HK Privat

Overenskomst på plads for 3000 HK'ere i it-branchen

Del
HK Privat og Dansk Erhverv er blevet enige om en 2-årig overenskomst, som blandt andet giver mere på lønsedlen og i højere grad understøtter lokal løndannelse i it-virksomhederne.

HK Privat og Dansk Erhverv har sat underskrifter på en ny overenskomstaftale, der omfatter omkring 3000 medarbejdere, som til daglig arbejder med it hos danske it-virksomheder.

Aftalen læner sig op ad overenskomstfornyelsen på industriens område samt resultatet på funktionæroverenskomsten, som HK Privat i samarbejde med HK Handel forhandlede på plads med Dansk Erhverv i sidste uge.

HK Privat er dog gået til disse forhandlinger med særligt fokus på kroner og ører, siger faglig chef, Kim Jung Olsen.

- It-branchen er præget af god indtjening og mangel på arbejdskraft. Så det er klart, at vi har haft for øje at sikre vores medlemmer en fair andel af det. Med aftalen har vi sikret en god bund, og nu skal resten hentes ved de lokale lønforhandlinger, og det har vi fået skabt nogle særdeles gode værktøjer til, siger han.

Overenskomstfornyelsen sikrer lønforbedringer på 2 procent i år og 2 procent til næste år. I år ændres pensionsfordelingen, så arbejdsgiver hæver indbetalingen fra 8 til 10 procent, hvorimod lønmodtagers indbetaling sænkes fra 4 til 2 procent. Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 til 9 procent af lønnen. Fritvalgskontoen kan bruges af den enkelte it-ansatte til eksempelvis udbetaling af ekstra løn, indbetaling til pension eller køb af mere frihed.

Beløbet på fritvalgskontoen kommer oveni den løn, som de fleste medlemmer af HK Privat selv forhandler hjem ude på arbejdspladserne. Med indbetaling til fritvalgskontoen på 9 procent overstiger det samlede beløb hen over et år en månedsløn.

Derudover er der nedsat et særligt lønudvalg, som skal se på løndannelsen specifikt i it-virksomhederne i overenskomstperioden.

Rygstød til de lokale lønforhandlinger

Aftalen styrker desuden tillidsrepræsentanterne og medarbejderne på flere punkter – særligt i de lokale lønforhandlinger. Blandt andet sikres tillidsrepræsentanterne mulighed for at få indblik i virksomhedens forhold, herunder virksomhedens økonomi, forud for de lokale lønforhandlinger.

- Der er it-virksomheder, som tjener rigtig godt i de her år. Her kan netop indblikket i økonomien give både tillidsrepræsentanter og de enkelte ansatte bedre kort på hånden, så vi forhåbentlig vil se nogle mere reelle forhandlinger - uanset om de foregår kollektivt eller individuelt, siger Kim Jung Olsen.

Derudover indeholder overenskomsten blandt andet:

  • 4 ugers ekstra barsel med løn. 2 af ugerne er øremærket far/medforælder, og 2 uger kan frit fordeles mellem forældrene

  • Aftale om uddannelsesrepræsentant på it-virksomhederne. Uddannelsesrepræsentanten har til opgave, sammen med virksomheden, at styrke kompetenceudvikling og uddannelse af kollegaerne. Der gives i overenskomstperioden ret til en dags uddannelse til opgaven med fuld løn

  • Ret til 3-måneders samtale ved funktionsløn for nyansatte. Samtalen skal sikre, at der er sammenhæng mellem den løn, der er aftalt, og omfanget af overarbejde

  • Bedre rammer for de IT-medarbejdere der er på natarbejde

  • Stigninger på satser på elevløn og løn for unge under 18 år

Nøgleord

Kontakter

Information om HK Privat

HK Privat
Weidekampsgade 8
2300 København S

70114545https://www.hk.dk/omhk/sektor/hk-privat

HK Privat er HK Danmarks største sektor med 110.000 medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra HK Privat

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Privat

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye