På feltarbejde med bryllupsvideografer og bryllupssangere i Uganda

Man siger, at ”som antropolog er verden din arbejdsplads” – og det gælder også for antropolog Nanna Schneidermann, der har været på feltarbejde i storbyen Gulu i det nordlige Uganda.

”Jeg valgte helt bevidst at komme i slutningen af året, fordi jeg ved, det er højsæson for bryllupper i Uganda. Mit forskningsprojekt handler nemlig om bryllupsvideoer og bryllupssange og dem, der laver dem,” lyder det fra den hjemkomne forsker, der er i gang med at bearbejde data fra sit feltarbejde.

”Der var en forfærdelig borgerkrig i det nordlige Uganda fra 1986 til 2006. Rebelhæren LRA rekrutterede ved at tage børn med fra de landsbyer, de angreb, men der var også overgreb på civilbefolkningen fra regeringshæren. I kølvandet på krigen har forskningsfokus været på effekterne af konflikten og det freds- og forsoningsarbejde, som pågår.  Men der er også i dag økonomisk vækst i Gulu, og andelen af fattige er faldet siden konfliktens ophør. Det skaber nye drømme og muligheder for, hvordan folk lever sammen, og hvad de lever af. Det er noget af det, jeg er interesseret i,” fortæller Nanna Schneidermann.

Markant fald i antallet af indgåede ægteskaber

Hun har ved selvsyn kunnet konstatere, hvordan den blodige borgerkrig har sat sig dybe spor i området på mange forskellige måder – også på familieforhold og ægteskab.

”Der har blandt andet været et markant fald i antallet af indgåede ægteskaber. En af årsagerne til at færre og færre bliver gift er, at det er blevet meget dyrt. Det handler både om brudegaver – gaverne som manden forventes at give til kvindens familie og den fest, det forventes, at man holder. Og mit forskningsprojekt vender så lidt på hovedet, da jeg prøver at følge nogle af dem, det rent faktisk er lykkes for, og dem, der fortæller historier om bryllupper i lyd og billeder.”

Hvad er det for en betydning, de ofte meget store bryllupper har – både for dem, der bliver gift og dem, der arbejder i den industri, der vokser frem?

Det er centrale spørgsmål i Nanna Schneidermanns projekt. Et projekt, der ikke står alene, idet det er en del af et større samarbejdsprojekt, der hedder Imagining Gender Futures in Uganda (IMAGENU) - et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Gulu Universitet i Uganda finansieret af Danida. Siden 90´erne har en gruppe antropologer haft partnerskabsprojekter med universiteter i Uganda.

”I det her projekt er vi 14 kolleger i Danmark og Uganda, som sammen undersøger, hvad der sker, når færre gifter sig, og hvad der går i stedet. I det samarbejde er jeg tredje generation af den forskningsmæssige familie, der på Aarhus Universitet har været ledet af professor Lotte Meinert.”

Det interessante ved hele samarbejdsprojektet er, ifølge Nanna Schneidermann, at det er udviklingsforskning.

”Det handler om udvikling og spørgsmål om social forandring i Uganda og bredere spørgsmål i forhold til Afrika. Jeg synes, det er virkelig fedt, at vi har fået øjnene op for, at en fredelig fremtid med udvikling ikke kun handler om infrastruktur og sundhedssystemer, men også køn og partnerskaber. Hvad er det egentlig, der driver folks hverdag og fremtidsdrømme, og hvordan hænger det sammen med det større billede?”  

Fra privat bryllup til nationalt hit

En af metoderne til at blive klogere på verden eller et udsnit af verden – i dette tilfælde en indlandsstat i det østlige Afrika – består i at skabe viden med udgangspunkt i deltagelse i folks hverdagsliv. Det etnografiske feltarbejde er således en helt central del af studiet på netop antropologi. For at forstå mennesker og deres kultur er det nødvendigt at tage på feltarbejde – ud i verden og opleve samt observere den virkelighed, som folk lever i.

”Siden 2003 har jeg lavet feltarbejde blandt musikere i Uganda – efterhånden har jeg tilbragt 3-4 år dernede. I denne omgang har jeg fulgt bryllupsvideografer og bryllupssangere i det nordlige Uganda, fordi de på den ene side er med til at beskrive og dokumentere bryllupper og partnerskaber og på den anden side repræsenterer en ny økonomisk niche omkring netop bryllupper. De sidste fem-seks år er det blevet populært at få en lokal popstjerne til at skrive en lejlighedssang til ens bryllup, som vedkommende kommer og optræder med. Dem, der laver bryllupsvideoen, klipper også en musikvideo, som så kommer på de sociale medier og i lokale musikbutikker, hvor alle andre, som ikke nødvendigvis har været med til brylluppet, kan se med. På den måde er bryllupsmusik blevet en helt særlig genre i Gulu,” forklarer Nanna Schneidermann.

Er man heldig kan ens bryllup således ende som ørehænger, der bliver spillet på hvert hjørne i byen.   

Et bryllup er ikke kun et bryllup

Der findes imidlertid ikke kun én type bryllup i Uganda, men flere forskellige anerkendte bryllupper. Der findes civilt ægteskab og religiøse ægteskaber, som vi også kender herhjemmefra. Men så er der traditionelle ægteskaber, som egentlig er de mest brugte, hvor et ægteskab er resultatet af forhandlinger og udvekslinger mellem de to familier, brudeparret kommer fra. Det er her klanen eller familierne, der anerkender brylluppet, og der sker en udveksling af gaver og brudepris, som stadfæster forholdet.

”I Uganda finder der en bestemt sekvensering af bryllupper sted, idet man typisk først indgår et traditionelt bryllup, hvor familierne siger ja til hinanden. Senere holder man så måske et kirkebryllup, hvis der er råd til det. Mange af dem, der bliver gift i kirken, er derfor langt op i 40´erne og nogle i 50´erne og har allerede børn og karriere. Men ved begge begivenheder er det blevet vigtigt at dokumentere og vise, hvad parret og familierne har opnået gennem for eksempel bryllupsmusikvideoer,” fortæller Nanna Schneidermann, der også overværede flere bryllupper under sit feltarbejde. Et feltarbejde med to perspektiver. På den ene side et fokus på dem, der laver bryllupsvideoerne og sangene. På den anden side et fokus på dem, det hele bliver lavet til – det vordende ægtepar, deres familier og bryllupskomiteerne.  

Venskab, kærlighed og ressourcer væves sammen

Og sidstnævnte er en helt særlig forordning, som ifølge antropologen findes flere steder i Afrika og ”sikkert også andre steder i verden”. I det traditionelle bryllup er det ideelt set familierne, der afholder udgiften til brylluppet, mens et kirkebryllup har et helt andet set-up i det nordlige Uganda.

”Man etablerer en fundraising-komité for brylluppet – gerne op til et år forud for festen. Komitéen består typisk af kollegaer, skolekammerater, venner og familie, og så får alle en rolle som formand, kasser, cateringansvarlig osv. Efter et indledende kick-off arrangement mødes man fast en gang om måneden i komiteen, og op til brylluppet oftere, for at rejse penge og arrangere den her kæmpe bryllupsfest, der kan tælle op til 1000 gæster. Og det er helt vanvittige summer, der rejses,” fortæller Nanna Schneidermann, der også selv fik lov at sidde i en komité under sit feltarbejde og erfarede, hvordan de bryllupper, der trods alt afholdes, udgør en kulturel nerve i det tidligere konfliktområde også i forhold til at genetablere den lokale Acholi-kultur med inddragelse af nye fænomener som bryllupsvideoer og -sange.

”Det der er så interessant er, at dem, jeg fulgte, talte meget om, at have kærlighed til sine venner, elske sine venner og støtte dem i et godt liv. Selv om jeg først er begyndt at se på materialet nu, kan jeg se, at i de her bryllupskomiteer, som også medfinansierer de professionelle video- og musikproduktioner, væves venskab, kærlighed og ressourcer sammen i en tid, hvor der er ro på konflikterne. Så måske må vi gentænke, hvad kærlighed i parforholdet egentlig er lavet af. ”