Over en million passagerer sejlede gratis i juli
23.8.2020 14:19:40 CEST | Transportministeriet | Pressemeddelelse
Sommeren har budt på sol, blæst, sand – og en hel del vand. Det gælder særligt for de mange passagerer, der har sejlet gratis med de danske færger i juli.
Alle danske indenrigsfærger havde tilmeldt sig ordningen i regeringens sommerpakke med gratis rejser for gående og cyklister i hele juli. En endelig opgørelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen viser, at de 53 indenrigsfærger i alt havde 1.074.215 passagerer med ombord i juli.
- Lad mig sige det, som det er: Det har været en overvældende stor succes. Over en million passagerer har gået eller cyklet ombord på vores færger uden beregning. De har oplevet nye dele og egne af Danmark – måske endda for første gang – og de har dermed også støttet et trængt kultur- og erhvervsliv på øerne. Jeg er stolt over, at vi med dette initiativ har gjort det muligt at skabe nye ferieminder for så mange mennesker, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.
Som følge af nedlukningen af Danmark henover foråret har de mange besøgende været velkomne gæster for erhvervslivet.
- Med sommerpakken blev det lettere for danskerne at genopdage Danmark som ferieland. Derfor er jeg også svært glad for pakkens succes, som for alvor fik danskerne ud på vores smukke øer. Øernes butikker og lokale fællesskaber er udsatte under Corona-krisen, og her har sommerens høje besøgstal gjort en vigtig forskel for landdistrikterne, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Også social- og indenrigsministeren glæder sig over passagertallet.
- Jeg er glad for, at så mange danskere har været ude og opleve de mange fantastiske små og større øer i Danmark. Det var præcis det, vi ønskede med Sommerpakken. En masse mennesker har fået en mindeværdig sommerferie, samtidig med at vi har holdt hånden under blandt andet hoteller og restauranter i de mindre ø-samfund, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag.
Danske Rederier håber, at mange vil vælge ø-ferien igen næste år.
- De gratis færgebilletter betød, at vi fik fyldte indenrigsfærger på kort tid. På trods af lidt udfordringer med kapaciteten på enkelte overfarter er det samlet set gået rigtig godt. Færgerederierne har haft gang i butikken, og mange danskere har fået øjnene op for de danske øer. Vi tror på, at mange vil vende tilbage de kommende år, så årets ordning med gratis færger har også været en investering i fremtiden, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier.
Det håb deler Landdistrikternes Fællesråd.
- Effekterne af sommerpakken kan i den grad mærkes ude på øerne. Rekordmange besøgende, fulde huse på spise- og overnatningssteder, ligesom vores Ø-pas er blevet revet væk. Mit håb er, at mange danskere denne sommer har fået øjnene op for den fantastiske feriedestination vores land er og vender tilbage næste år. For det er ikke alene praktisk at holde ferie under hjemlige danske himmelstrøg; det giver mere forståelse for forskellene i vores samfund. Endelig er det bæredygtigt og dermed klimavenligt at holde ferie i Danmark, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.
Der har i alt været 1.074.215 passagerer med færgerne i juli; heraf er 912.068 voksne og 162.147 børn. Af dem har 161.696 haft deres cykel med ombord.
- Der er ingen tvivl om, at det også har været en oplevelsesrig juli for de mange færgeselskaber og -operatører, som har skullet håndtere det store rykind af passagerer. Jeg vil derfor gerne takke dem for deres arbejdsindsats og for de lokale løsninger, der har gjort, at passagererne er kommet med færgen, samtidig med at de gældende sikkerhedskrav og sundhedsmyndighedernes retningslinjer er blevet overholdt, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Sammenlignet med 2019 er der tale om en stigning af passagerer på 60 procent, mens antallet af cykler er steget med 120 procent.
I den tidligere udsendte version var der fejl i passagerantallet på den offentliggjorte liste. Den fejl er nu rettet.
Information om Transportministeriet
Følg pressemeddelelser fra Transportministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Transportministeriet
Pulje med 160 millioner kroner til grønne lastbiler4.2.2026 07:00:50 CET | Pressemeddelelse
Puljen til grøn omstilling af tung vejtransport åbner for ansøgere, der ønsker støtte til indkøb og leasing af grønne lastbiler, etablering af depotladning og -tankning til brint og el samt destinationsladning.
Kystredningstjenesten får mulighed for at bruge grønne blink i trafikken2.2.2026 07:01:15 CET | Pressemeddelelse
Fra den 1. februar 2026 kan redningspersonale fra Kystredningstjenesten bruge grønne blink, når de er kaldt ud til en livreddende opgave.
To millioner til kampagne der skal få børn til at cykle29.1.2026 07:04:20 CET | Pressemeddelelse
Cyklistforbundet modtager midler fra Cykelpuljen i Aftale om infrastrukturplan 2035 til at gennemføre kampagnen ’Alle børn cykler’ til efteråret.
Vendespor ved Carlsberg Station muliggør flere S-tog i timen29.1.2026 07:01:55 CET | Pressemeddelelse
Det er besluttet at lave en udvidelse af S-banen ved Carlsberg Station. Det giver mulighed for flere togafgange og større robusthed i tilfælde af driftsforstyrrelser.
Finansiering fundet til Kalundborgmotorvejens fordyrelse10.1.2026 11:02:57 CET | Pressemeddelelse
Tredje etape af Kalundborgmotorvejen, der er under anlæg, er blevet dyrere, blandt andet på grund af stigende materialepriser. Transportministeren og forligskredsen bag infrastrukturaftalen har sikret, at projektet tilføres 499 millioner kroner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum