skal bruges i dagtimerne, men der skal i langt højere grad, end vi kender det, også åbnes for områdets beboere uden for almindelige skoletid.

"I skolebestyrelsen glæder vi os til de kommende års arbejde med at skabe en ny skole, som både børnene og samfundet som helhed kan have glæde af. Vi skal sikre, at vi får en skole, som danner rammer for en god skolegang for børnene - og som samtidig udvider rammerne for, hvordan vi tænker skole i dag", siger Ida Guldager, formand for skolebestyrelsen for Sdr. Otting Skole.

Byggeriet af den nye skole vil i høj grad involvere omverdenen, så byggeriet kan løftes og kvalificeres ved at få mange forskellige perspektiver med i processen. I de næste par år vil forskellige interessegrupper blive inviteret til workshops. Blandt andet vil forældrebestyrelserne i de nærliggende daginstitutioner blive inviteret som forældre til skolens kommende børn. Der vil også være åbne workshops for interesserede borgere i nærområdet.



Kontaktinformation:

Formand for Udvalget for Børn og Familier Signe Knappe, telefon 40 22 57 87

Skoleleder Karsten Jessen, telefon 74 34 33 51

Formand for skolebestyrelsen Ida Guldager, telefon 20 49 81 40

Information om Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Haderslev Kommune
Gåskærgade 26
6100 Haderslev

http://www.haderslev.dk/

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum